Jeg deltog forleden i Debatten, hvor jeg måtte gå i rette med en holdning, der for blot et år siden ville være utænkelig: At Danmark aktivt bør sende soldater i direkte konfrontation med russiske styrker.

Tænk over det et øjeblik. Så vidt har den krigsopviglende stemning udviklet sig – fra bekymring til krigsbegejstring på få måneder.

Det er et eksempel på frygtens politik – en retorik, der optrapper konflikter gennem overdrevne trusselsvurderinger, og som i sidste ende kan drive os mod en farlig eskalering. For de krigssimulationer, man spiller i Washington viser, at en direkte krig mellem NATO og Rusland med sandsynlighed vil udløse atomkrig.

Selv Rusland må håbe på “The American Pacifier” for at holde styr på europæerne. For russerne kan ikke være glade for, at der med Europas nye forsvarsstrategi nu sker en atomoprustning i deres baghave, fyldt med europæere der hader dem. Paradoksalt nok er det Rusland, der efterhånden må sætte deres lid til, at USA forbliver i Europa!

Frygtens politik er selvmodsigende

Jeg måtte også lægge øre til det synspunkt, at Rusland både er på sammenbruddets rand, men samtidig vil erobre det meste af Østeuropa.

Ja, du gættede rigtigt: Det hænger ikke sammen.

Alligevel fastholder frygtopviglerne den opskruede retorik med stadig større intensitet: En fredsaftale må forkastes, Rusland må nedkæmpes, for ellers underlægges vi et nyt russisk imperium.

Der findes frygtopviglere blandt både meningsdannere og politikere. Men hvor statsminister Mette Frederiksen styrer gennem frygt, giver meningsdannere os som regel bare et godt gys. Sagen er, at russerne truer os på flere måder, gennem cyberkrig, spionage og sabotage. Men det gjorde de også før Ukrainekrigen.

Så lad os bygge et stærkt forsvar, men holde hovedet koldt og se på kendsgerningerne.

Og de er, at Rusland knap nok kan holde den østlige del af Ukraine. Alligevel mener frygtopviglere, at Rusland vil invadere og besætte hele Ukraine eller et NATO-land, hvis befolkninger hader russerne endnu mere.

Den civile og væbnede modstand ville udgøre en formidabel klos om benet for enhver besættelsesmagt. Spørg bare supermagten USA, der blev slidt ned af tilbagestående stammekrigere i Afghanistan.

Ukraine er ved at tabe den nuværende nedslidningskrig

Kan russerne få et nyt Afghanistan? Kan Ukraine skabe en udmattelseskrig, der på sigt slider russerne ned og tvinger dem til tilbagetrækning?

Tre faktorer afgør en konventionel konflikt uden brug af atomvåben:

Vilje – parternes interne sammenhængskraft, lederskab, nationale identitet og motivation for sejr.  

Evne – kapaciteten til at levere effektiv våbenvirkning på slagmarken.

Masse – demografiske ressourcer og mobiliseringskapacitet.

Her taler konfliktens brutale matematik sit tydelige sprog: Selvom Ukraine har en marginal fordel med hensyn til vilje, står de svagere på både evne og masse. Ukraine vil derfor sandsynligvis blive hurtigere nedslidt end Rusland.

Russerne har altså en fordel i den nuværende situation med begrænset territorial ambition. Derfor har ukrainerne god grund til at søge en fredsaftale.

Men opviglerne, der frygter, at Rusland vil besætte hele Ukraine eller et NATO-land, har ikke megen troværdighed. For russerne ville møde markant modstand i en krig, der ville udvikle sig til den type guerillakrig, hvor vilje bliver den dominerende faktor over evne og masse.

Det ville neutralisere mange af Ruslands konventionelle fordele og skabe en Afghanistan-lignende situation, hvor selv en militær stormagt kan blive trukket ind i en langvarig, ressourcekrævende og potentielt uløselig konflikt.

Russerne ville ikke kunne magte en reel besættelse

For at understrege, hvor urealistisk frygtens retorik om et russisk erobringstog gennem Europa er, lad os gå i detaljer med, hvad en russisk besættelse af et andet land faktisk ville indebære.

At besætte et land er en yderst kompleks og ressourcekrævende opgave, der kræver en omfattende indsats på tværs af mange områder.

Militært set er det nødvendigt med en betydelig invasionsstyrke og en efterfølgende besættelsesstyrke (Rusland angreb Ukraine med 200.000, det tidobbelte er sandsynligvis nødvendigt), begge udstyret med avanceret udstyr og understøttet af en robust logistisk infrastruktur.

Kontrollen over et land afhænger af en velfungerende infrastruktur, herunder transport- og kommunikationsnetværk samt forsyningsbaser og medicinsk infrastruktur. En effektiv efterretningstjeneste er afgørende for at indsamle og analysere information om modstandsbevægelser og befolkningens holdning.

Etableringen af en loyal marionetregering og overtagelse af det administrative apparat er nødvendig for at styre landet, ligesom økonomisk kontrol over finansielle institutioner er vital. De økonomiske udgifter til besættelsen er enorme og omfatter både direkte besættelsesomkostninger og udgifter til ressourceudnyttelse og potentiel genopbygning.

Derudover kræves et omfattende propagandaapparat, sikkerhedsstyrker til at opretholde orden, samt kontrol over uddannelsessystemet og sundhedsvæsenet for at påvirke og styre befolkningen.

Frygtens politik må afvises

Alt i alt er en besættelse som at sluge et hulepindsvin, som John Mearsheimer sagde før krigen. En langvarig indsats, der involverer massive investeringer ikke kun militært, men også økonomisk, politisk og socialt for at opretholde kontrollen over det besatte område.

Skulle Rusland, der økonomisk er på niveau med Italien, og militært heller ikke er overbevisende, være i stand til det? Frygtopviglerne blæser i deres trompeter, men lyden er hul.

Frygtens politik må derfor tilbagevises som det, den er: Alarmisme uden hold i virkeligheden. I værste fald vil den drive os alle ud i en eskalering, der truer ikke blot Rusland og Ukraine, men hele Europa.

Af Kasper Støvring, ph.d., forfatter