Fire dage efter drabet og næsten 24 timer efter, at politiet meddelte, at identifikationen af alle de døde var afsluttet, har offentligheden stadig ikke fået navnene på de myrdede. Hvorfor er det sådan? Manglen på information fører til endnu flere spekulationer, forkerte antagelser og endnu større mistillid til myndighederne og medierne.

Efter terrorangrebet på Queen Street i 2017, hvor Rakhmat Akilov myrdede fem mennesker, var både politiet og medierne hurtige til at offentliggøre ofrenes identitet, så snart deres familier var blevet underrettet: Lena Wahlberg (69), Marie Kide (66), britiske Chris Bevington (41) og belgiske Maïlys Dereymaeker (31). Den eneste, der forblev anonym i et par dage, var 11-årige Ebba Åkerlund, hvilket både skyldtes hendes alder og det faktum, at Ebbas identifikation tog længere tid.

Efter masseskyderiet på Campus Risbergska er der næsten radiotavshed.

Medierne har næsten 24 timer efter, at politiet afsluttede deres identifikationsarbejde, og efter at have talt med bekymrede pårørende og studerende siden tirsdag, kun afsløret identiteten på Salim Karim Iskef (28), Elsa Tekie (32), Bassam Al Sheleh (48) og Niloofar (44). Derudover er flere bosniske og syriske statsborgere meldt savnet, og folk er blevet interviewet uden for moskéen i Örebro.

Efterforskningsleder Anna Bergqvist meddelte torsdag, at »der er forskellige nationaliteter, forskellige køn og forskellige aldre« blandt ofrene, men politiets hjemmeside giver kun følgende oplysninger:

“Identifikationen af de døde efter skoleskyderiet i Örebro er nu afsluttet. I alt elleve personer døde.

Alle de afdøde er fra Örebro Amt, syv kvinder og fire mænd i følgende aldre: en kvinde på 32 år, en kvinde på 38 år, en kvinde på 46 år, en kvinde på 52 år, en kvinde på 54 år, en kvinde på 55 år, en kvinde på 68 år, en mand på 28 år, en mand på 31 år, en mand på 35 år og en mand på 48 år.”

Medierne nøjes med at gengive disse oplysninger, undtagen i nogle tilfælde. Igen, hvorfor? Hvorfor offentliggør politiet ikke navnene på de myrdede? Hvorfor nøjes medierne med at offentliggøre nogle navne – når de højst sandsynligt kender navnene på alle ofrene, forudsat at journalisterne har gjort deres arbejde?

Så mange spørgsmål, så få svar.

Politiets egen undersøgelse viser, at betjente var på stedet fem minutter efter alarmen, mødte skud og så den bevæbnede mand, men afstod fra at skyde med skarpt. Derefter forsvandt han. Halvtreds minutter senere var ti mennesker blevet myrdet.

Men medierne fraråder offentligheden at spekulere. Samtidig sørger medierne selv for ren spekulation gennem vilkårlig fortolkning af lydfiler, forstærkning af (ønskede?) motiver og selektiv offentliggørelse af information. Statsministeren kommer med en officiel erklæring om, at han og nationen især skal beskytte de pårørende med indvandrerbaggrund, og regeringen og Sverigedemokraterne er allerede blevet enige om at skærpe våbenloven.

Det er så dårligt håndteret, at det overrasker selv de mest blaserte.

At dømme ud fra reaktionerne i medierne og blandt politikerne vil tragedien på Risbergska blive brugt til to formål: at presse (endnu) strengere våbenlove igennem for lovlydige borgere, at cementere billedet af Sverige som et racistisk samfund, at vise truslen fra den racistiske højrefløj – og at fjerne fokus fra den virkelige fare for samfundet, nemlig statens mistede voldsmonopol og de stadig mere voldelige og de facto daglige eksplosioner og skyderier.

På mandag skal situationen i Sverige debatteres i Europa-Parlamentet. Debatten har titlen »Eskaleringen af bandevold i Sverige og styrkelse af kampen mod organiseret kriminalitet«.

Hvad resultatet af denne debat bliver, og hvordan den vil påvirke svenskerne, er endnu uvist. Men den vil finde sted i en kontekst, hvor de internationale medier har cementeret billedet af et racistisk motiveret massemord på en skole i Örebro. Det kan vi takke de svenske medier for.