Globalisering er et økonomisk system, hvor kapitalen løsrives fra nationalstaten, og virksomhederne flyttes derhen, hvor det er mest rentabelt, hvilket får arbejdspladserne i det gamle land til at forsvinde. I USA har det ført til tab af 5 millioner arbejdspladser.

De ansvarlige for lukningerne – politikerne og de velhavende – tjente så meget, at de blev helt uimodtagelige for arbejdernes situation. Siden Kina blev medlem af WTO i 2001, er de amerikanske arbejderes lønninger steget med 5 USD om året. I Norge har reallønnen for almindelige mennesker også stået stille i ti år. Det er det samme system.

Trump vil ikke tolerere, at befolkningen forarmes, og at en elite bliver rigere end nogensinde. Det har den logiske konsekvens, at størstedelen af disse mennesker stemmer og donerer til Demokraterne. Bag retorikken om de svage gik Demokraterne ind for frihandel forstået som den stærkestes ret, dvs. Kina. Demokraterne og Big Tech indgik et partnerskab med det kinesiske kommunistparti.

Med Trumps comeback er alliancen forbi. Big Tech flytter hjem. Vietnam og Mexico er heller ikke gode nok. Trump ser på handelsbalancen. Han vil ikke finde sig i, at udlændinge udnytter USA’s lave toldsatser.

Lande som Japan og Sydkorea eksporterer millioner af biler til USA, men lukker næsten ingen amerikanere ind på deres markeder. De er allierede, men opfører sig som fjender. Det er slut nu. Som et minimum ønsker Trump, at toldsatserne skal være mere eller mindre ens på begge sider. En udligning.

Begge disse lande vil blive tvunget til at bide i det sure æble. Det er værre med Kina. De står for en rovdyrkapitalisme, hvor alt er tilladt.

Europa vil helst ikke tale om det, men de er ved at falde i Kinas skød. Som det blev sagt i radioen i torsdags: Europas bilindustri er i knæ af flere årsager. De vigtigste er den kinesiske konkurrence og det grønne skifte. Begge dele dræber den europæiske bilindustri. Men europæerne opfører sig, som om de økonomiske tyngdelove ikke eksisterer. Når de vågner op, er det for sent.

Trump repræsenterer derfor en gylden mulighed. Men i stedet for at gribe den, bruger de europæiske ledere toldsatserne til at opildne til had mod Trumps USA. Medierne benytter enhver lejlighed til at opildne den offentlige mening, som nu tror, at Trump er ude på at destabilisere den »liberale verdensorden«, som USA selv skabte efter krigen.

Medierne nægter at anerkende, at Trump gør det, som amerikanerne ønsker: At tage deres land tilbage. Politikere som Jens Stoltenberg fristes til at spille på hadet til USA ved at sige, at alle taber i en handelskrig, og »vi har ikke set noget lignende siden 1930’erne«.

USA’s velstand var bygget på told. De havde toldbarrierer i 150 år. I 1974 afskaffede Nixon guldstandarden, og siden da er USA’s handelsbalance med andre lande blevet skævvredet i en grad, der i dag truer USA’s status som supermagt.

Det ved Stoltenberg selvfølgelig godt. Hvis USA fortsætter med at bruge penge som en fuld sømand, er afgrunden ikke langt væk: Dollarens rolle som reservevaluta vil være forbi, og dens rolle som supermagt vil ophøre.

Men det siger han ikke. Han udtrykker ikke nogen forståelse for USA’s situation, men kaster brænde på det amerikanske bål.

Det fortæller os alt, hvad vi behøver at vide om Stoltenberg som person og politiker.

De hårde data er ubarmhjertige: Siden 1974 har USA akkumuleret et handelsunderskud på 25.000 milliarder dollars. Eller mere end ti oliefonde.

USA har betalt for underskuddet ved at trykke penge, så statsgælden nu har oversteget 36.000 milliarder dollars. Det nationale budget afvikles med et underskud på 2.000 mia. dollars om året. Intet land kan leve med en sådan ødselhed.

Demokraternes opskrift er at lade humlen flyve. Deres uansvarlighed er en af grundene til, at flere store virksomheder har henvendt sig til Trump og bedt om godt vejr.

Men gamle vaner er svære at slippe af med: En ny bog hedder The Lords of Easy Money. Folk med penge har høstet store belønninger på Wall Street, selv om almindelige mennesker ikke har kunnet få enderne til at mødes. Nemme penge er ikke noget, man siger nej til uden videre. Men Bidens politik har været så katastrofal, at det er svært at ignorere det faktum, at det var det, Steve Bannon har kaldt »styret tilbagegang«. Man bliver rig på en nations tilbagegang.

Trump vil skabe en ny velstand baseret på folks produktivitet. Han vil sænke skatterne og lade udlændinge betale for ulighederne. For amerikanerne giver det mening.

Trump vil have en velstand, der omfatter alle, ikke kun den øverste procent. Demokraterne beskattede almindelige mennesker. Trump vil gøre skattelettelser permanente. Det er derfor, han reducerer bureaukratiet.

Dette er Trumps økonomiske revolution. Hvis det lykkes for ham, vil det være en uimodståelig fristelse for europæerne, som er blevet narret på samme måde som Mellemamerika.

Støres elpolitik er en hån mod ordet socialdemokrati.

Disse fyre vil hellere have krig.

Det er rigtigt, at de udfordrer Rusland og Trump, men på en helt anden måde, end de selv tror. De har forblændet sig selv med deres egen moralske overlegenhed.

I dag er Kinas industrielle kapacitet tre gange så stor som USA’s. Under Anden Verdenskrig var det USA, der var i denne position, og det var det, der gjorde, at USA vandt krigen. Nu er det Kina, der har overtaget. USA er det eneste land, der har kapacitet til at tage konkurrencen op. Men så skal »huset« besættes, fra top til bund.

Europa er mest optaget af at rive Trump ned. Der er en vis konsekvens i det. De identificerede sig med Biden, som rev USA ned.

Det er ikke muligt at føre en mere selvdestruktiv politik.