Alle bliver rige og magtfulde af klimakrisen, undtagen dem, der skal betale.

En kommentar af Brita Staal og Ida Hatlebrekke i Teknologisk Ukeblad den 18. oktober sidste år giver et fascinerende dyk ned i klimaindustriens ukritiske tro på det grønne skifte og de utallige “klimatiltag”, der skal sikre, at politikerne når deres selvpålagte “klimamål”.

Dette er også et klart eksempel på, hvordan kvasireligiøse overbevisninger og indoktrineret positivitet sejrer over manglende resultater og negativ udvikling. Derfor er det nyttigt med et uafhængigt faktatjek af argumenterne omkring “klimaindsatsen”, dvs. de utallige tiltag, der gennemføres for at nedbringe CO2-udledningen, og som ifølge den nuværende klimavidenskab vil gøre vejret bedre i 2100.

Det faktum, at disse “foranstaltninger” vil virke og lykkes, genbruges dagligt uden spørgsmål i alle offentlige kredse, medier og fora. Oftest med påstanden om, at “vi følger videnskaben”. Problemet er, at der ikke er nogen videnskab bag klimatiltagene, kun hastværk, tvangstanker, påstande og luftkasteller samt den største overførsel af offentlige penge til private profitmagere i historien. For man kan ikke “redde klimaet” uden at købe noget: En vindmølle, en batteridrevet bil, en varmepumpe, en intelligent måler, en sparepære … Køb, køb!

Total mangel på kritisk tænkning og risikovurdering

Selv den mest glødende klimafanatiker må indrømme, at «det grønne skifte» ikke helt svarer til «visionerne». Kommentaren har derfor titlen «En række vedvarende projekter skrottes – sådan vender vi udviklingen» og handler om den voksende kløft mellem politiske målsætninger og faktiske resultater.

Dette sammenbrud er et kendt fænomen, som jeg har skrevet flere bøger om og hundredvis af artikler – alt sammen baseret på min særlige ekspertise inden for politik og påvirkning af mennesker gennem massepsykologi og propaganda. Og den kognitive dissonans, der opstår i klimasamfundets tankeløse ekkokammer, er interessant at studere, fordi de forsvarer deres selvbedrag og deres egne livsløgne helt efter lærebogen for propaganda og politisk massepåvirkning:

Repræsentanter for gruppetænkning, besættelse og politisk indoktrinering

Brita Staal og Ida Hatlebrekke er typiske repræsentanter for klimasamfundet, så dette er ikke for at fremhæve dem personligt, men snarere for at vise klimahysteriets systematiske karakter: Ligesom en million andre nordmænd er de ude af stand til at afvige en tomme fra det, de er blevet oplært til at tro er den absolutte sandhed og virkelighed.

De virker fuldstændig og ensidigt overbeviste om, at det grønne skifte er i gang og vil ske – det har bare mødt lidt uventet modstand; et par bump på vejen, før det igen er fuld fart fremad mod en grønnere fremtid. De tager lige så meget fejl som selv Norges statsminister, og lad mig gennemgå deres argumenter, så du kan forstå hvorfor:

Her er faktatjekket af Staal og Hatlebrekkes påstande:

– Equinor stoppede sine investeringer i havvind denne sommer og reducerer sine elektrificeringsprojekter. Vestas og Ørsted har stoppet udviklingen af store havvindmølleparker i USA og Europa dette efterår. Volvo Cars opgiver sine globale planer om kun at sælge elbiler inden 2030. Northvolt har sat dele af sin produktion i bero og vil ligesom FREYR reducere sin arbejdsstyrke. Vi ser det samme hos solcellevirksomheden Ottovo i Norge. Hvorfor er det, at de virksomheder og projekter, der driver den transformation, vi har så desperat brug for, pludselig er dem, der kæmper mest? Det kan ikke skyldes manglende ambitioner, ledelsesevner eller kapacitet

Faktatjek: Det er forkert. Det handler om manglende integritet, ædruelighed, kompetence, risikovurdering, ærlig debat og langsigtet økonomisk analyse i bestyrelseslokalerne. Alt dette er systematisk blevet erstattet af gruppetænkning, opportunisme, massehysteri og sandsynligvis grov korruption. Alle de nævnte aktører er private virksomheder, der lever af profit, ikke NGO’er, der lever af klimaaktivisme. Staal og Hatlebrekke ser ikke ud til at have det mindste begreb om dette, og det alene er en fiasko.

Politikere har lovmæssigt forpligtet disse private virksomheder til at gennemføre det politisk godkendte “grønne skifte”. Og da politikerne således har gjort private virksomheder til deres personlige politiske redskaber, kan virksomhederne til gengæld kræve penge til gengæld i form af “risikoaflastning” fra politikerne.

Sådan har klimahysteriet skabt en ekstremt giftig symbiose mellem privat og offentlig pengeforvaltning, hvor politikerne de facto bruger offentlige skattekroner til at få private virksomheder til at realisere politikernes selvpålagte “klimamål”.

Problemet er ikke kun, at disse mål ikke har nogen værdi for andre end politikerne selv, de er også matematisk uopnåelige. Det, politikerne køber af private aktører, er et fantasifoster. Et drømmeslot. Og nu, hvor tilskuddene skrumper i takt med, at de røde tal stiger, siger de private profitmagere tak. Koen er blevet malket tør. Så kynisk er erhvervslivet.

Næste påstand:

– Den europæiske elbilindustri er et illustrativt eksempel på et højere niveau; det globale elbilmarked er skrumpet dramatisk og er nu 18 % mindre end før covid. Ifølge en ny rapport fra McKinsey overvejer kun 16 % af de bilkøbere, der ikke ejer en elbil i dag, at skifte til en elbil.

Faktatjek: Dette er korrekt. Bilproducenter er ikke miljøaktivister, som Staal og Hatlebrekke synes at tro. Bilproduktion er en hård forretning, og private virksomheder må følge markedet eller dø i forsøget på at opfylde politisk ønsketænkning. De styres af regnskabstal og ikke af grønne visioner, som der står i reklamerne. For det er bare reklame.

Batteribiler er et ringere, hurtigt udviklet og politisk bestilt produkt i forhold til benzinbiler, som er blevet udviklet og perfektioneret over 100 år gennem markedskræfterne. Elbiler er dyrere, tungere, har en lille og varierende rækkevidde, lille lasteevne, stort og hurtigt værditab, stort dækslid, dyre reparationer, kort levetid, høj fejlrate og skal “tankes” meget ofte, hvilket også tager lang tid. Troede du virkelig, at bilkøberne ikke ville lægge mærke til det? Det gør de, og ingen kan tvinge folk til at købe en bil, de ikke vil have, medmindre man bor i DDR.

Næste påstand:

– ACEA, de europæiske bilproducenters sammenslutning, har kraftigt advaret om betydningen af den elektriske tilbagegang for den globale transformation og opfordrer til handling for at opnå den stigning i produktionen og brugen af elektriske køretøjer, der er nødvendig for at nå positive vippepunkter.

Faktatjek: Det er korrekt. Men for bilproducenter og bilkøbere er “global omstilling” ikke vigtig. Den er kun vigtig for de politikere, der har vedtaget den og sat hele deres karriere og prestige ind på at gennemføre omstillingen. Fabrikkerne vil tjene penge, og kunderne vil have mest muligt for deres penge. Enorme subsidier kan camouflere dette i et stykke tid, men det fjerner ikke drivkraften bag at få mest muligt for pengene. Staal og Hatlebrekke har tydeligvis ikke skænket dette en tanke.

Kløften mellem denne “grønne vision” og virkeligheden bliver større, fordi fanatiske klimapolitikere har udrenset alle kritikere og stoppet al tvivl, indvending, risikovurdering og debat – og i stedet har de indført moralisme, hastværk og subsidier som det politiske fundament for at realisere deres egen politik. Det har skabt et falsk indtryk af, at den grønne omstilling er naturlig og uundgåelig. Sandheden er, at omstillingen er økonomisk, teknologisk, fysisk og matematisk umulig. Du forsøger at få en gris til at flyve.

Næste påstand:

– Det handler om politikker som opladnings- og brinttankningsinfrastruktur, et konkurrencedygtigt produktionsmiljø, grøn energi til en overkommelig pris, købs- og skatteincitamenter og en sikker forsyning af råmaterialer, brint og batterier. Som det er nu, afspejler de lovgivningsmæssige krav ikke det økonomiske klima og svækker dermed teknologiens konkurrenceevne. Politikken skal omlægges, så den bedre afspejler virkeligheden./p>

Faktatjek: Det er forkert. Det, Staal og Hatlebrekke siger her, afspejler ikke det økonomiske klima, den frie konkurrence eller virkeligheden. De gentager indlærte sætninger om teknologi som en papegøje, men er ikke i stand til at stille kritiske spørgsmål og har tydeligvis ingen faglig indsigt i den teknologi, de taler om.

Sandheden er, at der ikke er nogen “konkurrenceevne” eller noget marked bag teknologi, som har brug for offentlig støtte for at overleve. Tværtimod er det faktum, at teknologi og markeder skal holdes kunstigt i live af politikere gennem offentlige tilskud og særlige fordele, et bevis på, at det ikke virker. Og det er netop derfor, at disse “løsninger” nu rammer muren. Staal og Hatlebrekke har brug for et grundkursus i markedsteori og økonomi.

Næste påstand:

– Flere af verdens førende økonomer har omtalt klimakrisen som den største markedssvigt i historien, hovedsageligt på grund af “eksternaliteten af drivhusgasser”. Kort sagt betyder det, at konsekvenserne og omkostningerne ved udledninger ikke påvirker dem, der udfører aktiviteten, men påvirker fremtidige generationer

Faktatjek: Det er forkert. Folk, der omtaler klimakrisen som den største markedssvigt i historien, er ikke førende økonomer, men snarere førende planøkonomer. Der er en stor forskel. Klimakrisen er omfavnet og fremmet af politiske kræfter, og foranstaltningerne til at stoppe problemet er beordret af politiske kræfter. Den har ingen rod i markedskræfterne eller kapitalismen. At bruge erhvervslivet som et politisk instrument til at omstrukturere samfundet har et navn, og det navn er planøkonomi. Staal og Hatlebrekke har derfor brug for et grundkursus i marxisme for at forstå, hvad de egentlig siger.

Næste påstand:

– Samtidig fortsætter regeringer verden over med at bruge flere penge på at subsidiere fossile brændstoffer end på investeringer i egentlig omstilling. Disse penge har en dobbelt effekt, idet de forvrider konkurrencen til fordel for problemerne frem for løsningerne.

Faktatjek: Dette er forkert. Fossil energi er ikke subsidieret. Nationer investerer i fossile brændstoffer og får deres penge tilbage med en enorm fortjeneste, fordi markedet har brug for og efterspørger dette produkt – som ikke kun bruges til energi, men også danner grundlag for over 4.000 samfundsmæssigt nødvendige produkter. Moderne samfund er bygget og baseret på denne overflod af billig energi, som er produceret og lagret af naturen selv, klar til brug og forarbejdning. Det er derfor, det kan betale sig.

“De løsninger”, Staal og Hatlebrekke taler om, er baseret på at skabe denne energioverflod i realtid gennem enormt dyre industriprodukter og processer, der også har brug for enorme mængder energi. Dette kan ikke konkurrere, der vil ikke være nogen overflod af energi, det vil ikke være billigt, og det vil ikke fungere som ønsket. Det er netop derfor, at det “grønne skifte” mislykkes. Selv blåøjede mennesker forstår forskellen mellem subsidier og investeringer, men Staal og Hatlebrekke har tydeligvis aldrig været blåøjede.

Næste påstand:

– For nylig udsendte ledere fra 100 af verdens største virksomheder et åbent brev til verdens ledere forud for COP29, hvor de opfordrede til politik og regulering for det, de kalder “transformative politikker” for at opfylde netto-nul-mål og kampen for en beboelig klimafremtid. (…) Nu opfordrer de politikerne til også at gøre deres del.

Faktatjek: Det er rigtigt. Alliance of CEO Climate Leaders er en del af det privat-offentlige World Economic Forum og har efter sigende opnået en reduktion af CO2-udledningen på 10 procent og samtidig en vækst i omsætningen på 18 procent. Hvad Staal og Hatlebrekke ikke nævner, er hvordan og hvorfor:

De påståede nedskæringer gennemføres i vid udstrækning gennem handel med emissioner, uden at nogen kan verificere, at der rent faktisk er skåret et gram CO2. De “værktøjer”, som disse kapitalister beder om, er altid flere offentlige tilskud, der skaber vækst i indtægterne – dvs. betaling fra politikere for at gennemføre politikernes egne projekter. Og de regler, de beder om, er konkurrenceforvridning gennem love, der favoriserer deres virksomheder og dræber de konkurrenter, der ikke lever af klimasvindel og subsidier. Og de gør det for at tjene flere penge, ikke for at redde planeten.

Næste påstand:

– Alene i energisektoren anslår IEA, at der vil være behov for 4,84 billioner USD om året mellem 2024 og 2030. Det er næsten tre gange så meget, som der blev investeret på verdensplan i 2023.

Faktatjek: Det er korrekt. Og ser man på resten af samfundet ud over energisektoren, er behovet for penge så kolossalt på globalt plan, at ingen rigtig kan eller tør sætte tal på det, fordi det effektivt ville destabilisere hele verdensøkonomien, skabe en enorm prisstigning, destabilisere fødevareproduktionen og skabe en ødelæggende energimangel. Farerne er så ekstreme, at ikke engang finansministeriet kan eller vil sætte tal på, hvad en grøn omstilling vil koste skatteyderne.

Pengene til “omstillingen” skal komme et sted fra, og Staal og Hatlebrekke synes ikke at reflektere over ondskaben og kynismen bag klimapolitikken: Hver eneste offentlige krone, der bruges på klimaspørgsmålet og overføres til de private kapitalkræfter, der skal bygge “klimatiltagene”, betyder en krone mindre til andre sektorer i samfundet, såsom sundhed, velfærd, sikkerhed, skoler og alt det andet, vi betaler skat for. Uden den mindste garanti for, at “klimatiltagene” rent faktisk virker. Det er noget, Staal og Hatlebrekke simpelthen tager for givet, selv når alle “løsningerne” kollapser.

Næste påstand:

– Indførelsen af IRA skabte et klart skift i retning af en konkurrencedrevet klimapolitik, og i stedet for at træde til side burde verdens ledere have fulgt trop. Det gunstige økonomiske klima, som har lokket flere norske virksomheder til USA, kunne have spredt sig i stedet for at fortrænge innovation

Faktatjek: Det er delvist korrekt, men Inflation Reduction Act, som er i færd med at øge inflation, skatter og afgifter for at give private virksomheder endnu flere penge i betaling for at realisere politiske projekter, har virkelig skabt et temposkifte: Virksomhederne er nu i åben konkurrence om at se, hvem der kan love mest for at få flest gratis penge fra de amerikanske skatteydere. Men det betyder ikke, at det virker. Er du klar over det? At ville have noget eller love noget betyder ikke, at det rent faktisk virker. Staal og Hatlebrekke har også brug for et grundkursus i virkelighedsforståelse.

Næste påstand:

– Foreløbige undersøgelser viser, at vækstorienterede IRA’er har fordoblet tempoet i emissionsreduktionerne i USA med historisk succes og indtil videre har skabt 330.000 job med et bidrag til BNP på over 250 milliarder dollars. IRA forventes at bidrage til 9 millioner nye job inden 2030.

Faktatjek: Det er forkert. Man skaber ikke job gennem subsidier. Man køber indtrykket af, at der skabes job, men i virkeligheden er det bare en anden måde at subsidiere folk på: Man sætter dem i urentable jobs i et ukendt tidsrum – men det betyder ikke automatisk, at der rent faktisk produceres noget af værdi, eller at der tilføres værdi til samfundet. Staal og Hatlebrekke har også brug for et grundkursus i maoisme fra Kina i 1962. Næste påstand:

– I dette land bør vi diskutere, hvordan vi bruger dette statsbudget godt til omstillingen, for tiden er knap. Instrumenterne skal være designet til at finansiere grøn innovation på tværs af flere brancher samtidig, vi skal investere i mange flere små projekter, hvor relevant privat kapital kan bidrage og arbejde.

Faktatjek: Det er forkert. Her i landet burde vi diskutere, om klimaindsatsen rent faktisk virker, hvor mange lande der er engageret i den, hvor de succesfulde pilotprojekter ligger, hvor mange penge der skal bruges på den, før det er nok, og hvem der skal stilles for en rigsret, når dette dyre massehysteri til sidst kollapser i historiens største bobleøkonomi.

Det er rigtigt, at klimaforandringer er genstand for ufattelige mængder forskning, og at videnskaben nu er fuldt ud gearet til at bekræfte klimakrisen, det presserende behov og nødvendigheden af den “grønne omstilling”. Det er fair nok. Men der er ingen videnskab bag klimatiltagene. Hvad med at diskutere det? Staal og Hatlebrekke vil ikke engang røre ved det, og det vil ingen klimapolitikere eller deres venner i klimatilpasningsindustrien heller ikke. Hvad med at diskutere det også?

Et massivt selvbedrag baseret på falske forudsætninger

Med det er det uafhængige faktatjek overstået, men lad mig til sidst præcisere det vigtigste punkt: Selv hvis man kan bevise, at Titanic er ved at synke, beviser det ikke, at støtte til at bære vandspande vil stoppe katastrofen. Kan du se det? Man beviser ikke B ved at bevise A. Det er ikke sådan, virkeligheden eller videnskaben fungerer. At trampe trodsigt i jorden og sige, at vi SKAL tilpasse os og SKAL tage kontrol over jordens klima, betyder ikke, at det rent faktisk vil virke. Sådan tænker et barn. Det er afkoblet fra al virkelighed.

Sandheden er, at der ikke er nogen – INGEN – succeshistorie at pege på, når det gælder klimatiltag som vindkraft, solenergi, batterier, brint, ammoniak, CCS og tusind andre dyre “løsninger”, som politikerne hælder penge i. Man har bare besluttet, at det er nødvendigt. Det blev bare besluttet, at det skulle og måtte virke, uden rod i nogen faktiske testresultater:

Der er aldrig gennemført et femårigt forsøgsprojekt med et virkeligt samfund på 100.000 mennesker, som er berøvet alle fossile brændstoffer og udelukkende lever af energi fra vind og sol. Aldrig nogensinde. Men indbyggerne på Svalbard har rakt hånden op og meldt sig frivilligt til eksperimentet. Indtil videre går det rigtig dårligt.

Med klimapanik og hastværk vil samfundet blive bedre

Et seriøst internationalt pilotprojekt ville give svar på, hvad der skal til for at skabe et “grønt skifte”, hvad det vil koste, hvad der virker bedst, hvad driftsomkostningerne vil være, hvad farerne er, og om et “grønt skifte” overhovedet er muligt, eller om det bare er en religiøs vision. Det er netop derfor, at et sådant forsøgsprojekt aldrig er blevet gennemført: Ingen i denne kvasireligiøse bevægelse eller den parasitære tilbedelsesindustri, der er opstået gennem klimapolitikken, ønsker sådanne fakta på bordet.

I stedet er denne storstilede “omstilling” for Europa blevet indført under den antagelse, at det haster, at det vil fungere, og at intet kan gå galt. Det er det største og mest risikable sociale eksperiment i historien, og det er tilfældigvis også den største overførsel af offentlige penge til private kapitalkræfter i historien, som alle er mistænkeligt gode venner med de politikere, der udbetaler pengene. Alle bliver rige og magtfulde af klimakrisen, undtagen de mennesker, der skal betale. Det får ikke Staal og Hatlebrekke til at tænke det mindste over det. De er frelst!

Så dette faktatjek kan fastslå, at Staal og Hatlebrekke fremstår som veltrænede nyttige idioter, og det fra et stort udvalg af klimaaktivister, som ikke aner, hvad de taler om, og ikke har tænkt over, hvad de siger. Men de er undskyldt, fordi de også er ofre for politisk propaganda, moralsk massesuggestion og offentlig klimapanik som så mange andre i samfundet: De politiske partier, statsministeren, regeringen og Folketinget inklusive.

Og den slags fører aldrig til en bedre fremtid. Faktisk,