USA befinder sig i en forfatningskamp, hvis lige ikke er set siden præsident Franklin Delano Roosevelts dyst med Højesteret, da han i 1930’erne prøvede at styrke den føderale centralmagt og implementere en række velfærdsprogrammer, som retten fandt forfatningsstridige.

Denne gang står kampen ikke – i hvert fald endnu ikke – mellem præsident Trump og Højesteret, men mellem præsidenten og en række aktivistiske og venstreorienterede føderale dommere på lavere niveau. Dem er der godt 600 af, og mange af dem har besluttet efter bedste evne at blokere for præsidentens eksekutive ordrer og øvrige tiltag. Det vil sige, at de mener at sidde inde med større beføjelser end præsidenten, som ifølge forfatningen har den udøvende magt.

Hidtil har Trump ikke foretaget sig noget, som han ikke gik til valg på, og som ikke ligger inden for rammen af hans beføjelser, men de tabende demokrater og deres allierede i diverse aktivistgrupper og NGO’er, accepterer ikke, at et flertal af vælgerne stemte republikansk. Og da de har tabt både Det Hvide Hus og begge Kongressens kamre, har de besluttet at gribe til deres foretrukne middel, nemlig ”lawfare”. Hvad de ikke har kunnet opnå på demokratisk vis, vil de nu gennemtvinge med hjælp fra venligtsindede dommere.

Stort set alt, hvad Trump-administrationen prøver at udrette, bliver mødt med retssager iværksat af aktivistgrupper, der finansieres af venstreekstreme og globalistiske plutokrater. Og gang på gang beslutter en eller anden dommer at spænde ben i form af såkaldte ”injunctions” – midlertidige ordrer om at præsidentens politik ikke kan implementeres. Mange af disse injunctions vil formentlig blive omstødt af føderale appeldomstole eller Højesteret, men det kan tage måneder og år, og i mellemtiden er Trump afskåret fra at gennemføre den politik, han lovede vælgerne.

Trump har indtil nu tilkendegivet, at han vil efterkomme dommernes befalinger, selv om han og hans justitsminister, Pam Bondi, betragter dem som forfatningsstridige. Andre iagttagere betegner situationen som et ”juridisk tyranni”.

Demokraterne og deres aktivistgrupper har det nemt. Når regeringen foretager sig noget, anlægger de sag i en retskreds, hvor de ved, at dommerne er på deres side, og hvor de kan være sikre på at få medhold.

Som illustration af fremgangsmåden kan man nævne sagen om den venezuelanske forbryder- og terrororganisation Tren de Aragua, som har tusinder af aktive i USA. Tren de Aragua består for en stor del af tidligere indsatte i venezuelanske fængsler, som har indgået en alliance med landets diktator, Nicolás Maduro, der har sendt dem til USA i den tydelige hensigt at fylde befolkningen med frygt, underminere lov og orden og svække amerikanernes tillid til statens myndigheder. Der er med andre ord tale om en krigshandling af en ny type beregnet på at tvinge USA i knæ.

Tren de Aragua beskæftiger sig med menneskesmugling, sexhandel med kvinder og børn, narkokriminalitet og ikke mindst mord – ofte udført på den mest bestialske vis. Ingen skal vove at komme terrororganisationen på tværs, for de ved, hvad der venter dem. Specielt ødelæggende er bandernes indsmugling af fentanyl, som årligt dræber op mod 100.000 amerikanere.

De venezuelanske banditter havde indtil for nyligt overtaget et helt lejlighedskompleks i Aurora i Colorado, hvor de afpressede og torterede de forsvarsløse beboere – lige indtil politiet efter ordre fra Trump arresterede 100 af ugerningsmændene.

Gennem Biden-administrationens fire år blev der ikke rørt en finger for at uskadeliggøre Maduros mordere og torturbødler. Det var simpelthen ikke noget, man talte om. Medierne var uinteresserede, og Bidens folk bedyrede, at grænsen til Mexico var sikker til trods for, at mindst 12 millioner fremmede fra alverdens lande – heriblandt terrorister, voldsmænd, mordere og narko- og kvindehandlere – frit kunne overskride grænsen, uden at myndighederne krummede et hår på deres hoveder.

Blandt Tren de Araguas mest kendte ofre er Laken Riley, der blev voldtaget og myrdet under en løbetur på Universty of Georgias grund, men hun er kun en blandt mange, der er faldet som ofre for Biden-administrationens kyniske og ryggesløse indvandringspolitik.

Tren de Aragua opererer parallelt med en anden latinamerikansk terrororganisation, MS-13, der også har skaffet sig fodfæste i adskillige af USA’s stater.

Ifølge Trumps grænse-”tsar”, Tom Homan, har diverse kriminelle netværker indsmuglet flere hundredtusinde børn, som myndighederne nu leder efter, men som frygtes at blive holdt som sexslaver eller billig arbejdskraft.

Det har Trump-administrationen besluttet at gøre noget ved, og for nogle dage siden satte myndighederne 238 bandemedlemmer på fly til El Salvador, hvis præsident, Nayib Bukele, har indvilget i at huse dem i et topsikret kæmpefængsel.

I den forbindelse har Trump påberåbt sig den autoritet han har ifølge den såkaldte Alien Enemies Act fra 1798, der tillader præsidenten at deportere ikke-statsborgere i en krigssituation.

Officielt er USA ikke i krig med Venezuela, men regeringen betegner Tren de Aragua som en fremmed terrororganisation, der omfattes af Alien Enemies Act, og USA’s højesteret har i en kendelse bestemt, at deportationer i medfør af loven ikke skal forelægges en domstol. Regeringen kan med andre ord pågribe medlemmer af terrorbanderne og smide dem ud.

Det er imidlertid faldet den berygtede og Trump-fjendtlige føderale dommer James E. Boasberg for brystet. Boasberg forlangte derfor, at flyene med de fremmede ugerningsmænd skulle vende om, mens de befandt sig uden for amerikansk luftrum, hvilket regeringen afviste. Dommeren har også forlangt adgang til tophemmelige flyplaner, hvilket Det Hvide Hus har nægtet at give ham.

Men det er blot ét blandt mange eksempler på domstolenes benspænd beregnet på at sabotere Trumps politiske program.

En anden dommer, Theodore Chuang, der er udpeget af tidligere præsident Barack Obama, har givet ordre til, at regeringen slår en streg over næsten alle de besparelser, som den har pålagt USA’s globale hjælpeorganisation, USAID. Elon Musk og hans medarbejdere i DOGE,

Departementet for Regeringseffektivitet, har afsløret omfattende spild og svindel med USAID’s bevillinger, men det påvirker ikke dommeren, som i øvrigt ikke har nogen bemyndigelse til at blande sig i USA’s udenrigspolitik, der forfatningsmæssigt føres af præsidenten. En anden dommer har forbudt regeringen at tilbageholde udgifter til bekæmpelse af ”klimaforandringer”. Dommer Ana Reyes, der er udpeget af Joe Biden, har beordret det amerikanske militær til fortsat at optage transkønnede i rækkerne, hvilket forsvarsminister Pete Hegseth havde sat en stopper for.

Og sådan går det stort set, hver gang Trump-administrationen foretager sig noget. Demokraterne og Den Dybe Stat, som partiet er frontorganisation for, finder en dommer, som de ved vil blokere alt, hvad Trump prøver at udrette.

Der er tale om politisk motiveret aktivisme. Det er således opgjort, at 67 pct. af alle injunctions i indeværende århundrede har rettet sig mod mod Trump i hans første periode som præsident, og at 92 pct. blev udstedt dommere udpeget af demokraterne.

Det er højst usikkert, hvordan Højesteret vil forholde sig. Noget tyder på, at rettens formand, John Roberts, sympatiserer med de aktivistiske dommere.

Som en anonym kommentator bemærker i den indflydelsesrige publikation The Federalist, befinder USA sig i en helt ny situation, hvor Trumps fjender har besluttet at bruge domstolene til at forhindre ham i at virkeliggøre den politik, han vandt valget på. Og slår det juridiske tyranni ikke til, har de andre metoder. Således har højesteretsdommer Amy Coney Barretts søster været udsat for en bombetrussel, og der har været forsøg på at dræbe højesteretsdommer Brett Kavanaugh.

Hvad kan Trump-administrationen gøre i en situation, hvor de føderale domstole har tiltaget sig en magt, som de aldeles ikke har ifølge forfatningen? De føderale domstole er ikke omtalt i forfatningen, ifølge hvilken USA styres af tre ligeberettigede autoriteter: Kongressen, præsidenten og Højesteret. De lavere domstole er skabt af Kongressen, som derfor kan regulere eller afskaffe dem.

Uanset hvad, er USA’s situation uholdbar.

Landet har været der før. Franklin Delano Roosevelt var parat til at trodse domstolsafgørelser, der truede med at sænke landet ned i en dybere økonomisk depression. Og før ham sagde Abraham Lincoln: ”Hvis regeringens politik … uigenkaldeligt skal bestemmes af Højesteret … er folket ophørt med at styre sig selv.”

The Federalists kommentator holder med Lincoln og Roosevelt og opfordrer regeringen til at ignorere domstolenes åbenlyst politisk motiverede afgørelser.

Som han skriver: ”Send et andet fly med Tren de Aragua-medlemmer og sig til Boasberg, at han kan prøve at stoppe det. Hvis sagen overgår til Højesteret, og dens afgørelse går regeringen imod, så ignorer Højesteret. Send en andet fly, og lad Højesteret prøve at standse det. Lad dem implementere deres egen afgørelse.”