Pengene sidder mere og mere løst i EU. I sidste uge fik Sydafrika 30 mia. kr. De skal efter sigende sætte gang i den grønne omstilling på de sydlige breddegrader og inspirere andre stater til at spytte i kassen, så sydafrikanerne kan få stillet flere vindmøller op ud mod verdenshavene. Kort forinden donerede EU 30 mio. kr. til politisk korrekte NGO’er, der skal bekæmpe islamofobi og såkaldt hadsk tale i den europæiske offentlighed via aktiviteter i Bruxelles og Dublin.

https://europeanconservative.com/articles/news/eu-citizens-will-pay-e4-4-million-to-be-told-what-they-can-say/

I denne uge forærede Danmarks udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen så det nye shariaregime i Syrien 600 mio. kr. på en donorkonference, ligeledes i Bruxelles, hvor EU samlet overførte 2,5 milliarder euro til disse noble jihadister i habitter.

https://www.document.dk/2025/03/17/donorlandskonference-for-syrien-i-bruxelles-danmark-laegger-en-milliard-paa-bordet/ 

Dette er blot et udpluk af de seneste pengegaver fra Europas politiske magthavere. Generøsiteten emmer af tilsyneladende overskud, men er tegn på en kultur i åndeligt forfald og en civilisation uden jordforbindelse.

Det er unormalt at forære formuer væk, bare fordi man kan. Men det unormale er blevet normalt, især i stratosfæriske organisationer som EU. Her har medlidenhedskulturen sejret ad helvede til. Eller det vil sige: EU’s gavmilde gaveregn er snarere udtryk for en imperial selvforståelse forklædt som medlidenhed, dvs. en ideologisk eskapade, dvs. flugt. 

En flugt fra hvad, spørger du måske. En flugt fra naturen som civilisationens grundlag. En flugt henimod et dekadent alternativ, konstrueret i en overstatslig, overforkælet, overgearet union, som stræber mod at virkeliggøre Europas Forenede Stater i en fortløbende fornægtelse kontinentets rødder og al skam og ser stort på de skatteydere, der har tilvejebragt midler, der nu gives væk som fantasilioner. Det er »most unnatural«, som spøgelset siger til Hamlet og kræver hævn i Shakespeares stykke om den danske prins og mordet på hans far.

Fra tidligere at have haft en negativ klang er dekadence blevet en politisk ideologi, som de progressive eliter har fundet ny næring i efter Murens Fald og Sovjetunionens opløsning. Mens kommunismen for længst er forsvundet, er dekadencen år for år steget i politisk kurs til at blive guldstandarden i de vesteuropæiske hovedstæder: Jo mere vi bortødsler, jo større bliver vi selv. Jo større donationer, jo mere merit. Jo mere rigdom vi kaster i grus, jo større bliver vores selvværd.

Dekadent er faktisk et mildt ord om Unionens selvopfattelse og adfærd. Thi adfærden udgør en trussel mod normaliteten i det offentlige liv og perverterer europæernes patriotiske sans for dyd. Unionen graver med andre ord en stedse dybere kløft mellem lokal borgerdyd og imperial korruption og skaber dermed, hvad idéhistorikere måske en skønne dag vil kalde et klassisk machiavelliansk øjeblik, der kalder på en politisk restauration.

Når det unormale bliver en ny normal, bliver virkeligheden forvansket. I en ny og krystalklar bog af den svenske etnolog Karl-Olov Arnstberg med titlen Ordet är fritt – ett försök att diskutera svåra samhällsfrågor (Karneval förlag) forklarer han denne forvanskning med patologisk altruisme. Den sygelige altruisme er fx kendetegnet ved at stræbe efter at maksimere den »globale velfærd« frem for den nationale ved som engelsk politiker at interesse sig mere for forholdene i Burundi end i Birmingham eller som svensk ved at synes alt muligt om Sudan, mens alting sejler i Södertälje. Arnstberg forklarer den patologiske altruisme ved at henvise til romanen Bleak House af Charles Dickens fra 1853, hvor man møder en person, fru Jellyby, »hvis smukke øjne havde en mærkværdig vane med kun at se langt; det var som om, hun ikke kunne se noget, der var tættere på end Afrika.«

EU er ledet ikke af én fru Jellyby, men af mange af hendes slags. Teleskopiske filantroper, bedre kendt som globalister, der ikke ser eller forstår deres landsmænd, ikke deres naboer, end ikke deres egen familie. Globalisterne er de nye konger og dronninger, hævet over befolkningerne, med et udsyn af den anden verden. De har ikke øjne og ører for det nære, aktuelle og akutte; de har teleskoper og zoom-linser. Deres livsverden, grå, kedelig og hjemmevant, er erstattet af en eksotisk systemverden. 

Langbortistan-humanisterne tror hverken på national identitet eller statens suverænitet, som de arbejder på at erstatte med bredere transnationale identiteter, institutioner, regler og kommissioner samtidig med, at de sørge for, at ingen kan holde dem politisk ansvarlige for deres ideologiske dekadence. De kerer sig ikke om nationens  almene vel; de føler sig kaldet til noget større. Derfor forstår de heller ikke, hvordan et halvt århundredes masseindvandring kommer til at påvirke deres egne børns fremtid i Europa, og at deres egne samfund bevæger sig i retning af tiltagende segregering, vold og interne konflikter. Eller også forstår de det udmærket, men vælger egoistisk at lade som ingenting, fordi de endnu har deres på det tørre og en karriere at tage hensyn til.

For patologiske altruister er verden simpel til trods for, at enhver anden kan se og konstatere, at den er enormt kompliceret, fuld af problemer, dilemmaer og ubehageligheder, sociale, religiøse, etniske, nationale, regionale – herfra til Timbuktu. Og endnu mere skørt: De tror, at verden kan formes i deres billede. Det arbejder klubberne på: Bilderberg-gruppen, World Economic Forum, Open Society Foundations, Soros Fund Management osv. Det er Hollywood på speed og Coca-Cola-kapitalisme.

Men patologiske altruister er børnefilosoffer. De tror på det gode i mennesket, men viser dermed netop, at de må kende mennesket meget dårligt, når de tør være så programmatiske. Virkelige ting som fx mennesker er ikke simple. De ser muligvis simple ud, men skinnet bedrager. Hvis du virkelig vil forstå mennesket, må du være forberedt på noget, der er svært at læse, svært at forstå, svært at forudsige. Denne antropologiske ydmyghed ligger patologiske altruister meget fjernt.

Her vil nogle indvende, at altruisterne elsker mere, fordi de elsker menneskeheden. Hvortil blot er at svare med den britiske forfatter C.K Chesterton, at den, der hævder at elske alle, ikke rigtig elsker nogen. Ligesom kosmopolitten, der hævde at bo, her, der og allevegne, ikke har hjemme noget sted. Forestillingen om at hæve sig over det stedlige, det historiske og det tilfældige, dvs. livet i konkret forstand, har noget ikke-menneskeligt over sig. 

Dekadencen ville være harmløs, hvis fænomenet var begrænset til de få, rigmænd, digtere, kunstnere, misbrugere. Men når tidsånden omskriver dekadence til godhed, får tag i magthaverne og bliver en politisk ideologi, får den en helt ny, anden og undergravende virkning, som gør dekadence til degeneration.