Når jeg betragter de voksende spændinger i Europa, får jeg en beklemmende fornemmelse af, at vi har været her før.

Mordet på den østrigske ærkehertug, Franz Ferdinand, den 28. juni 1914 udløste en kæde af begivenheder, der førte til Første Verdenskrig og til ni millioner døde på slagmarkerne og andre millioner civile i baglandet.

Mordet blev planlagt af en serbisk ekstremistgruppe, der ville øge Serbiens magt på det østrig-ungarske imperiums bekostning, og som svar angreb Østrig-Ungarn Serbien.

Forinden havde Tyskland lovet at støtte sin østrig-ungarske allierede, mens Rusland tog parti for sin traditionelle allierede, Serbien.

I slutningen af juli dekreterede den russiske tsar generel mobilisering, hvilket forstærkede Tysklands frygt for at skulle udkæmpe en krig på to fronter – nemlig mod både Rusland og Ruslands allierede, Frankrig.

For at komme en sådan situation i forkøbet invaderede Tyskland den 3. august Belgien, hvis neutralitet England havde garanteret. England besluttede at honorere sine garantier og erklærede Tyskland krig dagen efter.

Tyskland invaderede øjeblikkeligt Englands allierede, Frankrig, som den tyske overkommando havde regnet med at kunne besejre på få uger. Resultatet blev i stedet fire års udmattelseskrig og et tysk nederlag, der var med til at gøde jorden for Hitlers nazister og dermed for Anden Verdenskrig.

Historikerne diskuterer den dag i dag, hvem der bar ansvaret for Første Verdenskrigs udbrud. Var det Serbien, Østrig-Ungarn, Tyskland eller Rusland? Eller skyldtes krigen, at der geopolitisk var ophobet så sprængfarlige modsætninger, at der blot skulle et tilfældigt mord til at udløse en altomfattende krig?

Nogle finder fornøjelse i at placere et moralsk ansvar. Hvem var de onde, og hvem var de gode?

I dag er der danskere og andre vesterlændinge, der bruger deres krudt på at skælde ud på den usandsynligt nederdrægtige despot, Vladimir Putin, og beskylder enhver, der taler om fred, for at være ”putinist”. De burde spørge sig selv, hvad man rent konkret opnår ved at skælde og smælde.

Rokker det noget ved de militære realiteter på slagmarken? Styrker det Ukraine? Eller er det snarere sådan, at det ubændige had til Putin indgyder mod i de europæiske regeringer, der i et samvirke med den russiske enehersker er i færd med at opbygge spændinger, der før eller siden må føre til et ragnarok, som Europa aldrig kommer sig over?

Når vi er færdige med at forklare, hvor ond Putin er, er der måske nogle forstandige, som vil spørge, om hans ondskab skal lede til Europas udslettelse, eller om det er bedre at undersøge, hvilke fredsbetingelser, han vil acceptere.

Statsmandskunst består ikke i at placere skyld, men i at undgå ulykker.