Mellemøsteksperterne reagerer voldsomt på Israels bombning af Gaza. Hanne Eggen Røislien siger til NRK, at “det internationale samfund vil sætte foden ned”. Hvilken fod? USA-eksperterne appellerer til den samme “højere myndighed”, som vil stoppe Trump. De tror på deres egen autoritet, men de er uden for magtens korridorer. Så hvad skal de sætte ind?

De har haft magten i gaderne, men det er også slut, i hvert fald i USA. Trump mener det alvorligt.</p

Det er værre i Vesteuropa. Nogen har sat et flere meter langt palæstinensisk flag op på hegnet ud mod Slottsparken i Oslo, overfor den israelske ambassade. To politimænd, som bevogter ambassaden, gør ingenting. Det er en dobbeltkommunikation, som siger noget om, hvor den norske stat står.

Vesteuropa forstår ikke det terræn, det bevæger sig i, og den retning, det tager.

Donorkonferencen for Syrien var et signal. Lige efter at tusindvis af civile er blevet massakreret, skaffer Europa milliarder til regimet.

NRK taler ustandseligt om Gaza. Mandag fik lægen fra Norwac lov til at vise sin dagbog fra Gaza i Dagsrevyen. Tirsdag var det bombningerne. NRK udvisker skellet mellem Hamas og civilbefolkningen. Ingen anden krig har fået en sådan dækning, og NRK og medierne forsøger ikke engang at skjule deres partiskhed.

De taler om de israelske bomber, men ikke om deres egne.

Russerne har mistet en million dræbte og lemlæstede soldater, siger de, men hvem dræbte dem? Tallet skal vise, at russerne lider så store tab, at drabene kun kan fortsætte. Med våben leveret af Vesten. Men denne sammenhæng – at det er vores dødbringende ildkraft – bliver aldrig understreget.

Vi kæmper den gode, retfærdige krig.

Det faktum, at tallene er mange gange højere end i Gaza, hvor Israel trods alt fører krig i et tæt befolket område, nævnes ikke.

Men propagandaen er tyndslidt. Vi formår at forbinde den store krig i Østen med den lille i Mellemøsten.

Det, der gør det endnu mere alvorligt, er, at Nato minus Trump ønsker krig med Rusland.

Derfor bliver fredsbestræbelserne talt ned.

Et hadefuldt revanchistisk Europa rejser sit hoved: Et, som vi troede var dødt i Berlin i april 1945.

Niels Lillelund er en af Danmarks mest begavede kommentatorer, senest på Jyllands-Posten. Når han kan få sig selv til at skrive, at USA er blevet overtaget af en bande, er der noget, der er gået helt galt. Lillelund er ikke Frank Rossavik.

Smerten kommer med erkendelsen af, at USA i øjeblikket er ved at blive overtaget af en bande kriminelle, som er optaget af at berige sig selv og ikke ret meget andet. Der var noget arketypisk over scenen på South Lawn: Mens markederne styrtdykker, priserne på æg stiger, og pensionerne udhules, holder The Donald en stor salgstale for Tesla. Lige der foran Det Hvide Hus. Manden har ingen anstændighed og ingen respekt for sit eget embede.

Kommentaren vidner om det, Olavus Norvegicus kalder tabet af realitetssans, som er et kendetegn ved totalitarisme. Når en begavet skribent som Niels Lillelund kan få sig selv til at skrive noget så svulstigt, ved man, at det ikke har noget med intelligens at gøre.

Det har med noget andet at gøre.

Det hænger sammen med, at norske jøder nu frygter indlæggelse og behandling på norske sundhedsinstitutioner.

Det er, som om fortidens mareridt gentager sig.