”Autoritær liberalisme”. Vi hører oftere og oftere udtrykket. Men hvad betyder det? Udtrykket er jo et såkaldt oxymoron, en sproglig selvmodsigelse, eftersom det at være liberal jo netop betyder at værne om frihed. Også for modstandere.

Men liberale eliter bruger i urovækkende grad institutionel magt til at censurere, ekskludere og retsforfølge politiske modstandere. Hvad er følgerne for vores demokrati? Hvordan kan denne nye type autoritære strømning karakteriseres?

Efterhånden har en del ægte frie ånder givet nogle svar, heriblandt psykologiprofessor Luke Conway,   der sidste år udgav en bog om fænomenet autoritær liberalisme.

Den autoritære liberalismes undertrykkelsesmekanismer

Et af de mest slående træk ved de liberal-autoritære er deres intellektuelle dovenskab. Trods påstande om at tilhøre en oplyst og moralsk retfærdig klasse, udviser de bemærkelsesværdig ringe interesse for synspunkter, der ikke spejler deres egne.

Det ses tydeligt i domstole, uddannelser og medier, der er kendetegnet ved en skræmmende mangel på politisk pluralisme. De ansætter og inviterer kun de “eksperter”, som bekræfter deres overbevisninger. Tænk på, hvordan de liberale eliter har håndteret diskussioner om indvandring, islam, Brexit, EU, Ukrainekrig, Trump, højrepopulisme eller COVID-19.

Deres besættelse af “misinformation” er en anden nøglemarkør.

De liberal-autoritære har forvandlet videnskab fra et åbent undersøgelsesværktøj til en hellig tekst, hvor kættere brændes på mediernes bål. Eftersom de ikke kan håndtere usikkerhed og kompleksitet, må de kontrollere informationsstrømmen. Vi så det under COVID-pandemien, hvor enhver modstand mod “videnskaben” blev omdefineret som “misinformation”.

Vi ser det også med fremvæksten af “faktatjekkere” i medier, der selektivt udpeger “falske nyheder” – næsten altid fra konservative kilder. Nu er X heldigvis blevet et slags fristed, hvor der er lige mange liberale og konservative. Hold da op! Men det er også for galt. Så da de liberale ikke kunne tvinge Musk til at censurere, måtte de udvandre til Bluesky.

Indgreb mod politiske modstandere

Censurimpulsen manifesterer sig på tværs af Europa i konkrete juridiske og politiske indgreb. ”Lawfare” hvor retssalene bliver politiske slagmarker, og dommernes kåber skjuler partisoldaternes uniformer.

I Frankrig har domstolene nyligt forhindret Marine Le Pen i at stille op til præsidentvalget i 2027.

I Rumænien er den populære højrefløjskandidat Călin Georgescu blevet udelukket fra præsidentvalget.

I Italien underminerer domstolene systematisk regeringens demokratisk vedtagne migrationspolitik.

EU’s bureaukrater har med feberagtig iver kastet sig over censurens glatte redskaber, mens de med fromme miner prædiker om demokratiske værdier.

I Tyskland vil mange gerne forbyde AfD, og den nye regering har planer om at gribe ind over for ”had og hetz” og “informationsmanipulation” – kodeord for censur af konservative synspunkter.

Storbritannien repræsenterer måske det mest ekstreme eksempel.

Islamkritikeren Tommy Robinson sidder i isolationsfængsel, mens Lucy Connolly har fået en næsten treårig fængselsdom for en enkelt kontroversiel tweet efter Southport-angrebene. Britisk politi foretager omkring 12.000 anholdelser årligt for online-ytringer. Der hersker et todelt retssystem, hvor hårde straffe gives for ytringer, mens grove overfald, antisemitisme og dødstrusler, ofte begået af indvandrere, behandles bemærkelsesværdigt mildere.

Hvad er det andet end retfærdighedens selektive blindhed?

Selvbedrag og institutionel magt

Det mest afslørende aspekt ved den autoritære liberalisme er deres bemærkelsesværdige uvidenhed om egen magtmisbrug. Som Conway påpeger, har venstreorienterede psykologer på universiteter i årtier udelukkende fokuseret på højrefløjsautoritarisme, mens de ignorerede dets venstreorienterede modstykke.

Det afspejler den åbenlyse venstreorienterede bias på universiteter, hvor forskning, der interesserer liberal-autoritære (såsom at portrættere konservative som “afvigende”, “racistiske” og “populistiske”) dominerer, mens andre perspektiver nedtones eller ignoreres.

De liberal-autoritære er også mestre i “gaslighting”. Når folk møder problemer med indvandrere, får de at vide, at der slet ikke er nogen problemer; det er i stedet deres egen racisme, der får dem til at tro det. De liberale benægter tilsvarende deres egne autoritære tendenser, mens de projicerer dem over på deres modstandere.

De liberal-autoritære er også rykket ind i skolerne, hvor de påtvinger elever kritisk raceteori. Samtidig hævder de, at det ikke sker. Og så framer de al modstand mod denne dagsorden som “autoritær undertrykkelse” eller “kulturkrig”.

Det samme gælder kønsdebatten.

Truslen mod demokratiet

Med deres intellektuelle dovenskab, deres fjendtlighed over for anderledes tænkende og deres besættelse af “misinformation” er de liberale blevet en stor trussel mod demokratiet.

Det skyldes ikke blot, at den autoritære liberalisme er elitens magtinstrument, men især fordi den ofte går under radaren som en særlig ansvarlig og oplyst – og frihedselskende – grundholdning. De liberale påstår at forsvare liberale værdier, mens de tramper på dem. De poserer som frihedens vogtere, men smeder lænker af nye former for undertrykkelse.

Af Kasper Støvring