Katolikker tager en ærbødig afsked med pave Frans, som døde mandag.

Italiens konservative premierminister Giorgia Meloni mindes med sorg paven som »en stor mand og en stor præst« og understreger, hvordan han bad verden om at »gå en vej, der ikke ødelægger, men dyrker, reparerer og beskytter«. I liberale kredse bliver pave Frans hyldet som en reformator.

Pave Frans er på mange måder historisk, da han blev den første latinamerikanske pave og den første jesuit til at sidde på Peters stol. I lang tid delte han også Vatikanet med pave emeritus Benedikt XVI.

På den internationale scene var han den første pave, der mødte en russisk-ortodoks patriark, blot for at kritisere ham for at være »Putins alterdreng«. Om krigen i Ukraine sagde han, at det var forkert af Rusland at invadere, men at det måske skete, fordi NATO havde »gøet ved Ruslands dør«.

Han var også den første, der indgik en aftale med Kina efter Maos kommunistiske revolution – et kompliceret område, hvor nogle kristne er loyale over for Rom og andre over for Beijing.

Argentineren Bergoglio blev hurtigt betragtet som en radikal pave, der på mange måder stod langt fra sin tyske forgænger Ratzinger, og som ellers havde et afslappet forhold til den katolske lære, som en pave normalt forvalter med omhu.

Flere udtalelser gjorde ham populær i mange kredse uden for kirken, f.eks. da han sagde, at det ikke var op til ham at dømme homoseksuelle, og kom snublende tæt på at tillade velsignelse af homoseksuelle par. Han var dog ikke radikal i alle spørgsmål; for eksempel stod han fast på, at abort er mord.

Den almindelige ærbødighed for en nyligt afdød mand kan ikke skjule det faktum, at konservative katolikker har udholdt Frans’ pontifikat med stor ængstelse. For kardinal Raymond Burke var det »forvirring, splittelse og vildfarelse«, der trængte ind i kirken under Frans’ lederskab.

F1 brugte sin autoritet til at komme med ideologiske udtalelser om indvandring, klimapolitik og islam på en måde, der var fremmedgørende for de konservative.

Det vakte opsigt, da paven brugte en encyklika til at sige, at det er en kristen pligt at bekæmpe klimaforandringer, og da han sagde, at menneskeskabte klimaforandringer risikerede at påføre verden en ny syndflod.

Hans modstand mod traditionel liturgi havde samme effekt, og det samme havde hans sociale lære, som virkede inspireret af peronismen og var snublende tæt på en befrielsesteologi, som både pave Benedikt XVI og pave Johannes Paul II havde fordømt som kætteri.

Det skortede heller ikke på løftede øjenbryn, da pave Frans i 2019 underskrev en slags broderskabsaftale med islam sammen med det sunnimuslimske Al-Azhar-universitets storimam og åndelige overhoved, sheik Ahmed al-Tayeb, i Abu Dhabi. Man spekulerer på, hvad Johannes Paul II, som profeterede om en islamisk invasion af Europa, ville have sagt.

Endelig benyttede pave Frans en række lejligheder til at anklage dem, der går ind for en streng indvandringspolitik, for ikke at være rigtigt kristne – og henvendte sig til politikere som Matteo Salvini og Donald Trump på en dårlig eller slet ikke skjult måde.

Det er stadig uvist, hvilken slags pave kardinalerne vil vælge under konklavet, som formentlig begynder om et par uger. Den radikale Frans blev en slags korrektiv til den konservative Benedikt. Vil pendulet svinge tilbage denne gang?