Jordanerne er et gæstfrit folkefærd. En kold vinterdag dybt inde i Ammans gamle bydel blev jeg inviteret på varm te af en gammel soldat. Vi sad i en samtale, der varede flere timer. Han var ikke så interesseret i mig; det var nok at vide, hvor jeg kom fra. Han ville have mig til at lytte til hans historie om en svunden tid i en svunden verden, om livet som politimand i det britiske mandatområde Palæstina, det, der nu er Israel, Jordan, Vestbredden og Gazastriben.

Jødernes land

En af grundene til, at vi stødte ind i hinanden, var, at jeg blev »jagtet« af ikke særlig aggressive, men opmærksomhedssøgende, ubehagelige små stenkastende drenge. Jeg »flygtede« fra dem i Ammans gamle bydel, i dybet under Herkules’ romerske ruiner – jeg klatrede op ad bjergsiden.

Der kaldte politimanden mig hen til sig. Stenkasterne skiftede derefter side og advarede om, at »den gamle mand er farlig, han er skør«, men jeg trodsede drengenes advarsler og tog imod, da han inviterede mig på te.

Han vidste »alt«

Mohammad, som han blev kaldt, »vidste alt«. Også at menneskehedens historie ikke startede med profeten Muhammeds fødsel. Måske havde briterne taget ham med i skole; under alle omstændigheder var han tydeligt bevidst om sin »britiske« fortid.

Under besøget skiftede han fra det nattøj, han havde på, da jeg ankom, til sin britiske politiuniform, som han stolt havde beholdt. For at understrege sin værdighed tog han en slidt, stribet blå blazer på over sin uniform og annoncerede, at hans barnebarn ville dukke op fra et tilstødende rum, der var forbeholdt kvinder, og som jeg ikke måtte se.

Historiefortælleren

Drengen hilste pænt på mig og forblev tavs under den gamle mands fortælling. Jeg lyttede og var imponeret. Senere tjekkede jeg meget af historien, og det ser ud til, at han vidste, hvad han talte om:

– Judæa og Samaria har i tusinder af år været jødernes land. Dets placering mellem Mesopotamien, Syrien og Egypten har altid været gunstig for krig og ødelæggelse, men også for kontakt mellem kulturer, fik jeg at vide.

– Krig og ødelæggelse tvang nogle af jøderne i eksil, andre forlod landet af egen fri vilje, og kun få blev tilbage. Længe før den kristne æra var der jødiske samfund i Babylonien og Egypten.

Efter det jødiske oprør mod romerne (132–135) blev de fordrevet fra Judæa, og kejser Hadrian gav landet navnet Palæstina.

Størstedelen af jøderne blev derefter spredt ud over det meste af den daværende kristne verden; Mellemøsten, Nordafrika og de europæiske lande omkring Middelhavet.

I løbet af det syvende århundrede erobrede muslimerne den daværende kristne verden i Mellemøsten og Nordafrika. I 636 blev Jerusalem belejret, og med undtagelse af korsfarerperioden (1099–1291) var området en del af en række store islamiske imperier, senest de egyptiske mamelukker og det osmanniske rige.

I 1920 – da taberne af Første Verdenskrig måtte afstå land til sejrherrerne, og Det Osmanniske Rige smuldrede – blev Palæstina et britisk mandat.

Politimanden

I dette præ-israelske Palæstina var vores mand en »britisk« politimand i en verden, der forsvandt med Palæstinakrigen – i Israel »Befrielseskrigen«, blandt palæstinenserne »al-Nakba«, ‘katastrofen’ – og oprettelsen af staten Israel i 1948.

Det palæstinensiske politi blev ledet af briterne, men de betjente, som opretholdt ro og orden og fangede banditter, var både britiske, arabiske og jødiske.

– Det var ikke rigtigt, at briterne fik tildelt Palæstina-mandatet. Et land, der engang var islamisk, burde altid være islamisk, men muslimerne var splittede, og briterne gjorde et godt stykke arbejde uden at blande sig for meget i religiøse anliggender, reflekterede han i en slags selvforsvar for at have tjent under de vantro briter.

Det jødiske problem

Den britiske accept af jødisk indvandring og jødisk erhvervelse af jord blev af både arabere og jøder tolket som støtte til ideen om en jødisk stat i Palæstina.

Mandatområdet oplevede en storstilet indvandring af europæiske jøder, og det faldt ikke i god jord hos araberne. De gjorde oprør og dræbte jøder, hvor de end fandt dem – mænd, kvinder og børn.

Published 1929: “Trouble in Palestine-fanatic Arabs massacre Jews in streets of Jerusalem” pic.twitter.com/jz26Gf4oDy

— Eretz Israel (@EretzIsrael) October 28, 2024

– Flere betjente blev også dræbt i min tjenestetid, nogle af dem efter modbydelige terrorangreb. I flere år var vi, arabiske, jødiske og britiske betjente, praktisk talt i krig med klaner, som også kæmpede indbyrdes. Vi var en professionel politistyrke og tog aldrig konflikterne personligt – heller ikke når vi så arabiske kolleger falde i kamp mod vores egne.

Arbejdsløs politimand

Under Anden Verdenskrig blev Palæstina et globalt emne, samtidig med at bevidstheden om Holocaust begyndte at sprede sig.

– Da krigen sluttede, havde jøderne sympati blandt sejrherrerne og brugte det til at udråbe deres egen stat i 1948. Alle mine jødiske kolleger blev ansat i det nye israelske politi. Men jeg blev arbejdsløs.

– Hvad synes du om jøder?

Staten Israel blev udråbt af David Ben-Gurion i Tel Aviv den 14. maj 1948.

– Dagen efter erklærede de arabiske nabolande krig, og jeg meldte mig, da jeg var politimand og soldat. Desuden var jeg arbejdsløs og ville gøre det godt igen, fordi jeg havde samarbejdet med jøderne. Hvis bare Rommel, den nazistiske general, havde vundet slaget ved El Alamein, havde der ikke været noget Israel, og vi ville ikke have en eneste jøde i Palæstina i dag. Hvad synes du i øvrigt om jøder? 

Spørgsmålet kom som en overraskelse.

Koranen og Mein Kampf

Der var ingen prangende overdådighed i den gamle politimand Mohammads hjem. På væggene var der billeder af en mavedanserinde, den gamle konge og den nye konge, som kun er »en skygge af sin far«. Saddam Hussein og Yasir Arafat. I en taske hang Koranen, tilsyneladende uåbnet. En bænk fungerede som hylde for Mein Kampf – i det ene hjørne hang et billede af Adolf Hitler:

Foto: Arnt Jensvoll

– Not good, svarede jeg.

Det var hverken tid eller sted for kamp.

– Adolf Hitler forstod det

Han virkede tilfreds med mit korte svar. Efter en hurtig halsbrækkende bevægelse med sin flade hånd pegede han på billedet i hjørnet:

– Det indså Adolf Hitler.

Det var historien om mødet med en gæstfri palæstinenser en kold vinterdag i Jordans hovedstad Amman.

Incomplete list of atrocities, pogroms, and injustices committed by muslims against Jews in islamic lands between 622 when Mohammad was alive, and 1979:

▪ 622–627: ethnic cleansing of Jews from Mecca and Medina, (Jewish boys were publicly inspected for pubic hair and executed… pic.twitter.com/ba7aEVjdD0

— ♛ ✡︎ (@NiohBerg) May 16, 2024