Fred for os betyder ødelæggelse af Israel. Vi forbereder os på en total krig, – en krig, der vil vare i generationer. … (Yasser Arafat 1980)

Der er ikke meget nyt i mediernes bestræbelser på at dæmonisere den jødiske stat og dens kamp for at overleve. Uanset om vi ser nyheder fra NRK eller læser kronikker i Morgenbladet og Aftenposten, så møder vi den samme historieløse litani om, hvor forfærdeligt Israel opfører sig, hvor højreorienteret landets politik er blevet, og hvor synd det er for dem, der forgæves forsøger at ødelægge landet.

Meget foruroligende er det, at der er så mange mennesker, der ikke har det godt.

Mest foruroligende er det omfang, hvori vildledende terminologi og direkte løgne er blevet brugt til at tilsmudse, indramme og forbyde det jødiske folks nationalstat. Resultatet er en eksplosiv stigning i antisemitisme blandt folk, som også er begyndt at sprede sig inden for landets jødiske minoritet. Spørgsmålet er, om Holocaust-mindernes centrale plads i europæisk samtidshistorie kan overleve mediernes skildring af krigen i Gaza? Det, vi finder, er, at mediernes nyhedsproduktion fra Gaza leder folks opmærksomhed væk fra en sand forståelse af, hvad der sker, og ind i en fortælling, der ikke kun er falsk, men en trussel mod både Israels og vores egen eksistens som et frit samfund, hvor ytringsfrihed er et umisteligt socialt gode og en eksistentiel forudsætning.

Ved at begrænse skildringen af krigens realiteter til lidende kvinder og børn, der rammes af krigshandlinger, forfalskes nyhedsbilledet, når det ikke fortælles, at fjenden udnytter denne form for nyhedsrapportering ved at placere sig selv og deres operationer i områder og steder, hvor de ved, at et angreb på dem vil medføre den slags civile tab, som medierne vælger at nævne. Medierne gør dermed sig selv til deltagere i terroristernes ekstreme form for krigsførelse, hvor et af midlerne er at overtræde enhver regel i krigens folkeret, der har til formål at beskytte civile ikke-kombattanter og deres infrastruktur. Hvis Israel af den grund undlader at angribe fjenden, hvor den er, har Israel tabt krigen. Det er det, konflikten nu handler om, og Europa har valgt side.

Hvis Israel undlader at angribe fjenden, hvor den er, har Israel tabt krigen.

Et formål med Israels fjender i denne krig er ikke at vinde slag eller territorium.De har altid været fuldt ud klar over, at de efter al sandsynlighed vil blive slået og dræbt.Det er de fuldstændig ligeglade med.De er også ligeglade med skæbnen for de hundredvis af gidsler, som de har holdt skjult i halvandet år.Formålet med deres gidseltagning er at skabe splid på den israelske side af fronten og vende mediernes opmærksomhed væk fra deres egen ondskab og koncentrere fokus på en splittet israelsk offentlig mening, som de selv har skabt og bevidst opretholder med deres taktiske træk.

En krig som denne har ikke en logisk og forudsigelig afslutning. Da Saddam Hussein erklærede sejr i “alle kriges moder” i 1990, blev det i vores del af verden opfattet som personlig hybris. Han blev fjernet fra både Kuwait og Irak. Men var hans angreb ikke også roden til alle de krige, der er blevet ført i regionen til dato? Det er ikke stoppet.

Det er ikke ruinerne og murbrokkerne i Gazastriben, der definerer udfaldet af denne krig. Vi har set sådanne visioner i mange år fra Syrien og Irak, hvor lignende terrorgrupper har skabt et helt identisk billede. Norge har bidraget militært til sådanne ruinbunker i Mellemøsten. Krigen i Gazastriben handler snarere om forsøg på at udligne den moralske fordel, som det jødiske folk fik over både Europa og Mellemøsten som følge af Holocaust.Europa har i 80 år måttet acceptere og affinde sig med det moralske nederlag, som Holocaust skabte.Og det var ikke kun det tyske bidrag.Hele Europa, med et par marginale undtagelser som Sverige og Schweiz, deltog i udryddelsen af jøderne og har siden måttet acceptere det som et moralsk nederlag.

For Europa er den tendentiøse fremstilling af Israels forsvar mod dødelig terror en mulighed for at frigøre sig fra det moralske nederlag, det led som følge af sin medvirken i Holocaust. Som den israelske psykiater Tzvi Rix: «Tyskerne vil aldrig kunne tilgive Israel for Auschwitz.» Ligesom det var tilfældet for 80-90 år siden, er massemedierne et redskab til at manipulere og forme den offentlige mening. I lande, hvor ytringsfriheden er blevet opkøbt af staten og gjort til et redskab for politiske mål, har det frie menneskelige samfund tabt. Under truslen om global jihad har vores politiske ledere Sir Winston Churchill det: «Hver af dem håber, at hvis han fodrer krokodillen tilstrækkeligt, vil krokodillen æde ham til sidst.»

Når vi læser følgende i en norsk avis i 2025, er den bevidste og målrettede løgn og forfalskning dokumenteret: “… På et tidspunkt ser jeg mig omkring i lokalet og spekulerer på, om jeg ville have genkendt Gisèle Littman, hvis hun havde været her – den egyptiskfødte jødiske konspirationsteoretiker, bedre kendt som Bat Ye’or, hvis Eurabia-teori ofte blev citeret i Anders Behring Breiviks manifest.”Historikeren Gisèle Littman (Bat Ye’or) har aldrig været konspirationsteoretiker, og hun har aldrig udgivet nogen “Eurabia-teori.”

Det var Littman, der afslørede for os, at brugen af begrebet “Eurabia” blev introduceret i 1975 som navnet på et europæisk tidsskrift. Tidsskriftet blev redigeret af formanden for Association of French-Arab Solidarity, Lucien Bitterlein, og udgivet i samarbejde med organisationerne Groupe d’Etudes sur le Moyen-Orient (Genève), France-Pays Arabes (Paris) og Middle East International (London).

Den første bog, Littman skrev, var en advarsel mod det voksende euro-arabiske samarbejde, som EØF lod sig føre ind i, og som fra arabisk side havde til formål at engagere Europa i den udryddelseskrig mod Israel, som araberne gentagne gange havde tabt. Bogen Eurabia: The Euro-Arab Axis, er en meget videnskabelig og udtømmende redegørelse for og dokumentation af det politiske og kulturelle samarbejde, der opstod i kølvandet på Europas kapitulation over for den arabiske olieembargo og terrorisme i 1980, en politisk tragedie, som hun beskriver og dokumenterer i detaljer. Det er næsten uhyggeligt at læse, at nogle i Norge stadig forsøger at vende folks opmærksomhed væk fra sådanne historiske kendsgerninger gennem fortielser og direkte løgne.

Vågne læsere bør være opmærksomme på Gisèle Littmans forfatterskab af flere grunde. Så tidligt som i 2011 udgav hun bogen Europe, Globalisation and the Coming Universal Caliphate, hvor hun giver en næsten profetisk beskrivelse af den tilstand, Europa er ved at glide ind i. De politiske processer, der blev indledt i 1980 for at mobilisere Europa (og USA under Jimmy Carter) i det arabiske forsøg på at udrydde Israel, fik også norsk støtte. Som medlem af FN’s Sikkerhedsråd valgte Norge at stemme sammen med Sovjetunionen og DDR i to resolutioner, der var kritiske over for Israel, Resolution 465 og Resolution 471. Den dag i dag bruger den norske regering disse resolutioner til politisk at retfærdiggøre sin kritik af Israel.

Baggrunden for den europæiske og norske kapitulation over for arabisk terrorisme er todelt.Det var ikke lykkedes for arabisk krigsførelse og terror at tvinge den jødiske stat i knæ.Derfor rettede araberne deres terror mod europæiske mål – hvilket sammen med olieembargoen hurtigt førte til politiske resultater for dem.For Europas vedkommende har dette skift til fordel for araberne i egne øjne også lettet den moralske byrde, som Europa pålagde sig selv under Holocaust.Men prisen vil være skyhøj.

Da Europa i 1980 støttede den arabiske beslutning om at anerkende PLO som den eneste legitime repræsentant for det palæstinensiske folk, svarede Yasser Arafat med følgende udtalelse:

“Fred betyder for os ødelæggelse af Israel. Vi forbereder os på en total krig, – en krig, der vil vare i generationer. … Vi vil ikke hvile, før den dag vi vender tilbage til vores hjem, og før vi har ødelagt Israel. … Ødelæggelsen af Israel er målet for vores kamp, og retningslinjerne for den kamp har ligget fast siden oprettelsen af Fatah i 1965.””

For Israel handler det om landets og folkets eksistens – et nyt Holocaust.Men er vores politikere klar over det?

.