Ordene faldt ved et nytårsselskab og kom fra et sympatisk, ungt menneske, som kiggede ud over bordet og sagde: »Gad vide, om der nogensinde bliver fred i verden… Det er jo som om, at alting kører af sporet, jeg mener, Trump, Elon Musk, X, alting. Jeg forstår ikke, hvordan man kan være ekstremist, det burde være forbudt. Hvorfor kan man ikke bare gå ind for diversitet og lade andre folk være i fred?«

Først smilede jeg ad den ungdommelige meddelelsestrang og forsøgte at tænke på noget andet. Men ordene hang i luften og ringede stadig i mine ører, da jeg atter sad ved mit skrivebord.

Hvornår har der sidst været fred i verden, altså globalt og vedvarende? Aldrig. Vi har endnu ikke prøvet det, end ikke i min egen privilegerede levetid. Krig og strid er normalen; fred en undtagelse. Alle nogenlunde fredelige perioder er mellemkrigstider.

Lektien synes at være: des mere diversitet, desto mere ufred. Det er diversiteten, der er problemet. Når folk bliver for forskellige, så opstår der spændinger, siden strid, i form af sammenstød mellem civilisationer eller mere lokalt i form af kulturernes sammenstød. Både på en stor og en lille skala er diversitet ladet med uro og konflikt, hvis ikke ligefrem borgerkrig eller krig mellem stater.

Soldier Andriy is medicated in a hospital in Kyiv, Ukraine, Monday, July 10, 2023. Andriy is a Ukrainian army 47th brigade air reconnaissance officer, code name Apostle, who was heavily wounded in a battle with Russian troops in the Zaporizhzhia region. (AP Photo/Libkos)

Strid er normalen; fred er en kortvarig undtagelse. Alle fredelige perioder er mellemkrigstider.

Vi har med andre ord fået de mest optimistiske oplysningsfilosoffer på hjernen. Vi tror eller håber som dem, at der »en dag kommer et øjeblik, hvor solen skinner på alle frie mennesker, som ikke kender nogen anden herre end deres egen fornuft,« sådan som franskmanden Jean Antoine de Condorcet skrev i 1793, mens hovederne rullede under Den Franske Revolution, og blodet løb i gaderne. Filosoffen så kun solen skinne, han opdagede ikke dens skygge, slet ikke mørket.

Condorcet skuede mod en lys og munter fremtid, ja, en vidunderlig tilstand uden tyranner, fattigdom, kirke og kristendom. Fremtiden var svanger med nye kundskaber, teknik, kunst og lighed. En lykkelig, frigjort verden uden krig, slaveri og undertrykkelse. Alt skulle blive godt.

Vist så, optimisten fik ret i dele af sin profeti.

Der er næsten ingen kristendom tilbage i Europa. Til gengæld er der mere kunst, skønt den nyeste ikke er værd at bruge tid eller penge på. Ligheden er vokset, men det samme er paradoksalt nok også uligheden.

Teknik og økonomi er nok de felter, hvor det rigtignok er gået mest frem, især på den vestlige halvkugle.

Livet for de mange i Paris, Padborg og Præstø er noget mere komfortabelt i dag end for 230 år siden – og tak for det. Der er også bedre medicin, bedre hospitaler, bedre tandlæger, transportmidler og kloakering, bedre senge, tv-serier og sømpistoler for slet ikke at nævne racercykler, vinterdæk og bedre apps på telefonen. Men vi lever stadig i skyggen af fremtiden, dvs. vel vidende at kriser, krige, revolutioner, tilbageskridt og tragedier kan forekomme. Det er sket før – ergo kan det ske igen.

Det er den svenske idéhistoriker Sven-Eric Liedman, som har kaldt sin beretning om modernitetens tilblivelse netop dette: I skuggan av framtiden (1997), og det er derfra, jeg låner Condorcets citat. I bogen skelner han mellem den hårde og den bløde oplysningstradition. Cordorcet, der lagde vægt på videnskaben, tilhørte udpræget den første tradition sammen med de franske encyklopædister, der samlede på viden og ville udbrede den til folket, og den tyske filosof Immanuel Kant, der betonede det enkelte menneskes mulighed for at træde ud af uvidenhedens trældom, for blot at nævne nogle af de mest kendte navne. Den bløde oplysning er mindre kendt. Det skyldes, at det var den hårde oplysning, der gik hen og vandt – og med den – troen på frihedens og fredens komme.

De mellemliggende århundreder var imidlertid eksemplariske, også når det gælder etniske sammenstød, territorialkrige, systematiske myrderier og folkemord. Magthavernes og administrationens forbedrede evne til at kontrollere mennesker og masser op gennem 1800-tallet er karakteristisk for moderniteten, herunder staternes mulighed for at udskrive skatter og føre krig.

Det er her, Liedman slår ned og pointerer, at fremtiden i sagens natur aldrig kan indfris, den er altid et skridt foran os; pludselig kan vi blive fanget i en ny form for undertrykkelse eller krigstilstand. Pludselig er der ikke længere råd, energi eller natur til at drive de naturvidenskabelige eksperimenter videre. Fremskridtet er hverken givet eller sikkert.

Den hårde oplysningstradition fortsatte imidlertid derudad efter Condorcet. Ikke engang to verdenskrige fik den til at standse op. Som Liedman gør opmærksom på, var både Nazityskland og Sovjetunionen imperiestater rundet af naturvidenskab, teknologi og materielle fremskridt. Frem til midten af 60’erne var Sovjetunionen førende inden for rumteknologi, og administrationen fungerede godt i begge diktaturer, som var fælles om at love en lysende fremtid for henholdsvis herrefolket og den internationale arbejderklasse. Alt andet var underordnet; regimerne var højhastighedstog uden bremseklodser.

Alina, left, feeds her husband Andriy in a hospital in Kyiv, Ukraine, Monday, July 10, 2023. Andriy is a Ukrainian army 47th brigade air reconnaissance officer, code name Apostle, who was heavily wounded in a battle with Russian troops in the Zaporizhzhia region. (AP Photo/Libkos)

Pointen er, at barbariet ligger implicit i den hårde oplysning. Troen på, at alt skal blive godt, rummer en diabolsk dialektik, en tilbøjelighed til overmod og overdrivelse, som får fremskridtet til at slå om i sin modsætning.

Jeg forventer ikke, at unge, idealistiske mennesker forstår dette. Det strider mod alt, hvad deres medfødte optimisme umiddelbart fortæller dem – og mod, hvad mere en 200 års fremskridtstro har lært deres forældre, medier og undervisere.

Men i en tid som vores, hvor flere og flere gribes af frygt, bæven og håbløshed – eller hvad den franske filosof Pascal Bruckner kalder den hvide mands hulken – må den bløde oplysningstradition, som var mere konservativ og realistisk indstillet til såvel menneske som samfund, herunder krig og fred, appellere til flere.

Det er i hvert fald mit håb.

Alina, left, hugs her husband Andriy in a hospital in Kyiv, Ukraine, Monday, July 10, 2023. Andriy is a Ukrainian army 47th brigade air reconnaissance officer, code name Apostle, who was heavily wounded in a battle with Russian troops in the Zaporizhzhia region. (AP Photo/Libkos)