Genvalget af Donald Trump er tegn på et stemningsskifte, ikke bare i USA, men i hele verden, mener Niall Ferguson.

Det falske viger for det autentiske, fejhed for mod, og skyld for glæde, skriver den berømte historiker i The Free Press – det journalistiske projekt af Bari Weiss, som forlod New York Times i afsky i 2020.

Dette overrasker utvivlsomt Ferguson selv. Den skotske Harvard-professor, som flyttede til USA, hvor han giftede sig med Ayaan Hirsi Ali, gjorde meget ud af at afskrive Trump i slutningen af hans første embedsperiode, men kan selvfølgelig ikke huske det nu.

Ferguson lader Substack-skribenten Santiago Pliego sætte ord på, hvad der sker, når woke-æraen forsvinder, og noget andet og bedre erstatter den:

Stemningsskiftet består i at afvise det falske og terapeutiske til fordel for det autentiske og konkrete, at vende tilbage til værdien af sandhed og menneskelig dømmekraft, og at bygge op i stedet for at sværte til.

Skiftet er også tydeligt på det politiske plan: De tyske og franske regeringer falder, den argentinske præsident bliver opmuntret, og verden tilpasser sig, som om Trump allerede var præsident. Justin Trudeau tager til Mar-a-Lago, så snart Trump antyder told på import fra Canada, og Mexico begynder at beslaglægge fentanyl på vej til USA.

Stemningsskiftet har også allerede haft konsekvenser i Europa. Få dage efter det amerikanske valg foreslog EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen, at Europa skulle købe mere flydende naturgas fra USA for, at afværge nye toldsatser på europæisk eksport til USA. Det er mildest talt pinligt, at Europa fortsætter med at købe naturgas fra Rusland, som man ellers kritiserer for at invadere Ukraine. »Hvorfor erstatter vi det ikke [med] amerikansk LNG«, spurgte von der Leyen, «som er billigere for os og sænker vores energipriser?« Det er et ret godt spørgsmål. Det er mærkeligt, at hun ikke stillede det før efter den 5. november.

Her er en anden konsekvens af det globale stemningsskifte. Før det amerikanske valg var de europæiske ledere ikke i stand til at blive enige om fælles tiltag for at øge forsvarskapaciteten. »Strategisk autonomi« var et tomt slogan. Nu diskuterer man pludselig en EU-forsvarsfond på 500 milliarder euro.

»Efter Trumps første embedsperiode forestillede verden sig, at The Donald bare ville være en historisk parentes,« fortsætter Ferguson. »Så snart de ‘voksne’ var tilbage, ville Obamas udenrigspolitik blive genoprettet.

Det var meningen, at USA’s allierede i Europa og Asien skulle give alt dette en stående ovation. Det gjorde nogle også. Men nu fejer stemningsskiftet disse tabere til side.

Pludselig indser tyskerne også, at Angela Merkel var en katastrofe. Trump sagde det direkte i sin første periode. Det var skandaløst, og folk troede, at han var skør, men nu er det indlysende: Den skøreste person var den, der ødelagde Europa.

Og Mellemøsten gennemgår store forandringer.

Hvis nogen har svækket Iran og Hizbollah, må det være Israels premierminister Benjamin Netanyahu, som har nægtet at give efter for USA’s vedvarende pres for at nedtrappe Israels krig mod Irans stedfortrædere.
Netanyahu er også stærkere med Trump i ryggen. Er det iranske mullah-regime ved at få en ende?

Realiteten er, at vi er vidne til den fuldstændige og totale opløsning af den katastrofale udenrigspolitik, der begyndte under Obama og blev genoptaget af Biden, med den perverse effekt at styrke både Iran og Rusland.

Den række af fejltagelser, der kastede Syrien ud i en ond og langvarig borgerkrig og åbnede døren for Rusland i både Syrien og Ukraine, begyndte mellem juli 2012 og august 2013, da Det Hvide Hus sagde, at hvis Assad brugte kemiske våben, ville han blive anset for at have »overskredet en rød linje«. Regimet brugte alligevel kemiske våben. Og truslen fra Det Hvide Hus var tom; i august 2013 besluttede Obama at afblæse de planlagte gengældelsesangreb.
Det opmuntrede Vestens udfordrere.

Den 10. september 2013 meddelte Obama, at USA ikke længere var »verdens politibetjent«. Fem måneder senere besatte russiske tropper Krim, som blev annekteret den 18. marts. I september 2015 sendte præsident Vladimir Putin ikke bare tre dusin fly, men også 1.500 soldater til Latakia i Syrien og krigsskibe til Det Kaspiske Hav.

I mellemtiden gik Kina – under sin nye leder Xi Jinping – i gang med et oprustningsprogram uden fortilfælde siden den kolde krig. Den nordkoreanske diktator Kim Jong Un, som også kom til magten under Obama, var en anden, som indså vigtigheden af at anskaffe masseødelæggelsesvåben, mens Obama var i Det Hvide Hus.
»Den geopolitiske balance tippede i Vestens disfavør,« siger Ferguson.

»Det er ved at ændre sig nu. Det kan ikke ske for hurtigt.

Stemningsskiftet kommer nok sidst til Norge, hvor Sylvi Listhaug ville have stemt på Kamala Harris. Vågn op, og lugt til kaffen.

 

Kjøp «Et konservativt manifest» av Jordan Peterson her!

 

Usensurerte nyheter. Abonner på frie og uavhengige Document.