www.aamund.dk

Præsident Trump, der under sin valgkamp pralede med, at han kunne skabe fred i Ukraine på en times tid har nu ved de indledende fredsforhandlinger fået indblik i Ukraine-krigens militære og politiske rædselskabinet. Her er der kun ulykker, sorg og elendighed og ingen løsninger i sigte. Rusland har siden overfaldet på Ukraine mistet 700 000 mand ifølge britiske oplysninger og vil under ingen omstændigheder forlade de besatte områder. Ukraine har i tre år kæmpet hårdnakket for at forhindre Rusland i at indlemme hele landet i den russiske føderation med svære ofre i menneskeliv og infrastruktur. En fredsaftale vil derfor under alle omstændigheder omhandle, hvilke garantier og alliancer Vest-magterne kan tilbyde Ukraine som kompensation for de tabte områder.

I den vestlige verden fremstår præsident Putin som hensynsløs diktator og præsident Zelenskyj, som en frihedshelt af Churchillsk vælde. Trump kan jo selv med sine bedste evner som sælger ikke overbevise nogen om, at en fredsaftale, hvor Ukraine taber Krim og hele Donbas-regionen, er en succes for andre end russerne. Han har derfor valgt at pille helteglorien af Zelenskyj ved at omtale ham som aggressor, diktator, afpresser og svindler med de vestlige bistandsmidler. Formålet med dette karaktermord er formodentlig at fortælle ukrainerne og hele verden, at med en sådan forbryder ved roret har Ukraine fortjent tabet af sine østlige regioner. Den historie bliver svær at sælge, fordi den langt hen ad vejen er usand. Zelenskyj er lovligt valgt og respekteret af et flertal af den ukrainske befolkning. Aggressoren er udelukkende Rusland, der uden varsel invaderede en suveræn stat, som den russiske regering selv har anerkendt. Det er derimod alvorligt, hvis Ukraine, som Trump påstår, ikke kan gøre rede for anvendelsen af halvdelen af de bistandsmidler, landet har modtaget fra USA.

Her oplyser The Kiel Institute for the World Economy, at Ukraine siden krigens begyndelse har modtaget 124 milliarder USD i bistand og våbenhjælp fra USA. Paller med kontanter for et mindre milliardbeløb blev ganske vist sendt til Kiev, men lang størstedelen af bistandsmidlerne forblev i USA som betaling for ammunition og militært isenkram. I virkeligheden er Trump ret ligeglad med Ukraine. Han har helt andre prioriteter øverst på sin dagsorden. Først og fremmest løsning på konflikten i Mellemøsten og en efterfølgende freds- og samarbejdsaftale mellem Israel og Saudi-Arabien. Dernæst opretningen af den amerikanske økonomi og infrastruktur og endelig en forbedring af forholdet til det stadigt mere aggressive Kina. Vi kan derfor forvente en lokumsaftale mellem USA og Rusland, hvor russerne bestemt ikke får opfyldt deres krav om en afvæbning af Ukraine, men hvor ukrainerne må affinde sig med tabet af Krim og Donbas. Som Storm P. sagde: ” Livet er som en barneskjorte. Kort og beskidt.” Det bliver freden i Ukraine også.

Europa og i særdeleshed EU er hægtet helt af denne proces og med rette. EU’s historie som fredsmægler er et langt sørgekvad, der strækker sig gennem hele Unionens historie. ” Man kommer langt med et venligt smil”, som tidligere forsvarsminister i USA Donald Rumsfeld sagde. ” Men man kommer endnu længere med et venligt smil og en pistol”, tilføjede han. Dette er netop EU’s dilemma. Man har smilet, men ikke pistolen. EU har ingen militær slagkraft og heller ikke politisk autoritet. Alle medlemslande har deres egen udenrigsminister og selvstændige politik på området. EU’s udenrigskommissær har således ingen magt, intet han kan true eller lokke med. Kun snak og råd er tilbage, og det gider ingen parter i en konflikt spilde tid på. Unionens første udenrigskommissær var spanieren Javier Solana, som hurtigt erfarede, at hans samtalepartnere i konfliktramte områder ikke var statschefer, men kun fagministre eller embedsmænd uden indflydelse på begivenhederne. Da Anders Fogh nægtede at give de arabiske stater en officiel undskyldning for Muhammed-tegningerne, var det den stakkels Solana, som EU kostede rundt i Mellemøsten, hvor han måtte kaste sig i ørkensandet foran sheikerne og undskylde for tegningerne på EU’s vegne.

EU har fortvivlet forsøgt at møve sig ind som mægler i alle tænkelige konflikter, men uden resultat. Det gælder Balkan-krigene, de evindelige konflikter i Mellemøsten og russer-oprøret i Ukraine i 2014. Solanas afløser, britiske Cathy Ashton havde intet at lave, fordi ingen gad snakke med hende og som den hvide dame i spøgelseshistorierne svævede hun hvileløs rundt i Berlaymont-bygningen uendelige gange. Endnu værre gik det for kommissæren fra helvede, den røde italienerinde, Federica Mogherini, der hårdnakket kæmpede for, at ” politisk islam skal have en plads i EU”. Ingen gad tale med den forvirrede Federica, men hun fik jo ret, hvad de utallige islamiske terroraktioner i EU klart beviser.

Da konflikten mellem Ukraine og Rusland skulle løses efter Putins besættelse af Krim i 2014 og østlige dele af Ukraine, blev statscheferne Macron og Merkel inviteret med som mæglere fra Europa. Minsk aftalerne blev en katastrofe for Ukraine, fordi både Macron og Merkel var forhippet på, at kamphandlngerne skulle standses for enhver pris. Det blev dyrt for Ukraine, som måtte godkende et ’selvstyre’ i Donbas-regionerne, et slags intetsigende rigsfællesskab, som det Danmark nu har med Grønland. I aftalerne nævnes det intetsteds, at Ukraine er en suveræn nation ligesom den egentlige skurk, Rusland slet ikke som nation skrev under på traktaten, men lod sig repræsentere af en ambassadør, der præsenterede sig ’ passiv rådgiver og mægler’.

Den respekterede britiske tænketank Chatham House karakteriserede Minsk-aftalerne som en ’gåde’ (conundrum) og et startskud på nye konflikter, hvad der kom til at passe. Det kan således ikke nytte noget, når EU nu raser over at blive udelukket for fredsforhandlingerne om Ukraine-krigen. EU har vist igen og igen, at Unionen intet bringer til bordet.  EU og Europa har haft tre år til at sætte sig igennem over for de stridende parter, men leverede kun slesk tale og lunken militær bistand. Vi havde chancen, men tog den ikke og må nu nøjes med at sidde og se på, hvad amerikanerne og russerne bliver enige om. Kønt bliver det ikke.

20. februar 2025