North Carolina. Donald Trump vandt en knusende valgsejr. Det markerer afslutningen på en langvarig recession og begyndelsen på en ny historisk æra i amerikansk politik.

Han vandt ikke bare præsidentvalget. Han vandt folkeafstemningen med en rekordstor margin og sikrede republikansk flertal i både Repræsentanternes Hus og Senatet. Republikanerne vandt flertal i 31 stater samt alle 7 svingstater og gik frem i forhold til det foregående valg i 49 ud af 50 stater.

Det Republikanske Parti opnåede rekordstor opbakning blandt minoriteter og i stort set alle vælgergrupper: blandt farvede, latinamerikanere, jøder og i fagforeningerne, på trods af Demokraternes dæmonisering og absurde forsøg på både red- og brown-baiting.

Alle er klar over, at 76 millioner og et overvældende flertal af de amerikanske vælgere ikke alle kan være idioter. Eller “foragtelige“, som Hillary Clinton karakteriserede dem. Eller “affald“, som Joe Biden karakteriserede dem.

En ny selvbevidsthed har bredt sig blandt Trumps vælgere om, at de hele tiden har været på den rigtige side af historien. At der er sket et historisk skift. At den sunde fornuft har sejret, og at landet endelig kan komme tilbage på sporet. Forventningerne er skyhøje.

Men sådanne historiske skift sker ikke uden frustrationer og gnidninger.

Der er rapporter om vågne-inficerede universiteter, der tilbyder studerende sorgterapi, en total medienedsmeltning, Hollywood-berømtheder, der ønsker at flygte ud af landet, og en politisk elite i D.C., der ryster i bukserne over de politiske udnævnelser, Trump nu foretager i rekordfart for at “dræne sumpen”.

Som sædvanlig halter de norske medier og de såkaldte amerikanske eksperter bagefter.

Narrative eksperter som Eirik Løkke fra Civita og Hilmar Mjelde fra Høgskolen i Vest-Norge, som konsekvent har taget fejl af både forskydningerne i vælgernes demografi og af valgresultatet, fortsætter ufortrødent deres narrative smædekampagne, nu af Trumps udnævnelser af regeringsmedlemmer og nøglemedarbejdere.

De har det særligt svært med Elon Musk. Verdens rigeste mand kan næppe beskyldes for at være dum. Sammen med den succesfulde forretningsmand Vivek Ramaswamy vil han strømline den offentlige sektor. Et prisværdigt initiativ, skulle man mene?

Det bliver selvfølgelig både latterliggjort og mistænkeliggjort. De mener, at Elon Musk vil bruge sin indflydelse til at pleje sine egne kommercielle interesser, og at Trumps hensigt ikke er at effektivisere den offentlige sektor, men at erstatte den nuværende administration med Trump-støtter.

Det er muligt at blive forfulgt, selv om man er paranoid, men der må være grænser for mistænkeliggørelse og dæmonisering. Ligesom den offentlige sektor i Norge er den offentlige sektor i USA mere end moden til rationalisering.

I USA arbejder 15,2 % af arbejdsstyrken i den offentlige sektor. I Norge arbejder 30,7 % af arbejdsstyrken i den offentlige sektor, dvs. mere end dobbelt så mange som i USA og næsten dobbelt så mange som OECD-gennemsnittet på 17,7 %!

Tænk, hvis vi havde en person af Elon Musks kaliber til at påtage sig opgaven med at effektivisere den norske offentlige sektor! Der er milliarder at spare her. I stedet har vi feje politikere, som ikke tør røre ved den offentlige sektor af frygt for at miste vælgere.

Den næste på VG’s huggeblok er USA’s nye forsvarsminister, Pete Hegseth, som har norske aner.

Hegseth beskrives som den mindst kvalificerede forsvarsminister i USA’s historie, på trods af at han har tjent flere år i det amerikanske militær og har kamperfaring fra både Irak og Afghanistan.

Hegseth har været kritisk over for kvinder i kamproller, alle vågne ordninger, klimaforandringer og LGBT-alfabetssuppen i militæret.

Dette bekymrer naturligvis den vågne skøre venstrefløj og den neoliberale højrefløj, i Norge såvel som i USA. De pines over, hvor inkompetent og dum Hegseth er.

Hvis redaktørerne i Norge havde været lidt optaget af relevant kontekst, kunne de have sammenlignet Hegseth med vores egen forsvarschef, som paraderer ned ad Karl Johan med et pride-flag som en lydig hund. Og de kunne have stillet lignende spørgsmål om vores forsvarsminister Bjørn Arild Grams (Sp) kvalifikationer.

Gram har ganske vist aftjent 12 måneders militærtjeneste, men derudover har han ingen nævneværdig forsvars- eller sikkerhedspolitisk baggrund. Faktisk har norske ministre nogle af de laveste uddannelsesniveauer i verden i forhold til deres stillinger.

Nogle af dem har ganske vist forsøgt at plagiere sig til en mastergrad fra Universitetet i Joker Nord, men er blevet taget med skørterne nede. Ud over det er der ikke meget at prale af. Til sammenligning har Hegseth en bachelorgrad fra Princeton og en kandidatgrad fra Harvard at vise frem.

Det er faktisk ret bemærkelsesværdigt, at ud over Hegseth er to andre personer af norsk afstamning allerede blevet udnævnt til vigtige stillinger i den nye administration.

Governør Kristi Noem fra South Dakota har norske aner og har fået posten som indenrigsminister, der skal kontrollere indvandringen. Og John Thune, en republikansk senator, også fra South Dakota og af norsk afstamning, skal stå i spidsen for Senatet. Det er to ekstremt vigtige poster.

Hvis de norske medier ikke synes, det er så fedt, bliver det måske lidt lettere for den norske ambassade i Washington at få adgang til Trump-administrationen, på trods af de mange negative udtalelser om Trump fra både Jonas Gahr Støre og Erna Solberg, og på trods af at Støre har udnævnt Anniken Huitfeldt (Ap) til ambassadør i DC. Hun kan knap nok tale engelsk.

Det er naturligvis ikke let at tænke positivt, når Trump Derangement Syndrome stadig hærger avisredaktioner og kommentariatet. Det er en (skadefro) fornøjelse at se CNN-værternes svøbe blive lavere og lavere for hver dag, der går.

Herovre har udnævnelsen af RFK Jr. til sundhedsminister og Tulsi Gabbard til direktør med overordnet ansvar for USA’s 18 efterretningsorganisationer fået Demokraterne og den liberale venstrefløj til at se rødt.

Begge har tidligere haft nøglepositioner i det demokratiske parti, men har skiftet side. For den demokratiske partiledelse ligner det et mytteri. For mange amerikanere er de ikke desto mindre et eksempel på, at fornuften sejrer, og at Trump forsøger at bygge bro mellem de to sider af amerikansk politik.

Men Tulsi Gabbard, som har en lang karriere i de væbnede styrker, forsøger at hvidvaske og afdramatisere sagen som Putin-venlig. Hendes mandat er at afpolitisere efterretningsorganisationerne. Der er mange, som frygter at hoppe med på vognen, når der tales om at “dræne sumpen”.

RFK Jr, som har været kritisk over for COVID-19-vaccinerne, bliver også dæmoniseret på alle mulige måder. Hans mandat er at bryde fødevare- og medicinalindustriens tætte bånd til Food and Drug Administration og vende en folkesundhedssituation i USA, der er i frit fald.

I USA dør der hvert år flere mennesker af narkotiske stoffer og overforbrug af narkotiske stoffer end det samlede antal amerikanske soldater, der blev dræbt under hele Vietnamkrigen.

De offentlige sundhedsudgifter pr. indbygger er de højeste i verden. 75 % af befolkningen er overvægtig, og hele 45 % lider af fedme. Diabetesraten når nye højder. Og gennemsnitsalderen falder. RFK Jr. har meget at forholde sig til.

Men hvis frygten for forandring er stor blandt den etablerede liberale elite og den vågne venstrefløj, er optimismen høj blandt størstedelen af befolkningen.

En vind af optimisme og håb for fremtiden blæser over hele landet.

Øystein Steiro Sr.

Caretaker.

Køb Giulio Meottis “De nye barbarer” fra Document Forlag her! Køb e-bogen her.