Efter at Donald Trump har været præsident i lidt over tre uger, tegner der sig et tydeligt billede af demokraternes strategi. Den har intet med politik at gøre. De demokratiske ledere fremsætter ikke forslag til, hvad de konkret vil gøre for at lette tilværelsen for almindelige amerikanere eller nedbringe USA’s katastrofale statsgæld på 36 trillioner dollars. (En trillion, som betegnelsen bruges i USA, er 1 efterfulgt af 12 nuller eller 10 i 12. potens.)

I 2024 androg de føderale udgifter $6,75 trillioner, mens statens skatteindtægter kun var på $4,9 trillioner. Resten, nemlig $1,8 trillioner, måtte altså lånes. Gældsbyrden er lige nu $106.000 pr. capita, og det bliver værre. The Washington Examiner kunne den 27. januar referere en fremskrivning, der viser, at med mindre der bliver grebet ind, vil statsgælden i 2054 udgøre 172 pct. af BNP.

Enhver kan indse, at sådan kan det ikke blive ved. Men i stedet for at samarbejde med den republikanske administration om at få gældsætningen under kontrol og gælden nedbragt, har de demokratiske ledere valgt så vidt muligt at sabotere alt, hvad Trump og hans regering prøver at udrette. Demokraterne viderefører således den ”politik” – eller rettere: mangel på politik – som udmærkede partiet op til præsidentvalget. Kamala Harris havde intet andet budskab, end at Trump er ond og en trussel mod demokratiet. Det mente hun var tilstrækkeligt til at vinde, men det gjorde et flertal af amerikanerne tydeligvis ikke.

Efter valget er demokraterne – understøttet af deres tro medier – slået ind på en lignende kurs. Nu forlyder det, at Trump har bragt USA ud i en forfatningskrise foranlediget af de beskæringer af de offentlige udgifter, som præsidenten og lederen af Doge, departementet for regeringseffektivitet, Elon Musk, prøver at gennemføre.

Demokraterne tør ikke direkte forsvare åbenlyst urimelige offentlige bidrag til vanvittige projekter, men nøjes med at angribe selve bestræbelsen på at få kontrol med de offentlige pengeudpumpninger. De vil således ikke åbent forsvare, at Biden-administrationen i realiteten finansierede den illegale masseindvandring ved at donere milliarder til en række NGO’er, hvis mission var at lette vejen for at støt strøm af grænseoverskridere.

De vil heller ikke argumentere for det rimelige i, at FEMA (The Federal Emergency Management Agency), har brugt store millionbeløb på at huse illegale migranter – ofte ved at indlogere dem på luksushoteller – i stedet for at hjælpe amerikanere, der står uden tag over hovedet som følge af naturkatastrofer.

I stedet koncentrerer demokraterne sig om at skælde ud på Elon Musk, som de mener har opkastet sig til diktator, selv om han ikke har nogen beslutningsmagt. Musk har til opgave at pege på besparingsmuligheder, men det er præsidenten, der træffer afgørelserne. Elon Musk er med andre ord præsidentens rådgiver.

Ikke desto mindre kaster demokraterne sig ud i den mest alarmistiske retorik, som når Arizonas justitsminister, Kris Mayes, udtaler, at USA ”står på randen til et diktatur, og at Amerika aldrig har stået i en farligere situation, end landet gør i dag”. I 1860’erne var der borgerkrig, som kostede 700.000 livet, men Mayes mener altså, at det er værre i dag.

Demokratiske medlemmer af Kongressen som f.eks. det venstreekstreme medlem af Repræsentanternes Hus, Ilhan Omar, følger op med beskyldninger om, at Trump vil opkaste sig til enehersker. Alle midler må derfor tages i anvendelse for at standse denne farlige mand, og flere er på grænsen til at anbefale væbnet oprør.

De demokratiske alarmister har ret i, at der er krise i USA, men det er ikke en forfatningskrise, for Trump har gang på gang lovet at overholde forfatningen, ligesom han har tilkendegivet at ville efterkomme domstolsafgørelser – også afgørelser, som han er dybt uenig i eller betragter som forfatningsstridige. Krisen er en gældskrise og en krise for det demokratiske parti og det magtfulde bureaukrati, som udgør demokraternes kernevælgere.

Demokraterne og de offentligt ansattes fagforeninger har ikke andet at tilbyde end ”modstand”. Indtil videre nøjes de dog med at anlægge den ene retssag efter den anden, hver gang Trump udsteder en eksekutiv ordre, hvilket er hans forfatningsmæssige ret. Det er foreløbigt blevet til godt og vel 60 retssager med det formål at spænde ben for præsidenten og således forhindre ham i at realisere den politik, han gik til valg på, og som befolkningens flertal stemte på.

Fremgangsmåden er at finde en venligt stemt føderal dommer i en stat, hvis appeldomstol har solidt demokratisk flertal, og hvor man derfor kan påregne, at præsidentens beslutninger bliver blokeret.

Trump blev for et par dage siden spurgt, om han ville rette sig efter sådanne domstolsafgørelser, og det bekræftede han, idet han samtidig meddelte, at han agtede at appellere dem. Det måtte i så fald være til Højesteret, hvorefter der kan gå måneder og år. Og selv om Trump og hans Justitsministerium skulle ende med at vinde, vil hans politik i mellemtiden ligge i ruiner – hvilket selvfølgelig er demokraternes formål med at anlægge disse sager.

Under disse omstændigheder bliver det spændende at se, om Trump overhovedet kan få noget gennemført.

Den ofte citerede professor i forfatningsret, Jonathan Turley, udtaler til Fox News, at de føderale dommere efter hans mening går for vidt i deres bestræbelser på at lægge hindringer i vejen for præsidenten, men spørgsmålet er, hvad han kan gøre ved det.