Ifølge Mette Frederiksen er fred i Ukraine måske værre end fortsat krig, hvilket har givet professor Jeffrey Sachs fra Columbia University og en ofte citeret ekspert i international politik anledning til hvasse kommentarer. Han mener kort og godt ikke, at den danske statsminister er vel forvaret, hvilket fremgår af det nylige interview, som jeg linker til.
Jeg er langt fra altid enig med Sachs, men kan i store træk følge hans redegørelse for Ukraine-krigens udspring, og hvad han mener om den aktuelle situation.
Siden 2008 har de fleste europæiske regeringer stort set fulgt amerikanske anvisninger, som er gået ud på ikke at tale med Rusland. Kort efter Putins ”specielle militære operation” i februar 2022 var Ukraine og Rusland godt på vej til at indgå en fredsaftale. Den blev imidlertid forpurret af USA og Storbritanniens Boris Johnson (som i parentes bemærket stadig tror, at Ukraine kan besejre Rusland).
Lige indtil Donald Trumps valgsejr den 5. november sidste år var det amerikansk – og dermed europæisk – politik at afholde sig fra diplomatiske forsøg på at komme til en forståelse med Putin. Man skulle ikke have noget med Rusland at gøre.
Med Trump i Det Hvide Hus står verden i en ny situation, idet den amerikanske præsident prøver at nå en diplomatisk løsning på en udsigtsløs krig. Og her har vi årsagen til de fleste europæiske lederes raseri. De føler pludselig, at USA har forrådt dem ved at opgive den hårde konfrontationskurs, som de selv hænger fast i.
Mette Frederiksen og hendes europæiske ligesindede har reageret ved at slå til lyd for Europas overgang til en krigsøkonomi, hvilket Jeffrey Sachs ikke har andet end hån tilovers for.
Som han påpeger, findes der ikke nogen EU-udenrigspolitik. De 27 medlemsstater fører hver deres, og kun uinformerede politikere og eksperter kan tro, at Europa vil kunne stille noget op mod den russiske militærmagt i en situation, hvor USA og Europa har vendt ryggen til hinanden.
Som Trump stadig understreger, har han imidlertid ikke til hensigt at forlade NATO eller opgive sit engagement i Europa, selv om flere europæiske ledere synes at tro det.
Sagen er i sin enkelhed, at USA er blevet fredspartiet, mens det meste af Europa er blevet krigspartiet.