”Vi skal bombe Moskva! Jeg fatter ikke, hvorfor USA ikke vil gøre det. Jeg er Churchill, Trump er Chamberlain, og Putin er Hitler, og han holder kun op med at erobre Østeuropa, hvis vi bomber Rusland!”

Sådan lyder skrivebordskrigeres bragesnak, når man argumenterer for besindelse i Ukrainekrigen. Diplomatiets kunst synes forduftet. Også hos vores ledere. Men hvor den amerikanske regering bevæger sig mod mere diplomati i form af samtale med Rusland, kan man spørge: Gør europæerne bevægelsen med?

Danmarks statsminister Mette Frederiksen har erklæret, at vi skal blæse på russernes røde linjer og levere våben til Ukraine, der kan ramme dybt ind på russisk territorium. Et skæbnesvangert solonummer, der har udløst direkte trusler mod Danmark fra Rusland.

Danmark er et af NATO’s svageste led og samtidig et af de lande, der går forrest i eskaleringen. Ifølge Forsvarets Efterretningstjeneste har vores omfattende støtte til Ukraine netop gjort os til et prioriteret mål for russisk sabotage, spionage og hybride trusler (se fx side 42 i FE’s rapport  ).

Manglen på diplomati under Ukrainekrigen

Under hele Ukrainekrigen er diplomatiet blevet afvist, og militære løsninger stod tilbage som de eneste reelle overvejelser. 

Vesten lovede Ukraine et NATO-medlemskab i 2008. Første fejl. Så afstod Vesten fra at afsøge reelle forhandlingsmulighed før krigen. Anden fejl. Så invaderede Rusland Ukraine. Ukrainerne kæmpede modigt og dygtigt og fik en åbning for forhandling i april 2022. Den blev lukket. Tredje fejl. Så gik det godt for ukrainerne indtil november 2022, hvor den øverste militære rådgiver for Biden, general Mark Milley, opfordrede til forhandling. Men man lukkede munden på ham. Fjerde fejl.

Det er vel at mærke ikke givet, at der kunne laves en aftale om fred i disse tilfælde. Men fejlen var ikke bare, at Vesten helt undlod at afsøge muligheden, nej, man fordømte også dem, der foreslog det. Det var direkte umoralsk, mente ledere og meningsdannere.

Afvisningen af dialog blev solgt til offentligheden som et moralsk valg. At tale med Rusland blev anset for at legitimere Putin. EU’s udenrigschefer erklærede, at krigen ville blive løst på slagmarken, og at Putin er en krigsforbryder, man overhovedet ikke skal tale med.

Da Scholz ringede til Putin efter Trumps valgsejr, blev det straks set som en underminering af den diplomatiske isolation af Rusland – en isolation, der skulle tvinge Rusland til eftergivenhed, ikke skabe dialog.

Ukrainekrigen er i vid udstrækning resultatet af en kollapsende europæisk sikkerhedsarkitektur. Diplomati var engang et uundværligt redskab til at afbøde sikkerhedsrivalisering mellem modstandere og sikre gensidig forståelse og kompromis.

Efter den kolde krig blev diplomatiet i stedet et instrument til at universalisere vestlige, liberale værdier og om nødvendigt presse andre stater til at overtage dem. Diplomati som et belønnings- og straffesystem.

I en verden med flere magtcentre kan vi imidlertid ikke længere diktere, men må forhandle.

Har vi intet lært af de fejlslagne krige i Irak og Afghanistan? Det blinde overmod, født af Murens fald og en følelse af usårlighed, drev os hovedkulds ind i disse fatale krige. Og nu gentager historien sig i Ukraine, men denne gang med risiko for en direkte konfrontation med en atombevæbnet stormagt.

Diplomatiets kunst

I den euforiske periode efter Sovjetunionens opløsning blev Vesten så stærk, at vi ikke længere behøvede diplomatiet. Men den tid er slut nu. Vi må genoplive statsmandskunsten fra den kolde krig og lære af diplomater som Kennan, Kissinger og James Baker.

Særligt præsident George H.W. Bush – ja, Bush senior!, denne undervurderede diplomatiske mester – viste os en anden vej. Han repræsenterer den glemte kunstart: Den kloge statsmand.

Da Sovjetunionen kollapsede, udviste han ikke triumferende hovmod eller aggression, men tålmodig besindighed. Han undgik omhyggeligt at ydmyge en falden stormagt og skabte i stedet rum for en fredelig overgang i en af verdenshistoriens farligste perioder. Han byggede bro mellem øst og vest gennem strategisk tilbageholdenhed og koalitionsopbygning.

Under den første Golfkrig samlede Bush en bred global alliance. Krigen tvang Irak ud af Kuwait. Men Bush undlod klogelig at rykke videre mod Baghdad efter Saddam Husseins nederlag. Bush forstod kompleksiteten i international politik, nemlig, at sejr ikke blot måles i erobrede territorier, men i langsigtede stabilitetshensyn.

Bush havde mange kritikere blandt krigshøgene i det republikanske parti. De mente, han skulle slå hårdt mod russerne og fjerne Saddam fra magten i Irak. Men historien har dømt til Bushs fordel. Det er en lektie, vores nutidige europæiske ledere og meningsdannere burde tage til efterretning.

Dagens skillevej

I dag står vi ved en skillevej. Valget mellem eskalationens blinde dødedans eller det kloge diplomatis kunst er et valg mellem overlevelse og katastrofe. For Ukraine og for Europa.

Vores ledere må genopfinde diplomatiets kunst.

Af Kasper Støvring, ph.d., forfatter