Salwan Momika skulle have stået foran en dommer i Sverige, tiltalt for ”hetz mod befolkningsgruppe”. I stedet ligger han nu i en kiste. Hans forbrydelse? At brænde en koran.

Det officielle retssystem straffer islamkritikere. Det parallelle retssystem slår dem ihjel.

Mens svensk politi forsøger at holde trit med daglige bombeangreb, brugte anklagemyndigheden tid og kræfter på at retsforfølge en koranbrænder. Som Hans Rustad skriver: De vidste, at hans liv var i fare. De vidste, at politiet ikke kunne beskytte ham tilstrækkeligt. Alligevel fortsatte de sagen.

Hele det liberale kompleks af love og domstole tjener i stadig mindre grad befolkningsflertallet. Der er opstået en konflikt mellem liberalisme og demokrati.

Udviklingen er ikke begrænset til Sverige. I Danmark har regeringen indført den såkaldte Koranlov, der kriminaliserer ”manglende respekt” for religiøse bøger. I stedet for at forsvare ytringsfriheden, knæler systemet for trusler om vold.

I Storbritannien dækkede systemet over udlændinges voldtægter af tusindvis af piger og senest et tredobbelt mord på børn, begået af en indvandrer. Samtidig arresterede politiet briter for at dele kritik af masseindvandring på sociale medier.

Den britiske stat stempler folk, der spreder ”misinformation” som ekstremister. Men som Matt Goodwin har påpeget:  Gang på gang har det vist sig, at det, som det liberale establishment kaldte misinformation, var den ubehagelige sandhed.

Konflikten mellem liberalisme og demokrati

Vi kalder vores samfund liberale demokratier og er så vant til at se disse begreber som to sider af samme sag, at vi overser den potentielle konflikt mellem dem. Konflikten bliver tydeligere dag for dag, når folkelige flertal ser deres vilje blokeret af en liberal elite i politik og retsvæsen.

Det liberale rettighedsregime fungerer ved systematisk at fjerne afgørende spørgsmål fra demokratisk kontrol. Indvandring, familiepolitik, kunststøtte, abort – område efter område erklæres for ‘rettighedsspørgsmål’ og dermed hævet over almindelig politisk debat. Det er en effektiv måde at neutralisere folkelig modstand på.

Liberalismen udøver sin magt gennem tre kanaler:

For det første gennem lovgivning, der flytter beslutninger væk fra demokratisk kontrol. For det andet gennem moralsk udskamning. For det tredje gennem en systematisk oversættelse af politiske spørgsmål til juridiske spørgsmål. Det fører til domstolsstyre og aktivistiske dommere, der tolker lovene i progressiv retning.

Ingen steder er dette tydeligere end i indvandringspolitikken.

Gennem EU, Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og internationale konventioner er afgørende beslutninger blevet fjernet fra folkestyret. Der har sjældent – nogensinde? – været flertal for den åbne indvandringspolitik i Vesteuropa. Selv udvisning af kriminelle indvandrere blokeres rutinemæssigt med henvisning til deres rettigheder.

Konsekvenserne er alvorlige. Frankrig skælver. Sverige bløder. Ytringsfriheden dør. Dag for dag.

Det liberale rettighedsregime underminerer sig selv indefra og baner vej for det totalitære. Frankrig er i permanent undtagelsestilstand. Sverige har mistet kontrollen over dele af landet. Samtidig indskrænkes ytringsfriheden dag for dag. Det skaber en giftig cocktail af politikerlede og polarisering, når borgerne oplever, at de ikke længere har indflydelse på afgørende områder af samfundslivet. Det er systemets knuste legitimitet.

Demokratiets opstand mod liberalismen

Demokratiet ligger endnu i feberdrømme, mens liberalismen vogter sygesengen. Men en opvågnen kan være på vej.

Under Biden var den illegale indvandring historisk høj i USA. Men den nye, amerikanske regering viser en anden vej. Da Colombia nægtede at tage imod illegale migranter, svarede Trump resolut med 25% told på colombianske varer og rejseforbud for landets embedsmænd. Resultatet? Colombia accepterede alle Trumps betingelser.

Dette er politisk beslutningskraft i skarp kontrast til europæiske lederes handlingslammelse.

I Vesteuropa taler politikerne om det umulige i at udvise kriminelle indvandrere og afvise asylindvandring. Dukker der endelig en levedygtig model frem, som Rwandamodellen, bliver den også opgivet.

Donald Trumps popularitet er det tydeligste tegn på liberalismens krise og demokratiets oprør mod det liberale system. De samme kræfter vil snart manifestere sig i Europa. Se til Tyskland, hvor AfD nu lægger stemmer til en stramning af udlændingepolitikken. For hver gang systemet kvæler en folkelig protest med juridiske eller moralske magtmidler, vokser presset.

Salwan Momika blev ikke den sidste, der måtte betale prisen for denne konflikt.

Af Kasper Støvring, ph.d., forfatter