I europæiske lande som Frankrig blomstrer nationale bevægelser. Konservative ledere som Meloni i Italien smeder familiens bånd i stærkere former. Orbáns Ungarn insisterer på at bevare den nationale suverænitet over for EU. Polen opruster og ønsker atomvåben.

I USA tæsker Trump løs på alle, der kommer i vejen. Og Musk er med sit DOGE-projekt ved at rense kraftigt ud i bureaukratiet.

Unge mænd dyrker kampsport og hylder maskuliniteten. Andre genfinder troen og søger mod kirken.

Vi er vidne til de stærke guders genkomst, som R.R. Reno kalder det i sin fascinerende bog af samme navn.

Disse guder – nationalisme, tro, familie, tradition – binder mennesker sammen i tætte fællesskaber. De kalder på loyalitet, forpligtelse og offervilje. De skaber stærke bånd mellem mennesker, der deler historie, kultur og værdier.

Og de skræmmer eliten.

Det lange tyvende århundrede

Vi lever i en urolig og forvirrende tid. Hvordan skal vi forstå den? Renos bog giver et bud. Den er både en karakteristik af vores samtid – og den tid, vi er ved at forlade.

Siden 1945 har Vesten været domineret af det, Reno kalder “det åbne samfunds konsensus”. 

Efter nazismens rædsler blev enhver stærk fællesskabsfølelse betragtet med mistænksomhed. Fanatisme, undertrykkelse og vold udspringer, mente man, af det “lukkede samfund” præget af stærke overbevisninger, stærke moralske koder og stærke fælles identiteter.

De stærke guder blev anset for farlige. De fører kort sagt til Hitler. Derfor indledte Vestens ledere et storstilet projekt: at nedbryde de lukkede samfund og forvise deres guder for altid. I stedet skulle der opbygges et “åbent samfund” med svagere guder: tolerance, velfærd og forbrug.

Resultatet blev en teknokratisk styreform. Politik blev reduceret til administration, og eksperter overtog magten fra folkevalgte. Demokratiet blev tøjlet af bureaukratiets procedurer, og alle lidenskaber blev tæmmet og uskadeliggjort. De få lidenskaber, der var tilbage, blev forvist til privatsfæren.

Sammenbruddet 

Men de stærke guder nægtede at dø.

I stedet for et utopisk fredsrige har det åbne samfund ført til opløsning og fortvivlelse. Da de stærke guder blev uddrevet, blev religiøse traditioner og moralske normer undergravet, fællesskabsbånd blev svækket, og det samme gjaldt derfor nationernes evne til at holde sammen på sig selv.

Resultatet er ifølge Reno blevet en sjælløs verden af procedurer og management. En verden uden passion, uden klart mål og mening. En verden, hvor folk længes efter noget at kæmpe for – og noget at kæmpe imod.

Genkomsten

Nu ser vi reaktionen. Den udgør en dyb og undertrykt thymotisk længsel efter handling, efter at bryde fri af den kvælende stagnation pålagt af den teknokratiske forvaltning, velfærdsstaten og forbrugersamfundet.

Skribenten N.S. Lyons har skrevet et perspektivrigt essay, der aktualiserer Renos tanker. Hans emne er den konservative vending i USA, der har ført til valget af Trump. Men den vending er også på vej i Europa.

Vi ser det i modstanden mod EU. I kampen mod den aggressive identitetspolitik. I en fornyet interesse for familien og kristendommen som civilisatorisk fundament.

Det handler ikke blot om politik, men om identitet og tilhørsforhold. Om at genfinde det, vi har mistet.

Mænd rejser sig i vrede imod at blive stemplet som toksiske, når de udlever deres maskulinitet, ligesom patrioter er færdige med at finde sig i at blive kaldt racister, når de forsvarer deres fædreland. Mange revolterer også mod forhånelse af soldaten og familiefaderen.

Mennesker nægter at blive kontrolleret af det åbne samfunds teknokratiske regime, hvad enten det gælder Coronanedlukninger eller indskrænkninger af ytringsfriheden. Kontrolregimets seneste tiltag er EU-kommissionens plan om at bruge millioner af euro til at bekæmpe såkaldt hadtale.

Mange tyskere raser mod myndighedernes forsøg på at forbyde AfD. Flere og flere englændere gribes af harme, når islamkritikere arresteres. Og i Rumænien protesterer vælgerne talstærkt efter udelukkelsen af den højrenationale præsidentkandidat Calin Georgescu. Folk hader at blive umyndiggjort.

Balancen

Det er sandt, at de stærke guder er farlige. De rummer en kraft, der både kan opbygge og ødelægge.

Men løsningen er ikke at forvise dem. I stedet må vi kanalisere deres kræfter ind i opbyggelige former. Vi må fremdyrke dyder som mod, beslutsomhed, beskytterinstinkt, ansvar og integritet. Kærlighed til vores hjem.

Vi må enten revitalisere eller blegne væk for at blive erstattet af andre, stærkere kulturer, der er opflammede af den thymotiske ild.

Det afgørende spørgsmål er, om vi kan genskabe fællesskaber, der er lukkede nok til at give mennesker tilhørsforhold, men åbne nok til at undgå vold i den store skala.

Af Kasper Støvring