Magtens forskydning fra demokratisk valgte institutioner til overnationale organer er en af vores tids mest ødelæggende udviklinger. Et snigende, bureaukratisk kup, hvor folkets vilje systematisk tilsidesættes af teknokrater i Bruxelles og Strasbourg.

Gennem årtier har vi langsomt, næsten ubemærket, set, hvordan beslutningskompetence er blevet flyttet fra folketing og nationale regeringer til fjerne bureaukratier og domstole, der ikke står direkte til ansvar over for vælgerne. Demokratiet er under likvidering af kræfter, der foragter nationale grænser og folkelig indflydelse.

Nationalstaten – demokratiets naturlige ramme – undergår nemlig et systematisk pres fra to stærke fronter: juridisk aktivisme og finansiel indblanding. I centrum står Menneskerettighedsdomstolen og EU-systemet.

Men der er heldigvis måde at bryde deres magt.

Muligheden for at bryde med Menneskerettighedskonventionen

Juraprofessor Mads Bryde Andersen har for nylig peget på en vej til at genvinde demokratisk kontrol med den juridiske aktivisme. Danmark kan lovligt opsige Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) for derefter at genindtræde med specifikke forbehold.

Det er en konkret handlemulighed baseret på konventionens egen tekst. Artikel 58 tillader opsigelse med seks måneders varsel, og artikel 57 giver udtrykkelig hjemmel til at tage forbehold for særskilte bestemmelser.

Hvorfor er dette nødvendigt?

Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg har gennem aktivistiske fortolkninger skabt en retspraksis, der forhindrer Danmark i at udvise kriminelle udlændinge. Disse fortolkninger har givet konventionen et indhold, som ingen kunne have forudset, da Danmark ratificerede den i 1953.

Domstolen har dermed kapret et politikområde, der bør tilhøre demokratisk valgte politikere, ikke fjerne dommere. Som Bryde Andersen formulerer det: ”Det har aldrig været meningen, at Europarådet skulle fratage medlemsstaterne demokratisk suverænitet, således som det reelt er sket på udlændingeområdet med domstolens fortolkninger.”

NGO’ernes forsøg på underminering af nationalstaterne gennem EU-støtte

Parallelt med denne juridiske magtovertagelse har Frank Furedi, direktør for den EU-kritiske tænketank MCC Brussels, afdækket en anden, mere skjult mekanisme. EU kanaliserer nemlig millioner af euro til NGO’er med det udtrykkelige formål at underminere nationale regeringer.

Civilsamfundet er noget af det fineste, vi har i vores demokratiske kultur. Man skulle derfor tro, at NGO’ere – der ifølge definitionen er civilsamfundsaktører – var udtryk for en sund, demokratiske kultur. Men de er blevet det modsatte. For rigtig mange NGO’ere er i dag blevet så ufolkelige og upopulære, at de kun kan overleve i kraft af støtte fra bureaukratier som EU.

Konkret har EU givet €41 millioner til NGO’er i Ungarn og €38 millioner i Polen gennem CERV-programmet. Det er ikke uskyldige midler til nødlidende, men propagandamidler til organisationer, der saboterer demokratisk valgte regeringer.

Furedi viser, at dette ”EU-NGO propagandakompleks” har spundet sit intrikate spindelvæv siden 1980’erne, hvor hensigten var at ”helbrede” østeuropæiske lande for deres ”tilbøjelighed til nationalisme” efter Sovjetunionens fald. Med andre ord: De EU-støttede NGO’ere er funderet på en bevidst strategi for at svække nationalstaten.

Konsekvensen er en parallel magtstruktur, der underminerer demokratisk beslutningstagning uden offentlig debat. Når EU-kommissionen finansierer aktører, der arbejder for at vælte nationalstatslige demokratier indefra, står vi med et fundamentalt demokratisk problem.

Der skal et chok til at genindføre demokratisk kontrol

Den juridiske erosion gennem domstolsaktivisme og den finansielle undergravning gennem NGO-støtte er to sider af samme mønt. Begge processer flytter magt væk fra folkevalgte forsamlinger til ikke-demokratiske institutioner. 

Måden at befri demokratiet fra dette dobbelte fangenskab er tosidet: Juridiske modtræk, som Bryde Andersens forslag om at genindtræde i EMRK med forbehold, og en beslutsom afskæring af den navlestreng af millioner af euro, der holder de anti-nationale NGO’er kunstigt i live.

Rundt om i Europa ser vi da også befolkninger, der i stigende grad afviser det skred, hvor beslutningskompetence er frarøvet de folkevalgte forsamlinger.

Men de europæiske ledere sidder fast i en ideologisk spændetrøje og har derfor brug for et chok som det, Vance gav dem i München. Ellers vil der aldrig sket noget. Mette Frederiksen indrømmer da også, at hun er enig med USA’s vicepræsident JD Vance om det katastrofale ved masseindvandring.

Bedre sent end aldrig, kan man sige. Men handling skal følge ord.

Af Kasper Støvring, ph.d., forfatter