Donald Trump udfordrer status quo på mindst syv vigtige områder:

i) Grænser: Man behøver næppe at elaborere på denne pointe på Document. Hvem havde gættet for nogle tiår siden at den yderliggående positionen i fremtiden ville blive at forsvare lovlig fremfor ulovlig immigration?

ii) Handelspolitik: Mens politikerklassen synes det er acceptabelt at amerikansk industri bliver kørt over af handelsprotektionistiske lande uden noget som helst tiltag imod det, tror Trump på en helt naturlig respons i form af selektive handelsbarrierer. Han har også fået store dele af den amerikanske arbejderklassen på sin side, fordi den oplever at dens lønninger er stagneret og at industrien flager ud på et sådant projekt.

iii) Donorvirksomhed: Den etablerede politikerklasse har bundet sig til særinteresser fremfor folket, og Trump er den eneste kandidat som virkelig har været uafhængig af disse. Bernie Sanders fremstod som en fornyer, mod “vested interests”, men tilbød en model som mindede stærkt om europæisk socialdemokrati, hvor fagforeningerne er for stærkt bundet til venstresiden.

iv) Diplomatiske ansættelser: Der har udviklet sig en semi-korrupt tradition i USA med “you scratch my back and I scratch yours”-princippet i førersædet når det kommer til besættelse af diplomatiske stillinger. (Nogen husker måske ambassadøren som skulle sendes til Norge uden selv en grundlæggende forståelse af vore politiske forhold?) Trump har kritisert denne ordning og talt for at meritokratiske principper må have større vægt i diplomatiske ansættelsesprosesser.

v) Politisk korrekthed: Denne er under Obama på mange måder gået meget længere end i Europa, særlig på universiteterne. Man kan ikke længere ytre sig lige frit, og et helt spekter af emner og meninger er ganske enkelt ikke længer tolereret i det offentlige rum. Trump er ikke politisk korrekt. Det vigtige er ikke at han selv optræder så uhøflig som det passer ham, men at den politisk korrekte leder ikke bare binder sig selv, men også folket, så snart han har magten over dem. Trump bidrager til at opløse den politiske korrekthed.

vi) Mediemagt: I modsætning til de tre første statsmagter, som er direkte eller indirekte valgt, er den fjerde statsmagt blevet et kåret oligarki man ikke kan komme af med. Man har også set en uheldig meningskonvergens på det område. Den journalistiske klasse har udviklet sig til at blive en propagandistisk, politisk aktør som stadig gemmer sig bag falsk objektivitet. Trump vil begrænse dennes mulighed for at fremme løgne om meningsmodstandere med en stærkere medieansvarslovgivning. Det står tilbage at se, om Trump er i stand til at sikre ytrings-og pressefrihed vha. checks-and-balances-princippet.

vii) Udenrigspolitik: Trump er i modsætning til etablissementet inden de to store partier kritisk indstillet overfor overdrevne interventionspolitik i Meĺlemøsten. Han er nok ikke nogen optimal udenrigspolitisk kandidat, da han for mange synes at fremstå alt for isolationistisk og også virker forholdsvis uforudsigelig, men i det mindste repræsenterer han noget nyt akkurat dette punkt, for Obamas Mellemøst-politik har været en katastrofe.

Der er tilsvarende en række uheldige aspekter ved kandidaten:

i) Udfordring af klassisk liberale principper. Vi snakker her blandt andet om ønsket om indføring af tortur værre end waterboarding, en manglende skelnen mellem jus in bello mellem stridende og ikke-stridende i en krig, skridt væk fra princippet om lighed for loven osv. For en del af os er alt dette meget urovækkende.

ii) Uforudsigeligheden. Hvilket kontroversielt politisk standpunkt vil han præsentere helt ud af det blå på en pressekonference i næste uge? Hvordan ville han have reageret på et nyt 9/11 på amerikansk jord? Vil han skabe en diplomatisk krise på Twitter? Det er mange usikkerhedsmomenter ved Trump man helst ville have været foruden, særlig med tanke på at han kan måske kan gå hen og blive verdens mægtigste mand.

iii) Personligheden. Trump fremstår ikke som en nævneværdig sympatisk eller høflig type, men virker snarere som noget af en bølle og narcissistisk i sin fremtoning. Han kunne med fordel have optrådt mere præsidentagtig. (Han er nok ingen Mussolini personlighedsmæssig, som mange foreslår, men snarere en amerikansk Berlusconi. Også det har sine ulemper.) På den anden side kan hans personlighed være et nødvendig onde for at komme nogen vejne.

iv) Kollition med det videnskabelige miljø. En god statsmand bør helst ikke bedrive sin egen videnskap, men hellere basere sig på konklusioner inden det videnskabelige miljø. Både hans benægtelse af menneskeskabte globale klimaændringer,og hans mostand mod vacciner er problematiske i den forstand (bedre bliver det ikke af hans ofte konspiratoriske tænkning indenfor disse temaer).

v) Uvidenheden. Ind i mellem afslører Trump at han ikke engang har en rudimentær forståelse for en del af de temaer, som bliver diskuteret. For nylig vidste han tilsyneladende ikke at Rusland er involveret i Ukraine. Et sådant kundskabsniveau bør forurolige alle og enhver.