Når man diskuterer klimainitiativer – som nu beslutningen om at fodre køerne med stoffet Bovaers, der skal få dem til at prutte mindre – mener mange, at klimakultens ypperstepræster går for vidt i deres bestræbelser på at mindske udslippet af drivhusgasser og især CO2. Derimod skal man lede langt efter kommentatorer, der afviser selve grundlaget for klimahalløjet, nemlig den påstand, at mennesket ved hjælp af klimagasser bestemmer klimaet. I Danmark findes der vist nok ikke et eneste politisk parti eller et førende medie, der vover at anfægte den herskende ortodoksi.
Talrige internationalt ansete forskere vender sig imod hele påstanden om mennesket som klimaets herre og om CO2’s altafgørende indflydelse på verdens temperatur. Disse forskere taler for det meste for døve øren, fordi for mange penge, for megen prestige og for mange magtpositioner beror på at holde klimakulten i live.
Blandt de seriøse forskere er professor emeritus ved Oslo Universitet, Ole Humlum, som med jævne mellemrum udsender klimaopdateringer på websitet Climate4You. Humlum er også forfatter til den fremragende bog ”Det ustyrlige klima”. Den er på dansk og let at læse for enhver normaltbegavet.
I seneste udgave af Climate4You, der omhandler klimaudviklingen indtil oktober 2024, kan man læse følgende:
Siden 1979 er den gennemsnitlige globale lufttemperatur steget med 0,0151 grader pr. år. Hvis denne 46-årige udvikling fortsætter, vil den gennemsnitlige globale lufttemperatur i 2100 være 1,135 grader højere end i dag.
Atmosfærens indhold af CO2 ændrer sig i takt med den globale lufttemperatur, således at først stiger temperaturen og dernæst den atmosfæriske mængde af CO2. Ikke omvendt!
Så længe vi bliver ved med at finde os i klimaløgnen, har de langfingrede politikere, EU, WEF og klimaindustriens spekulanter frit spil, og de vil blive ved med at plage os med afgifter og forbud mod snart det ene og snart det andet, indtil vi ender i et totalitært samfund.
Smid Politiken ud og sluk for DR. De vil os ikke noget godt.