Ukrainske militærlæger forsøger – forgæves – at redde livet på en soldat, der er blevet såret på slagmarken i Donetsk-regionen den 9. januar 2023. Foto: Evgeniy Maloletka / AP / NTB.

Både EU og europæiske lande uden for EU rasler nu med sablerne. Lige siden krigen i Ukraine startede, har de kastet benzin på bålet. De har provokeret Rusland og støttet Ukraine med våben og økonomiske ressourcer.

Vi befinder os nu i et kapløb mellem USA og Vesteuropa. USA ønsker at afslutte krigen, mens Europa ønsker at forlænge den. Det land, der er gået længst i sine intentioner om at placere ikke-ukrainske styrker på ukrainsk jord, er Storbritannien. Hvem kommer først i mål? Hvis USA vinder løbet, vil planerne om en »europæisk« hær i Ukraine gå i vasken. Det er EU’s store frygt, fordi det ikke vil afskrække Rusland tilstrækkeligt. Det kan man være enig eller uenig i. Personligt synes jeg, at enhver intention om at forlænge krigen er modbydelig, fordi ukrainske og russiske mænd dør på slagmarken hver eneste dag. Meget få europæiske politikere lader til at være interesserede.

Det er køn, jeg vil skrive om i dag. Hvis der var blevet dræbt lige så mange kvinder ved fronten, ville krigen have været slut for tre år siden. Den offentlige mening ville have krævet det. Det ville politikerne også. Men fordi de er mænd, accepteres nedslagtningen. Vi accepterer endda at nægte mænd at flygte fra Ukraine; at fratage dem deres grundlæggende menneskerettigheder. Mænd er det, man på engelsk kalder »disposable«.

Document er en konservativ avis og har derfor en konservativ læserskare. Konservative mennesker er ikke feminister. Men de er gynocentriske. Mænd skal ofre sig for kvinder, hvis det er nødvendigt. Vi taler om en »Titanic-feminisme« baseret på traditionelle værdier. Så længe der stadig dør en enkelt kvinde i krigen, fordi de er inden for rækkevidde af russiske granater, retfærdiggør det at sende tusindvis af mænd til kødhakkeren. Hver eneste dag.

Det er denne konservative ridderlighed, som den moderne feminisme udnytter og spiller på. Feminismen ved, at selv konservative mænd er imod mishandling af kvinder. Derfor har feminismen fået lov til at udfolde og udvikle sig med meget lidt modstand. Resultatet er woke-samfundet, som udspringer direkte af feminismen. Woke er feminisme på steroider, et monster, og det ville aldrig være opstået, hvis feminismen var blevet stoppet ved fødslen. Feministerne lavede et skaktræk ved at inddrage minoritetsmænd i kampen mod hvide mænd, så det kom til at ligne en racekrig snarere end en kønskrig. Men lad dig ikke narre. Woke er en forklædt kønskamp.

I Danmark (hvor jeg bor) havde dramaserien »Danmarks slaver« for nylig premiere. Denne store satsning fra DR (den danske pendant til NRK) handler om den danske slavehandel i Vestindien, da Danmark havde kolonier der.

Det er selvfølgelig helt i tråd med nutidens overfokusering på hudfarve og »hvid skyld«. Men ud over den åbenlyse racisme mod hvide har seerne bemærket de mandlige karakterer i serien. De er endimensionelle papfigurer. Enten onde, svage eller dumme. Kvinderne er de stærke, dem, der ser undertrykkelsen og uretfærdigheden klart og forsøger at kæmpe imod.

Seerne har også læst rulleteksterne. Kvinder har haft hovedroller i alle aspekter af produktionen. Mænd har været ansvarlige for de tekniske, underordnede aspekter. De har ikke haft magt over hverken instruktion eller manuskript. Alligevel kan vi roligt sige, at der slet ikke ville have været nogen tv-produktion, hvis ikke mændene havde bidraget med deres tekniske færdigheder.

Historien om »Danmarks slaver« er således en analog til nutidens vestlige samfund. Det er kvindernes fortælling, der gælder. Men det er mændene, der sørger for, at det kan ske, så længe de bliver ved med at støtte de bjælker, der kan bære kvindernes fortælling.

Vi ved nu, at venstrefløjen har været en katastrofe for den vestlige civilisation. Det er muligt, at den ikke længere kan reddes og vil gå til grunde. I hvert fald i Europa. Venstrefløjen er domineret af kvinder. Andelen af kvinder/mænd, venstre/højre er ca. 60/40. Det betyder, at der er mange venstreorienterede mænd og også mange konservative kvinder. Alligevel er forskellen så stor, at hvis det kun var mænd, der havde den politiske magt, ville den vestlige livsstil sandsynligvis stadig leve i bedste velgående. Vi ville have minimal indvandring, minimalt klimahysteri, og vi ville heller ikke være vågne. Uanset om vi kan lide at indrømme det eller ej, er dagens politiske situation skabt af kvinder.

Ja, mange af skurkene er mænd; Klaus Schwab, Børge Brende, Espen Barth-Eide. Listen er lang.

Vi har også kvindelige skurke: Gro Harlem Brundtland, Erna Solberg, Ursula von der Leyen, Angela Merkel, Jacinda Ardern. Med andre ord har skurke med magt begge køn. Men hypotesen om, at »verden bliver et bedre sted med kvinder ved roret«, tror jeg godt, vi kan aflive.

På mikroniveau, nede på jorden, ser vi, at mænd har mistet rettigheder i takt med statsfeminismens fremmarch. Når vi ser kvinder og homoseksuelle græde af frygt for, at Trump vandt valget, og at de nu vil miste deres rettigheder, er der tale om særlige rettigheder. Med andre ord rettigheder, som ikke alle andre har. Men det er et overgreb at fratage dem særlige rettigheder og i stedet give dem reel ligestilling.

»Ligestilling« er betegnelsen for juridisk feminisme, dvs. hvor kvinders krav er blevet indarbejdet i lovgivningen, ofte på bekostning af mænd. I Danmark blev loven om samtykke indført for et par år siden. Der er allerede begået flere justitsmord på mænd, som ikke har kunnet forsvare sig mod kvinders påstande om manglende seksuelt samtykke. Fængslerne bliver fyldt med 19-årige drenge, som angiveligt ikke har været i stand til at »læse« signalerne fra kvinder på deres egen alder. Det er ikke længere et spørgsmål om »ja« eller »nej«, men om mænd med en overnaturlig evne til at »forstå«, hvad kvinder vil have, uanset hvad de rent faktisk siger. Naive tilhængere af loven tror, at den handler om at beskytte kvinder. Skeptikere forstår, at målet er at fylde fængslerne med mænd; at aflede så mange mænd som muligt fra deres liv og karriere. Når de gode mænd er af vejen, flyder kvinderne til tops. Loven har mange kritikere, både før og efter den blev indført, men kritikken falder for døve øren på grund af »statsfeminismen«. Kvindelige politikere har for meget magt til, at mænds rettigheder kan realiseres.

De samme kvindelige politikere har intet imod, at det kun er mænd, der gennemfører den obligatoriske militærtjeneste. I de fleste vestlige lande gælder værnepligten stadig kun for mænd. Men selv i lande med kvindelig værnepligt skånes kvinderne for det farlige frontlinjearbejde. De af os, der følger IDF’s (Israel Defence Forces) opdateringer, bemærker, at alle militære tab er mænd.

Mænd udnyttes groft i familiepolitikken. Kvinder opfordres til at forlade kernefamilien, og hvis de vælger at gøre det, får de økonomisk støtte fra staten betalt af skatteyderne. Fædre bliver malket af staten. Der er tilfælde, hvor mænd skal betale børnebidrag for børn, som ikke er deres. DNA-test af børn forhindres effektivt, formentlig fordi man ved, at en stor del af børnene ikke tilhører de mænd, der skal opdrage dem.

Mænd får sjældent forældremyndigheden over deres egne børn i tilfælde af skilsmisse. Mænd som omsorgspersoner dæmoniseres og skubbes ud i kulden. Nogle mener, at mænd ikke bør være alene med børn, ikke engang deres egne børn. Familieministeriet er domineret af kvindelige bureaukrater, som opretholder denne opfattelse og aktivt håndhæver den. »Mor er bedst, uanset hvad«.

Tre gange så mange mænd som kvinder tager deres eget liv, uden at det bliver problematiseret. Der må ikke være tale om, at mænd har et sværere liv end kvinder, for så mister kvinderne offerkortet.

Mænd dør tidligere end kvinder. Vi får at vide, at det er biologisk. Men det er ikke sandt. Indtil 1920’erne levede mænd og kvinder i Vesten i gennemsnit omtrent lige længe. Men så begyndte en enorm investering i kvinders sundhed, uden at mænds sundhed blev honoreret med en tilsvarende investering. De største fremskridt blev gjort inden for graviditetssundhed. Antallet af kvinder, der døde under graviditet og fødsel, faldt drastisk. Det er selvfølgelig glædeligt. Men husk, at det ikke er naturligt. Det ligger i naturen, at nogle kvinder dør som følge af fødsler. Det er med andre ord ikke en naturlov, at kvinder lever længere end mænd, selv om feminismen i dag skubber til fortællingen om, at kvinder er biologisk stærkere. »Den forventede levealder beviser det!« Men forskellen i forventet levealder er menneskeskabt. Vi bekymrer os simpelthen mindre om de områder, hvor mænds dødelighed er høj.

På trods af de skammeligt lave pensioner i det rige Norge koster kvinders fem ekstra leveår staten milliarder i pensionsomkostninger, som mænd ikke nyder godt af. Desuden betales kvinders pensioner hovedsageligt af mænd, som betaler langt mere i skat end kvinder. Hvis det havde været omvendt, ville man have indført lighed i udfaldet, dvs. at kvinder ville have fået udbetalt højere månedlige rater end mænd for at kompensere for den kortere forventede levealder. Det er faktisk ikke nogen dårlig idé. Mænd burde kræve det.

Jeg vil også gerne nævne frafaldsprocenten for drenge i skolen. Det bliver indirekte fremstillet som om, at drenge er dummere end piger, og at de har brug for »specialklasser«. Det faktum, at skolerne på alle niveauer er så feminiserede, nævnes nogle gange, men det problematiseres eller politiseres ikke. Det er accepteret og sandsynligvis ønsket, at pigerne dominerer på de videregående uddannelser. Det er trods alt et politisk erklæret ønske at få flere kvinder i ledelsen overalt. Så hvorfor skal drenge opfordres til at tage en uddannelse? Det er bedre at holde dem deprimerede og bedøvede med ADHD-medicin.

Jeg kunne blive ved, men artiklen ville blive for lang. Jeg vil gerne påpege, at kvinderne ikke alene er skyld i denne udvikling. Det er også mændenes skyld. Hele affæren er et glimrende eksempel på ordsproget »ondskaben blomstrer, når gode mænd sidder stille og lader den ske«. Mænd lader æreløse feministers krav gå forud for beskyttelsen af deres egne sønner.

Jeg vil slutte her med tekstens pointe. Hvis der er krig under opsejling, vil europæiske mænd pludselig være gode nok og vigtige igen, og politikerne vil bede dem om at deltage på slagmarken. Hvis de ikke reagerer på forslaget, kan de blive tvunget, og under alle omstændigheder blive gjort til skamme, til at deltage. For at sige det ligeud, så forventes det, at mænd rydder op i det rod, som kvinder har skabt.

Men skal mænd gå ind i en fysisk kamp for at bevare en civilisation, der på alle måder modarbejder og nedvurderer dem som mænd? Hvorfor skulle de det? Når der bliver fred igen, en fred, som mænd har skabt med deres liv, vil Vesten vende tilbage til det matriarkat, vi er blevet til.

Det er ikke Rusland, der er den største trussel mod mænd. Faktisk er det heller ikke islam. Det er den vestlige kultur i sin nuværende form, som europæiske mænd snart kan blive bedt om at ofre deres liv for. Måske skulle de bare lade den kultur gå til grunde?