Jeg stod op en morgen, og det var i dag.
Så kom jeg pludselig til at tænke på lykken. Sikkert i anledning af Nytåret, da man forventes at overveje livets afgørende tilskikkelser. Holde op at ryge og drikke eller bedrage sin kone eller mand, spise for meget fedt, lyve og den slags.

Men jeg kom til at tænke på de øjeblikke i mit liv, da jeg med rette kunne sige at være lykkelig. Og det underlige er, at jeg aldrig opdagede det, mens det stod på. Lykken er noget, man sander, når man ikke længere har den.

Det er ligesom med friheden. Man opdager den først, når man har mistet den.

Lige nu, da vi tror, at vi befinder os i en normal og genkendelig verden, går det os ikke på, at Lars Løkke har været i Marrakesh og lovet Danmark væk til Allahs forkæmpere, eller at han har gennemtrumfet en koranlov, som i realiteten genindfører blasfemiparagraffen. Eller at alle regeringer lover at standse masseindvandringen af fjender og kulturfremmede, men gør det modsatte, så snart de får ministerbil. Vi vil bare have fred og ro og sovs og kartofler, og der er jo så meget andet i livet.

Om nogle år vil de af vore efterkommere, der ikke allerede har bøjet sig for Profeten, spørge, hvad du gjorde, da det stadig var muligt at dæmme op for Danmarks march ind i mørket.

Måske vil du sige, at du var lykkelig, mens det stod på.