Skal den unge forsker publicere sine forskningsresultater om islam og muslimer? Om den høje pris for at frafalde islam? Om flerkoneri? Om islamisters infiltrering af kerneinstitutioner? Skal hun modsige sit instituts vedtagne sandhed om køn, seksualitet og race?

Et svært valg, for gør hun det, ødelægger hun sandsynligvis sin karriere, mister forskningsmidler eller bliver dømt persona non grata af sine kolleger. Som da den indvandringskritiske lektor Sofie Danneskiold-Samsøe blev angrebet af 188 kolleger på Københavns Professionshøjskole.

Så den unge forsker vælger at censurere sig selv.

Hun tilpasser sig den akademiske verdens uskrevne regel: tænk frit, men kun inden for de snævre rammer af det tilladte. Originalitet hyldes – så længe den bekræfter konsensus.

Hun bringer med andre ord et intellektuelt offer på det alter for venstreorientering og islamofili, de vestlige universiteter har udviklet sig til. Universiteter er blevet ideologisk konforme bastioner for tankepoliti, mens universitetsledelserne taler varmt om mangfoldighed. Bag blomstrende buzzwords lurer bandlysningens budskab.

Den akademiske fangelejr

Mit eksempel på en ung forsker er tænkt. Men jeg har selv erfaret lignende ting, da jeg var på universitetet, og krisen på den lærde republik er ikke blevet mindre de seneste ti år i både Danmark og resten af Vesten. Det viser både daglige nyheder og undersøgelser.

Data fra Eric Kaufmann viser en venstreorienteret dominans på 7:1 blandt amerikanske akademikere. Det er en tredobling siden 1960’erne. På eliteuniversiteter som Harvard er forholdet endnu mere grotesk: 82% identificerer sig som liberale, mens sølle 1,5% tør kalde sig konservative.

Det er et ideologisk monopol, der kvæler den akademiske ånd.

Studerende og forskere holder kæft. 80% af højreorienterede studerende selvcensurerer. Det er dobbelt så mange som deres venstreorienterede medstuderende. Fire gange så mange fakultetsmedlemmer censurerer sig selv i dag som under McCarthy-perioden. Så meget for den akademiske frihed, universiteterne praler af.

Bag pæne ord som “diversitet,” “inklusion” og “anti-racisme” gemmer der sig en brutal virkelighedsfornægtelse. DEI-programmer er ikke redskaber til at sikre alle lige muligheder, men ideologiske køller, der bruges til at slå afvigere i hovedet.

Spørg blot Harvard-professor Roland Fryer, der brugte omfattende data til at problematisere progressive dogmer om politivold og som tak blev udsat for trusler og social udstødelse.

Trumps nødvendige bulldozer

Kan universiteterne reformere sig selv? Svaret er et rungende nej.

De aktivistiske akademikere og administrative håndlangere har for længst forskanset sig bag politisk korrekte dogmer, der bruges som følelsesmæssig afpresning af ansatte og studerende. ”Du er jo ikke konservativ, vel?” Denne form for intellektuel gidseltagning har gjort intern reform stort set umulig.

Trump er utvivlsomt en buldrende provokation. Men han er også den eneste vestlige leder, der har haft modet til at konfrontere det akademiske miljø direkte. Det virker da også. Flere universiteter er efter ydre pres ved at afvikle woke, og Hamastilhængerne har fået det sværere.

Trumps opgør med universiteternes lukkede kredsløb er derfor noget, både Kaufmann og James Orr bifalder.

Nye institutioner – nye horisonter

Men en bulldozer er ikke nok. Vi har brug for at bygge alternativer.

Det er derfor, nye institutioner som University of Austin, Buckingham University og Peterson Academy er så afgørende. De repræsenterer begyndelsen på et intellektuelt modtræk mod den venstreradikale ensretning.

Disse nye institutioner tør undervise i woke-ideologi som et fænomen, der kan studeres kritisk. Mens de gamle universiteter bruger enorme ressourcer på at studere og miskreditere konservative bevægelser, skaber de nye uddannelsessteder rum for pluralisme og sand kritisk tænkning.

En sund reaktion kommer derfor fra to fronter:

Dels gennem politisk kamp ved at indføre strenge krav om pluralisme og ved at håndhæve kravene lige så strengt. Ultimativt ved at fjerne institutternes bevillinger. Det skal være slut med at fodre det ideologiske uhyre, der æder vores universiteter indefra.

Dels gennem opbygningen af nye institutioner og støtte til de kræfter, der søger at genetablere akademisk frihed.

Af Kasper Støvring