“Eller hvilken konge vil gå i krig mod en anden konge uden først at sætte sig ned og overveje, om han med ti tusind mand kan møde ham, der kommer imod ham med tyve tusind? Hvis ikke, sender han sendebud, mens den anden stadig er langt væk, for at bede om fred.”

Luk 14:31-32

Der er sket noget med mange kristne i Norge. Vi hører oftere og oftere, at det er en kristen pligt at hjælpe Ukraine til en retfærdig sejr, selv om det betyder krig med Rusland. En realpolitisk tilgang til international politik opfattes som et knæfald for destruktive regimer. Troen på gode værdier holdes op som idealet, men i modsætning til tidligere er nutidens idealister klar til en storkrig. Troen på forhandling er væk.

Jesus havde ikke internationale konflikter i tankerne, da han fortalte lignelsen om, hvordan en klog konge vurderer sin modstander, før han går i krig. Udgangspunktet for lignelsen var, at Jesus ville have folk til at forstå, at det at følge ham ikke er en impulsiv beslutning, men en vej, der kræver refleksion, dedikation og opofrelse. Lignelsen udfordrer os til at spørge os selv: Er vi villige til at betale prisen for at være Jesu disciple? Lignelsen viser også, at Jesus forholder sig til os som rationelle væsener: Vi må ikke glemme fornuften, heller ikke i politik og konflikter. Jesu spørgsmål kan derfor også rettes til vores politikere: Er de villige til at betale prisen for deres engagement i Ukraine?

Thomas Aquinas (1225-1274) kommenterede denne konflikt på følgende måde: Tro og fornuft kommer fra den samme Gud og kan derfor ikke være i reel konflikt. Mens den kendte teolog R.C. Sproul (1939-2017) ofte sagde: “Det, der er i modstrid med fornuften, er også i modstrid med troen.”

.

Men vi kan ikke stole på Putin, siger Europas ledere, som er villige til at bruge store summer på at opruste og give Ukraine mulighed for det, de kalder en retfærdig fred.

Det er ikke svært at blive enige om, at Ruslands angreb på Ukraine er en overtrædelse af international lov og et angreb på landet. Men i international politik kommer vi ikke langt med at basere os på, hvordan vi synes, verden burde være. Vi er nødt til at tage hensyn til, hvordan den faktisk er, og international politik er dybest set et anarki. Men i dette anarki må vi kristne også handle. Vi har vores kristne etik med os, men vi er nødt til at anerkende andre landes regimer.

Der er med andre ord ingen overordnet myndighed, der kan sikre, at aftaler overholdes, og at de forskellige aktører opfører sig, som de har lovet. Alligevel er verden præget af orden, og årsagen er aktørernes rationalitet. Alle handler på en sådan måde, at de maksimerer deres egeninteresse, og derfor bliver aftaler, der er værd at overholde, overholdt. Det handler ikke om at stole på statslederne, men om at indgå aftaler, som alle parter finder det rimeligt at overholde.

USA indgik en aftale med Sovjetunionen efter Cubakrisen, selv om Khrusjtjov, den sovjetiske leder, havde invaderet Ungarn i 1956 og brutalt knust håbet om frihed. Ikke desto mindre valgte USA at forhandle. USA havde en realpolitisk tilgang og vidste, at de var nødt til at nå frem til en gensidigt fordelagtig aftale, selv om Sovjetunionen var aggressoren. På den måde afværgede de en tredje verdenskrig.

Så siger mange, at Ukraine skal have en retfærdig fred, og at Rusland ikke må belønnes for sin brug af vold. Det er svært at vide, hvad de mener med det, og fortiden fortæller i høj grad en historie om magtens betydning. Efter Anden Verdenskrig blev Europas fremtid formet af sejrherrerne, USA, Storbritannien og Sovjetunionen. Hverken Finland eller andre lande i Østeuropa oplevede, hvad vi kunne kalde en retfærdig fred. De baltiske stater blev invaderet af Sovjetunionen, og Finland mistede store områder til Sovjet, som angreb dem i 1939. Sådan kan vi blive ved. Skal vi bede dem om at blive ved med at kæmpe? Man kommer ikke uden om magtens realiteter, og international politik er ikke en søndagsskole, hvor vi møder vores modstandere med krav om næstekærlighed og retfærdighed.

Men nu kræver vores ledere, at vi bygger på idealisme og afviser realpolitik, fordi det opfattes som en accept af det onde. Det slår mig, at motivet måske også er et andet: Det er sværere at fremhæve sine moralske kvaliteter i en realpolitisk debat end i en debat, der er domineret af idealpolitik. De mener, at vi bør opføre os, som vi synes, verden bør være. Det oplevede vi for eksempel, da Norge bombede Libyen i 2011. Vores bomber, som dræbte uskyldige civile, var gode, fordi vores hensigt var at beskytte civile og deres menneskerettigheder.

De, der går ind for en realpolitisk tilgang, påpeger, at vi er nødt til at forholde os til verden, som den er. Det betyder ikke, at vi i 1940 skulle have bøjet os for Hitler. Det handler om, hvad vores mål var, og hvad vi anså for at være den bedste strategi for at nå dertil. Danmark indså, at de ikke havde nogen chance for at kæmpe. For dem gav det mest mening at overgive sig. Vi fortsatte kampen. Begge beslutninger var et resultat af realpolitik. Det interessante er, at det var Arbejderpartiets idealisme, deres pacifisme og “det knækkede geværs politik”, der gjorde det nemt for Tyskland at fange os. Samtidig var det vores realpolitiske tilgang, der understøttede opførelsen af Oscarsborg Fæstning, en fæstning, der forsinkede den tyske invasion, så vi kunne kæmpe videre.

En realpolitisk tilgang betyder ikke, at vi belønner aggressoren, men at vi overvejer, hvilke handlinger der vil føre til det bedste resultat. Vesten kunne have reageret ved at gå i krig mod Sovjetunionen efter deres angreb på Ungarn i 1956 og Tjekkoslovakiet i 1968, men valgte ikke at gøre det. Var det umoralsk af USA, og belønnede de en aggressor?

Et andet spørgsmål er, hvad Ukraines befolkning ønsker. Forskeren Volodymyr Ishchenko sagde til avisen Klassekampen den 11. marts, at flere og flere mennesker ikke ønsker at dø for en stat, der ikke giver dem noget, og ønsker at afslutte krigen, samtidig med at de er villige til at afgive land for fred. Samtidig er Ukraine under pres fra Vesten for at mobilisere unge under 25 år. Men er det moralsk rigtigt af Europa at tvinge Ukraine til at fortsætte krigen, fordi vi ikke kan lide Putins politik? I tre år har Vestens svar på Ukraine været, at våben og sanktioner mod Rusland er den eneste vej til fred; ingen har peget på forhandlinger. Budskabet har hele tiden været, at Ukraine skal vinde, ellers kan Europa også blive ramt. Men Ukraine vinder ikke, og tragisk nok tyder alt på, at landets forhandlingsposition også svækkes.

Donald Trump har en anden tilgang til konflikten end sin forgænger Joe Biden og Europa. Han er klar over, at han ønsker fred nu, samtidig med at han advarer mod en optrapning af krigen, der kan føre til en tredje verdenskrig. Det bliver han stærkt kritiseret for i Europa. Europa ønsker at fortsætte krigen, men synes ikke at indse, at det er umuligt uden USA’s støtte.
<“Salige er de fredsskabende, for de skal kaldes Guds børn,” sagde Jesus i bjergprædikenen, men det er ikke nok for nutidens idealister. De synes at være villige til at acceptere krig med Rusland frem for en såkaldt uretfærdig fred med Putin.

Heldigvis opfatter USA en storkrig som det værst tænkelige udfald, så vi bør ikke blive overraskede, hvis USA overvejer at trække sig ud af NATO for at forhindre, at konflikten eskalerer til en verdenskrig, som Europas ledere kan acceptere.

Det er skræmmende at opleve, hvor let mange mennesker forholder sig til lidelserne i denne krig. Det ideelle politiske standpunkt, kombineret med en ekstrem vilje til at bruge våben, er en irrationel tilgang til international politik og meget farlig. I det hele taget er det svært at se, hvordan denne irrationalitet kan forsvares på grundlag af kristen tro.