I Sverige får børnesoldater lov til at spille brætspil, lægge puslespil og bage boller. Det skriver Mats Dagerlind på Samnytt.
Flere og flere mindreårige bliver varetægtsfængslet på grund af mistanke om mord, mordforsøg og alvorlige lovovertrædelser. For dem er der indført særlige varetægtsforhold, som minder om en børnehave eller fritidsklub.
De kriminelle indvandrerbander ansætter nu systematisk mindreårige til at begå alvorlige lovovertrædelser, herunder mord. Fordi de er så unge, får de milde straffe eller slet ingen straf.
I de svenske ungdomsfængsler sidder der nu mere end 100 personer, de fleste med ikke-vestlig indvandrerbaggrund, som er mistænkt for mord, mordforsøg og alvorlige våbenforbrydelser. De bruger deres dage på at se tv, spille spil og lave mad sammen med personale, der er uddannet i børnepædagogik.
Om morgenen får de unge mordmistænkte i fængslet serveret morgenmad på sengen. Men mange af dem vil gerne sove længe, så personalet kommer tilbage med morgenmaden senere.
Aldrig før har så mange børn været varetægtsfængslet som i oktober 2024, hvor der i gennemsnit sidder 123 børn indespærret hver dag i svenske fængsler. Mange af dem kan heller ikke læse.
»Det er meget, meget store udfordringer, som vi er nødt til at tage fat på. Lokalerne er ikke bygget til børn,« siger Anna Fromm, leder af Kronobergshäktet i Stockholm, hvor 20 børn var låst inde under et besøg fra SVT.
På trods af at de er mistænkt for meget alvorlige forbrydelser som mord eller mordforsøg, siger loven, at de skal behandles som børn.
Børnekonventionen siger, at børn kun skal tilbageholdes som en sidste udvej og i kortest mulig tid. I Sverige er målet maksimalt tre måneder, men i praksis er det ofte meget længere.
Fængselsbetjentene bruger for eksempel meget tid på at spille brætspil, lægge puslespil eller bage boller. I modsætning til voksne har mindreårige en lovfæstet ret til fire timers daglig menneskelig kontakt.
»Vi griner meget, vi har det sjovt,« siger fængselsbetjent Thomas Hoby, som nyder at spille terningespillet Afrikas Stjerne med de unge kriminelle.
At en person, der er mistænkt for en alvorlig forbrydelse, får lov til at more sig, vil nok virke stødende på mange. SVT spørger Hoby, hvad han synes om det. Skal det være sjovt for drenge, som måske har begået et mord?
»Det er meningen, at vi skal gøre noget sammen. Og for en stund glemmer man måske, at man er jaget af politiet og andre ting. Så kan man tale med sine pårørende, politiet og advokater på en fornuftig måde,« siger Thomas Hoby.