Kopierede/fra hoften

En meningsmåling, refereret af Ritzau, viser, at 56 pct. af grønlænderne går ind for selvstændighed, mens kun 45 pct. holder fast i kravet, hvis det går ud over levestandarden. Eller kort fortalt: Grønlænderne vil af med Rigsfællesskabet, hvis de danske skatteydere fortsat vil levere det årlige bloktilskud og andre danske ydelser, der tegner sig for godt og vel halvdelen af den grønlandske økonomi.
Det mest overraskende ved meningsmålingen, foretaget i tidsrummet 22.-26. januar, er i grunden, at hele 28 pct. afviser ønsket om selvstændighed, mens yderligere 17 pct. ikke kan bestemme sig.
Hovedindtrykket er imidlertid, at de grønlandske politikere har godt fat i befolkningen, når de konstant beklager sig over danskerne.
Meningsmålingen godtgør til fulde, at grønlænderne er aldeles uegnede til at styre sig selv. Måske bilder de sig ind, at de forhadte danskere fortsat vil forsyne dem med en velfærdsstat, men ellers bare kan skrubbe af. En sådan ordning kan man vel end ikke forestille sig, at vores barnagtige regering og folketing vil gå med til.
Men hvis det ikke kan være på anden måde, er der vel ikke andet at gøre end at give de ambitiøse grønlandske politikere muligheden for at realisere deres længe nærede ønskedrømme.
Så vil der gå tre uger, før statsminister Múte Egede farer til Washington og trygler Trump om at overtage det arktiske fallitbo. Det vil Trump givetvis gerne. Om han også vil betale for utaknemmelige grønlænderes underhold er mere tvivlsomt.
Ud over fru Frederiksens selvforskyldte prestigetab ved at blive smidt ud af Grønland, forfalder der også en anden regning, nemlig tabet af de to røde grønlandske folketingsmedlemmer, som ud over at beklage sig over danskerne, hver gang de står på Folketingets talerstol, er med til at holde socialdemokratiske regeringer ved magten.
Så noget får man dog for bloktilskuddet.