Europa er lammet i selvforskyldt afmagt. Stagnationen er for længst sat ind. Vi kan ikke længere forsvare os selv militært. Og mens kontinentet svælger i fine ord om grøn omstilling og teknologiske vidundere, kan det ikke engang sikre stabil og billig strøm til sine borgere.

I teknologikapløbet er Europa blevet en statist. Trump har netop indgået en aftale på 500 milliarder dollars med de største techvirksomheder. Mens USA og Kina dominerer fremtidens industrier, sidder europæerne selvtilfredse i deres reguleringstårne og udsteder direktiver til virksomheder, de ikke selv har formået at skabe. Kun sølle fire af verdens 50 største techvirksomheder er europæiske – en ynkelig statistik for et kontinent, der engang var centrum for innovation.

Censur og indskrænkning af ytringsfrihed kan føjes til. Mangel på evne til at opbygge Fort Europa og sikre grænserne mod afrikansk og arabisk masseindvandring.

Som verdensfjerne idealister klynger europæerne sig til forældede konventioner og luftige principper, mens resten af verden spiller magtpolitikkens brutale skakspil.

Europas selvpåførte sanktioner mod Rusland har virket som en boomerang, der har sendt kontinentets største økonomier – Tyskland og Frankrig – ud i politisk kaos. Som en dekadent romersk aristokrat har Europa prioriteret velfærd over sikkerhed og erstattet handlekraft med tomme gestus.

Nu sidder det engang så mægtige kontinent tilbage som en kraftløs olding, der må bede om hjælp fra selv samme amerikanske ledere, det tidligere hånede. Det er den bitre pris for årtiers selvbedrag og manglende realitetssans.

Et konservativt vibeshift kan bryde stagnationen

Der er brug for en vej ud af stagnationen. Her kan den konservative vending i USA være en mulighed.

I USA ser vi nu en mere konsekvent tilgang til grænsekontrol og bekæmpelse af organiseret kriminalitet, hvor karteller kategoriseres som terrorgrupper. Samtidig styrkes ytringsfriheden. Det har blandt andet ført til afdækning af vigtige sager om pakistanske banders voldtægter af tusindvis af piger, som det skete i Storbritannien. Elon Musk har bragt denne uhyggelige sag tilbage på X og presset den britiske premierminister til at undersøge den til bunds.

Særligt bemærkelsesværdigt er opgøret med den såkaldte woke-kultur, der har vist sig mere vidtrækkende end blot at handle om minoriteters rettigheder. Som Frederik Stjernfelt påpeger, manifesterer denne kultur sig gennem systematisk censur, trusler mod anderledestænkende, diskrimination i ansættelsesprocesser og organiseret chikane på sociale medier.

Især universiteternes DEI-programmer (Diversity, Equity, Inclusion) illustrerer problemet. Disse programmer har udviklet sig til kontrolmekanismer, der kræver politiske loyalitetserklæringer ved ansættelser og overvåger ansattes holdninger. Paradoksalt nok viser undersøgelser, at programmerne faktisk reducerer inklusionen og øger chikanen blandt studerende.

Den amerikanske udvikling antyder, at en tilbagevenden til meritokratiske principper og akademisk frihed kan være vejen frem for et Europa i behov for fornyelse.

Muligheden for en konservativ vending i Europa

Hvordan kan det amerikanske “vibeshift” komme til Europa?

På det praktiske plan kan Europa lade sig inspirere af USA’s prioriteringer: En tilbagevenden til atomkraft som supplement til vedvarende energi, styrkelse af det militære forsvar, beskyttelse af grænser og ytringsfrihed og bedre vilkår for de techvirksomheder, der skal drive fremtidens vækst.

Forandringerne i USA kan også give ny energi til europæiske bevægelser, der ønsker forandring. Det ses allerede i lande som Tyskland og Frankrig. Samtidig kan sociale mediers ændrede dynamik, særligt på X-platformen, bidrage til en mere åben debat.

Endelig kan et transatlantisk samarbejde mellem amerikanske og europæiske tænketanke og bevægelser fremme udvekslingen af ideer og erfaringer.

Mens vi venter på barbarerne

En konservativ vending i Europa vil forarge mange. De vil helt sikkert modsætte sig det meste, der knytter sig til de amerikanske ”barbarer”. Men mon ikke, de også mærker stagnation og har et hemmeligt ønske om at bryde ud af den?

I Konstantinos Kavafis’ digt fra 1904 ”Mens vi venter på barbarerne” beskrives en scene i det dekadente Romerrige, hvor befolkningen venter spændt på barbarernes ankomst.

Stemningen er præget af forventning og forberedelse: Senatet er inaktivt, da man forventer, at barbarerne vil overtage lovgivningen. Kejseren sidder ved byporten, klar til at modtage barbarernes leder med en æresrulle. Embedsmænd er klædt i deres fineste tøj og smykker for at imponere barbarerne. Og talerne er tavse, da man antager, at barbarerne ikke vil være interesserede i retorik.

Stemningen skifter pludselig, da natten falder på, og barbarerne ikke er dukket op. Nyheden spredes, at der slet ikke er nogen barbarer længere. Digtets sidste ord lyder:

”Og nu, hvad skal der blive af os uden barbarer?

De mennesker var dog en slags løsning.”

Af Kasper Støvring, ph.d. og forfatter