Kan hele verden tage fejl? Inversion og projektion som politisk værktøj

De, der kalder ondt for godt og godt for ondt, som gør mørke til lys og lys til mørke, som gør bittert til sødt og sødt til bittert</span class=”Apple-converted-space”> Isaja 5:20

Mens verden i spænding så til, mens USA mobiliserede og optrappede sin militære styrke forud for den anden Golfkrig i 2002, havde FN travlt med at henlede opmærksomheden på Israel. Det blev bydende nødvendigt ikke at miste fokus på den virkelige hindring for fred i verden. Påstanden om “ulovlig besættelse af palæstinensiske områder” blev gentaget som et litani, og FN’s generalsekretær, Kofi Annan, blev sendt i medierne med følgende præcisering: “Hele verden kræver, at Israel trækker sig tilbage. Jeg tror ikke, at hele verden, inklusive vennerne af Israels folk og regering, kan tage fejl.”

Norge var også hurtig til at flytte hovedfokus til Israels forsvarskamp mod terror og selvmordsbombere, hvis handlinger skabte en krise blandt Israels civilbefolkning. FN’s daværende vicegeneralsekretær for Mellemøsten, Terje Rød-Larsen, slog tonen an på Dagsrevyen med sin hysteriske rapport fra Jenin om en massakre, der sidenhen beviste sig aldrig at have fundet sted. Opgaven var at indprente folk et billede af Israel som en ondskabsfuld krigsforbryder, hvis tilstedeværelse i deres eget land er en hindring for fred, som det så ofte blev sagt senere fra Stortingets talerstol.

Det er måske naturligt for FN-ledelsen at bruge “hele verden” til at understøtte deres holdninger, når de dagligt interagerer med repræsentanter for hele verden, som er samlet i FN-salen. Forsøgene på at delegitimere den jødiske stats ret til at eksistere fortsætter med løgne og falske beskyldninger som det foretrukne middel. Sådanne udbrud fra FN’s “verden” forekommer regelmæssigt og udspringer som regel af Israels forsøg på at bruge tilgængelig magt til at forhindre terrorangreb mod dets civilsamfund.

Et eksempel, som mange stadig husker, er den israelske flådes afvisning af det tyrkiske skib “Mavi Marmara”, som lastet med bevæbnede terrorister forsøgte at bryde den helt lovlige og nødvendige våbenblokade af Gazastriben. Hændelsen blev mødt med stærke protester og fordømmelse, især fra europæiske regeringer, organisationer og medier. Reaktionerne fra EU og FN stod i skarp kontrast til deres fortielse af brutale menneskerettighedskrænkelser i lande som Libyen, Iran, Tyrkiet, Kina og Rusland. Når det gjaldt Israel, kom fordømmelserne derimod uden forsinkelse eller forbehold. Det skete og fortsætter med at ske forudsigeligt og automatisk.

Det, vi er vidne til, er en adfærd, der af mange er blevet karakteriseret som en inversion af virkeligheden. Den automatiske anti-israelske reaktion, vi observerer, hver gang den jødiske stat forsvarer sig mod angreb, er blevet illustreret som en bekræftelse på, at europæerne aldrig vil tilgive Israel for Auschwitz. Dette fænomen med at vende virkeligheden på hovedet er blevet belyst af forfattere som Henryk Broder, og har også en baggrund i den tyske nobelprisvindende forfatter Günther Grass, der trods sin unge tjeneste i Waffen SS ikke var fremmed for at være kritisk over for Israels kamp for sin eksistens.

Hvor de europæiske antisemitters årtusindlange historie har fremprovokeret en vis reaktion og forsigtighed i fremstillingen af dem, finder vi ingen lignende tilbageholdenhed hos den jødiske stats arabiske naboer. De lægger ikke skjul på formålet med deres kamp mod Israel: Jøder har ingen ret til at leve! Det er det, der er på spil i sagen om den arabiske aktivist Mahmoud Khalil, som er blevet arresteret i USA for sin deltagelse i de antisemitiske demonstrationer på Columbia University i New York. Der mobiliseres internationale kræfter for at forhindre de amerikanske myndigheder i at sende ham tilbage, hvor han kom fra. Hans mål er nemlig ikke kun at udslette Israel og jøderne, men også at give Amerika tilbage til indianerne.

Inversion af både sandhed og virkelighed i den endeløse bestræbelse på at gøre en ende på det jødiske folks eksistens er ikke et nyt fænomen. Som værktøj er det blevet brugt gennem hele historien. Vi kan spore denne ondskab tilbage til faraonernes tid. Når et regime stod over for et problem, der skabte utilfredshed blandt folket, projicerede det simpelthen sine egne fejl og mangler over på jøderne. Ved at give jøderne skylden og organisere en pogrom kunne magthaverne nyde freden lidt længere. De, der led – jøderne, der blev fordrevet fra deres hjemland af europæerne og levede i slaveri – havde ingen rettigheder. Bemærkelsesværdigt nok virker denne metode stadig, ikke bare i tilbagestående udviklingslande, men midt i den vestlige civilisations mest avancerede samfund.

Da jødehadet er så veletableret i verden og har den årsag og virkning, det har, kan vi ikke forvente, at forsøg på at udrydde antisemitisme vil lykkes på samfundsniveau. Det ville kræve politisk lederskab i de inficerede dele af verden med mod, indsigt og rygrad til at tage kampen op både mod folkelig overtro og manglende viden og mod mediernes kyniske udnyttelse af dette. Vi ser ingen tegn på en sådan udvikling på denne side af Atlanten.

Af Per Antonsen

Køb “Den usynlige energikrig. Fra Kennedy-mordet til Nord Stream-sabotagen” af Alf R. Jacobsen her!