Britaniens finansminister, Rachel Reeves, repræsenterer Labour-partiet, men er de britiske arbejderes største fjende, i hvert fald dem, der ikke er ansat i den offentlige sektor. Hun er så falsk, at hun lyver om sit eget CV.

Sygeplejersker og læger i NHS får store lønstigninger efter mange års strejker og kampagner. Togførere i det dårligt styrede britiske jernbanesystem, som er kvasi-privatiseret, ligesom her i Norge, får også kastet penge efter sig.

Det er værre for folk i den private sektor. Alt guld, Reeves rører ved, bliver til grå sten. Hun forsøgte at skaffe skatteydernes penge til at afhjælpe lærermanglen i de elendige offentlige skoler. Men da hun indførte moms for privatskoler, måtte tusindvis af britiske elever opgive muligheden for at få en god uddannelse og flytte tilbage til offentlige skoler.

Som resultat fører tiltaget til øgede omkostninger for skatteyderne og en endnu større lærermangel, præcis som mange advarede om på forhånd.

Stigningen i skatten til folketrygden, ligesom den norske folketrygdsordning, rammer erhvervslivet hårdt. Nogle virksomheder har mulighed for at flytte produktionen ved at flytte ud af landet, men arbejdspladserne forsvinder.

Hævelsen af mindstelønnen gør det svært eller næsten umuligt for unge at få en fod indenfor på arbejdsmarkedet.

Samtidig gør Reeves alt, hvad hun kan, for at ødelægge britisk landbrug ved at indføre en arveafgift, som kun få landmænd kan håndtere. Hårdtarbejdende landmænd og almindelige arbejdere bliver slagtet af den nye Labour-regering, ligesom vi ser det her i Norge, under kontrol af et parti, som burde skifte navn så hurtigt som muligt.

Man kan ikke kalde sig et arbejderparti, når alt, hvad man gør, er til skade for det arbejdende folk. Ap burde skifte navn til de wokes parti, LGBTQ-partiet, indvandrerpartiet, Ukraine-partiet, klimapartiet eller socialsikringspartiet. De kunne ikke være mere ligeglade med arbejderne, som er tvunget til at finansiere alt dette vanvid.

Reeves er ligesom norske politikere ikke til at stole på, hvilket er blevet demonstreret ved noget så pinligt som at forfalske sit eget CV. Det er egentlig ikke så forfærdeligt groft, og selvfølgelig ikke så slemt som politikere, der lader, som om de ikke ved, hvor de bor med deres familier, bare for at suge et par hundrede tusinde kroner i pendlertillæg.

Pendlerbolig-fidusen er på en måde en forlængelse af det woke hysteri: Du bor, hvor du føler, at du bor.

Men der er noget patetisk over Reeves’ små løgne på sit CV. Derfor er vi glade for at kunne lykønske hende med en ting, som hun med glæde kan skrive på sit CV, og som ingen nogensinde vil sige er falske nyheder:

Rachel Reeves kan stolt skrive på sit CV, at hun er den værste kansler i britisk historie. Ingen vil protestere.