Efter Pearl Harbor udstedte demokraternes præsident Roosevelt Executive Order 9066 om internering af japanere i USA – ca. 150 000 blev interneret, hvoraf 62% var amerikanske statsborgere.

FDR var en grundig præsident, og internerte samtidigt også etniske tyskere (ca. 11 000 mennesker) og italienere (ca. 3 000) i USA. Storbritannien gjorde ligedan, også i kolonierne (Roald Dahl var med til at internere tyskere i den britiske, tidligere tyske koloni Tanganyika, omtalt i bogen På egne vinger).

Det siger noget om, hvad også demokratier er i stand til, hvis de føler sig tilstrækkeligt presset. Da havde Europa oplevet en storkrig i lidt over et år. Proportionerne var forskellige.

Men 9/11 var USAs Pearl Harbor på deres eget kontinent, og krigen som pågår i Irak og Syrien, og de utallige terrorangreb rundt omkring i verden, tåler at sammenlignes i sværhedsgrad, om ikke i antallet dræbte. USA har førstehånds kendskab til de krige, der river den islamiske verden fra hinanden. Selv om det ikke siges højt, er der frygt under overfladen, for at krig kan inficere Vesten.

Det er dét jihadisterne forsøger, og de har et meget større opland af salafister og islamister.

Det er derfor ikke uden grund, at man kan spørge: Hvad nu, demokratier?

Frankrig er heller ikke kendt for at tage let statslige fjender. Krigen i Algeriet var meget brutal, og i 90’erne blev den algeriske borgerkrig flyttet over på fransk jord.

I mange franskmænds hoveder spøger nok disse minder. For dem, har “borgerkrig” en meget specifik henvisning til Frankrigs engagement i Maghreb.

Det var et andet Frankrig. I 1961 var den tidligere Vichy-kollaboratør Maurice Papon politichef i Paris. Når algirere demonstrerede, blev de bundtet sammen og kastet i Seinen.

En sådan brutalitet er svært at forestille sig i dag, men det er ikke mere end 55 år siden. Forandrer en nation sig så hurtigt?

“Her drukner vi algirere”. Franskmænd, inklusive politiet, reagerede noget stærkere på optøjer i 1961. Når islam bringer barbariet tilbage til Europa, vil europæernes silkehandsker før eller senere tages af.

Man kan spørge, hvor tyk den humanitære hinde er, som det dialogstyrede samfund bekender sig til. Det man kan frygte er, at den har ødelagt så meget i det traditionelle samfund, at der intet er til at erstatte det med. Staten har ikke noget svar, andet end politi og soldater, og i længden er det intet svar, det er kun midlertidige løsninger. Virkelige løsninger er love og beslutninger, der giver borgerne følelsen af sikkerhed.

Det ser man ikke meget af for, foreløbig.

Sandheden er, at Vesten og demokratierne er i splid med sig selv. De styrende evner ikke at bestemme sig, og medierne er mere bange for egen befolkning end den islamiske trussel. Befolkningen kender de, og muslimerne vil de ikke kende.

Terror og jihad-ideologien sætter samfundet under pres. Hvor længe kan Vesten fortrænge sin nære historie? Amerikanske valg viser, at amerikanerne er i opbrud. Selv liberale amerikanere er klare på, at det er Europa, der er virkelig ude og køre.

Derfor har det som skjer, en enorm betydning for opfattelsen af Europa udenfor kontinentet. Je-suis-udtalelser fra politikere og regeringsledere reflekterer ikke dette alvor. De tror, det rekker med sympatierklæringer.

Demokratier bruger længere tid med på beslutninger, men hvad vi har set hidtil ligner mere på vankelmodighed, rådvildhed, undfaldenhed, fortrængning og opportunisme.

Demokratierne står overfor et valg: De skal enten vove at tage greb om magtmidler, hvorigennem de kan genvinde kontrollen over deres eget samfund, eller så vil fjenden beholde initiativet: Det er, hvad der nu sker. Jihadister handler, og myndighederne reagerer. Defensivt.

Sådan taber man en krig.

Vi ser få tegn på at magtens centre forstår, hvor alvorlig situationen er. I stedet indgår de i et spil med selvbestaltede muslimske repræsentanter, der tror, de stadig har vind i sejlene, fordi politikere og presse beskytter islams “ære” og mangel på selverkendelse. Denne indbildningspolitik lever på lånt tid.

Gamle vaner er vonde at vende

For hvert nyt angreb føles chokbølgen, før reflekserne trår ind for at forhindre situationen at komme ud af kontrol. Det har udviklet sig et ritual for at fremtrylle de onde kræfter ned i jorden: ved at “udtrykke chok”, stå skulder ved skulder med officielle muslimske repræsentanter, advare mod mulige repressalier (som man frygter vil ske), vise solidaritet med et nyt demonstrationstog hvor “Intet kan splitte os”, og naturligvis en #-kampagne. Læger med fuldskæg vil interviewes i medierne og sige, at de fremmeste ofre for terrorhandlinger er (ja, præcis!), Og Obama vil muligvis kalde lastbilterroren for “road rage”.

Ritualet ændrer ingenting. For hver gang bliver det klarere. De har ikke noget svar.

Et ungt offer i Nice.