Frygt, bæven og afmægtigt raseri. Sådan kan man beskrive reaktionen på Donald Trumps præsidentskab blandt tilhængerne og de begunstigede af den gamle orden. Ikke bare i USA, hvor venstrefløjen og medlemmerne af Den Dybe Stat – eller ”sumpen”, som Trump plejer at kalde dem – er ved at eksplodere af raseri, fordi de indser, at den nye administration er i færd med at omrokere den politiske ordens tektoniske plader og fjerne selve grundlaget for den herskende klasses magt.

De demokratiske ledere aner ikke, hvad de skal stille op med det faktum, at det amerikanske folk har valgt en præsident, som med rasende fart er i færd med at gennemføre den politik, han gik til valg på. De har ingen ideer, der kan træde i stedet for den demokratiske ideologi, som er brudt sammen – identitetspolitik, racehysteri, sexfiksering på 117 køn, transkønnethed og klimapropaganda. I mangel på en politik, tyr de nu til råben og skrigen på åben gade, som når demokraternes leder i Senatet, Chuck Schumer, forgæves prøver at opgejle en beskeden skare med råbet: ”Vi vil vinde” – åbenbart i forvisning om, at det vil sabotere Trumps projekt. Eller når det afsindige kongresmedlem, Maxine Waters, stiller sig op uden for Undervisningsministeriet og skælder ud på en sikkerhedsvagt, der ikke vil lukke hende ind, fordi hun ikke har en aftale.

Hysteriet har også bredt sig til den europæiske elite anført af tidligere statsminister og generalsekretær for NATO, Anders Fogh Rasmussen, som kalder Trump en gangster, fordi han ikke er tilstrækkeligt militaristisk og godt kunne tænke sig at få fingrene i Panamakanalen og Grønland, som Danmark ikke har mulighed for at forsvare. Fogh siger derfor, at Europa skal skynde sig at opbygge en stærk våbenindustri og et militær, der vist nok både skal rettes mod Rusland og gangsterlandet, USA. Altså krig på to fronter.

I EU er de på den anden ende på grund af faren for, at europæerne skulle tage ved lære af amerikanerne og vælge populistiske politikere, dvs. politikere der lytter til folket, populus, og gør, hvad de lover. Det er utilstedeligt, når bureaukraterne i Bruxelles og deres nationale aflæggere gennem mange år har vænnet sig til at herse og regere hen over hovedet på befolkningerne.

I EU’s hovedkvarter er de oprørte, fordi Elon Musk på X har udvekslet synspunkter med den stadigt mere populære leder af Alternative für Deutschland, (AdF), Alice Weigel, som står til et godt valg den 23. februar. Systempolitikerne kalder det ”udenlandsk indblanding” i det tyske valg.

Bruxelles er også rasende over, at Meta’s direktør, Mark Zuckerberg, har fortrudt sin tidligere meningscensur på bl.a. Facebook. Han har derfor afskaffet de såkaldte ”faktatjekkere”, der under pres fra Biden-administrationen undertrykte fakta, som den herskende elite fandt ubelejlige.
Den Europæiske Kommissions vicepræsident, Henna Virkkunen, truer med sanktioner, hvis Elon Musks platform, X, ikke gør som EU forlanger.

Og hvis censur og trusler om drakoniske bøder til platforme med fri meningsudveksling ikke er nok, skrider man til at annullere demokratiske valg, som i Rumænien, hvor en populist opnåede 23 pct. af stemmerne ved valget i december.
Det bliver formentlig en strategi, som vi vil se flere eksempler på, efterhånden som de europæiske befolkninger vågner op til den kendsgerning, at de herskende eliter har undergravet folkestyret og banet vej for en masseindvandring af shariatilhængere, som de håber vil styrke deres greb om magten.

I Tyskland har systempolitikerne i nogen tid luftet muligheden af et forbud mod AfD. I England slår politiet og domstolene hårdt ned på demonstranter og folk, der kommer til at sige noget forkert i en pub eller poster noget i de sociale medier, som nogen kan tage anstød af. Min ven, Tommy Robinson, sidder i fængsel, fordi han som ingen anden har formået at rejse arbejderklassen og den jævne befolkning til modstand mod fremmedovertagelsen af England. I Danmark har vi fået Koran-loven som tak for, at vi gennem snart halvanden generation er blevet tvunget til at åbne grænsen for Allah-troende, som vi også har haft fornøjelsen af at betale for.

Intet under, at de europæiske herskere ryster ved udsigten til, at Trumps populisme kan slå rod på denne side af Atlanten.
Men det måtte jo ske. Før eller siden måtte der komme en reaktion på årtiers misregimente og laden hånt at den jævne befolknings modstand mod at miste demokratiet og deres land.