
Det grønne skifte, handel med Kina, COVID-19-lockdowns, massemigration – alt har været katastrofalt. Præcis som Trump hele tiden har påstået.
Den amerikanske økonom Thomas Sowell skrev engang: »Folk tilgiver dig, hvis du tager fejl, men de tilgiver dig aldrig, hvis du har ret – især hvis begivenhederne viser, at du har ret, samtidig med at de viser, at de tager fejl.«
Donald Trump sagde noget lignende i sin tale til National Republican Congressional Committee i sidste uge, om hvordan Demokraterne »ikke var bange« for, at Trump-administrationens America First-politik skulle mislykkes, men at de var »skrækslagne« for, at strategien skulle lykkes.
Sådan ser det ud med præsident Trump. Han har haft ret i stort set alt, og nu forsøger han at gøre noget ved det. »Eliten hyler af vilkårligt raseri,« skriver Liz Truss i en kronik i The Telegraph.
Truss har rekorden som den person, der har siddet kortest tid i Downing Street med sine 49 dage. Sidste efterår mistede hun også sin plads i Underhuset. Men nu er hun ved at rejse sig igen. Spekulationerne går på, at hun vil annoncere et skifte til Reform UK.
For en måned siden gjorde hun en god figur i et interview med podcaster Andrew Gold, hvor hun talte om, hvor chokerende lidt magt hun havde som premierminister. Den dybe stat lever også i bedste velgående i Storbritannien.
Nu giver Truss USA’s præsident Donald Trump ret på en række fronter. Paris-aftalen var faktisk en selvforskyldt økonomisk katastrofe for Vesten, især Storbritannien. Kina er faktisk en reel fjende, som har bedraget Vesten i årevis, lige siden landet blev optaget i Verdenshandelsorganisationen (WTO).
De drakoniske nedlukninger under pandemien var en grim fejltagelse. »Sumpen« eller »den dybe stat« – kald den, hvad du vil – er en reel trussel og underminerer demokratiet. Massemigration har været en økonomisk og kulturel katastrofe.
Trump har ret i, at byer og landsbyer er blevet udhulet på begge sider af Atlanten: Steder som Ohio og Scunthorpe har lidt under, at nedlagte industrier har efterladt forfaldne bycentre og et spor af sociale problemer og narkoproblemer i deres kølvand.
Dette blev demonstreret af parlamentsmedlemmer, der løb til Underhuset i lørdags for at støtte, hvad der var ensbetydende med nationalisering af stål – skabt af Kina og Net Zero, som parlamentsmedlemmerne entusiastisk havde underskrevet som lov.
Scunthorpe er det sted, hvor British Steel er ved at gå under, sandsynligvis planlagt af de kinesiske ejere med bidrag fra britisk klimahysteri.
Dette er ikke en ny udvikling, skriver Truss. Men den er blevet altomfattende. Og briterne er i en langt værre situation end USA. Det samme kan siges om stort set hele Europa, som har fejlet fælt på stort set alle mulige fronter i det politiske spektrum.
Hele det vestlige establishment nægter at indrømme, hvor meget de har taget fejl i stort set alt. Deres Davos-inspirerede nye verdensorden kombineret med FN’s selvdestruktive mål for bæredygtig udvikling har efterladt de vestlige lande i en forfærdelig tilstand.
Dertil kommer, at politikere forbydes, og valg aflyses, hvis man ikke følger det destruktive manuskript. I Tyskland taler man seriøst om at forbyde landets mest populære parti, Alternative für Deutschland (AfD). Præsidentvalget i Rumænien blev aflyst, da den »forkerte« person vandt.
Samtidig er de sidste små rester af ytringsfrihed truet af total udryddelse. Ytringsfriheden nærmer sig en endlösung. Alt dette for at »beskytte demokratiet”, siger den ikke-valgte Bruxelles-mafia uden at fortrække en mine.
Det var Bill Clinton, der lukkede Kina ind i WTO. Tory-regeringen under David Cameron og George Osborne erklærede en »gylden æra« med Kina. Erna Solberg slikkede støvlerne af Xi Jinping for at sælge flere laks til Kina.
De ikke-folkevalgte embedsmænd i Bank of England trykte penge, hvilket førte til endnu flere offentlige udgifter. Michael Gove sludrede med Greta Thunberg, promoverede netto-nul-emissioner og lobbyede for strengere Covid-lockdowns.
Vi genkender os selv. Norges Bank har bevidst ødelagt den norske krone, så nu kan norske skatteslaver ikke engang føle sig lidt velhavende i Syden. Vores tidligere klimaminister fra Venstre, Ola Elvestuen, behandlede klima-Greta som en gudinde.
Toryerne var ved magten i 14 år. De fejlede fælt efter chokket ved Brexit-afstemningen og lod masseindvandringen eskalere ude af kontrol.
Canada har Mark Carney, det ultimative Davos-væsen, som gik fra at fejle i Bank of England til at blive Canadas ikke-valgte premierminister. Nu ser det ud til, at Carney rent faktisk vinder valget den 28. april. Det er svært at tro efter næsten ti katastrofale år med Justin Trudeau.
Men når man læser kommentarerne fra de fleste britiske medier og etablissementet, skulle man tro, at disse mennesker var genier og Trump en idiot. Selv Nigel Farage sagde, at Trump forsøgte at gøre »for meget for tidligt« med sin toldpolitik.
Her skal det nævnes, at britiske medier er langt mere afbalancerede end norske medier. Briterne har stadig medier, der kan kalde sig konservative uden at bryde sammen af grin.
Truss mener stadig, at det såkaldte mini-budget i 2022, som førte til hendes fald, var både fornuftigt og nødvendigt for at redde den britiske økonomi. Hun mener, at det indeholdt en fornuftig pakke med skattestop, udgiftsnedskæringer og foranstaltninger på udbudssiden, herunder fracking, som ville have skabt økonomisk vækst. Hun har sandsynligvis ret.
Tanken om, at det ville have hjulpet at tage sig mere tid til at »indføre ting gradvist,« er bare noget vrøvl, siger Truss.
Det er ikke uvidenhed, som disruptere møder, men fjendtlighed fra dem, der har en interesse i, at du fejler.
Den eneste levedygtige strategi er den, Trump anvender, nemlig “flooding the zone” – at bruge chok og ærefrygt til at udfordre modstandere og ryste status quo.
Det er som at sammenligne general Patton med general Montgomery fra Anden Verdenskrig. Patton brugte hurtige fremskridt og dukkede konstant op, hvor ingen forventede det. Montgomery avancerede med en mus’ hastighed. Hvem var mest succesfuld? Hvem var det, de tyske generaler frygtede?
Præsident Trump står op for det amerikanske folk; vi bør begynde at stå op for det britiske folk.
Men den britiske politiske ledelse undlader at gøre dette, mange ønsker ikke engang at tale om, hvad der sker. Så i stedet for at rette al deres vrede mod Donald Trump burde de, der har kørt Storbritannien i grøften i de sidste 40 år, se nærmere på deres hjemland, slutter Truss.
Kan vi håbe på noget lignende i Norge? Det tvivler jeg desværre stærkt på.
Købe hos Tales: Sådan døde Danmark Købe hos Saxo: Sådan døde Danmark