Donald Trump er tydeligvis helt fikseret på at gå over i historien som en moderne Aleksander den Store, der endelig, efter mange års pause, atter udvider imperiets territorium. Efter de fantasifulde planer for Canada, Grønland og Panama-kanalen udpegede han for nylig, under et fælles pressemøde med Israels premierminister Benjamin Netanyahu, Gaza-striben som det seneste mål for sine ekspansionistiske ambitioner.

Men lad os være ærlige: idéen har ingen gang på jord. Det samme gælder forestillingen om permanent at fordrive hovedparten af palæstinenserne fra Gaza – en idé, der af åbenlyse årsager er helt uspiselig for både den arabiske verden og det internationale samfund. Allerede dagen efter måtte Trumps pressesekretær, Karoline Leavitt, da også trække i land ved at “præcisere,” at der kun var tale om en midlertidig udflytning, mens der skulle bygges luksushoteller langs Gazas middelhavskyst. Siden har Trump selv givet modstridende meldinger, men kongstanken er tilsyneladende, at præsidentens tilbud bliver så uimodståeligt, at gazanerne simpelthen selv vil have lyst til at flytte.

Selvom Netanyahu helt tydeligt var lige så overrasket over Trumps udmelding som resten af verden, så den drevne israelske leder hurtigt mulighederne. Netanyahu forstår selvfølgelig også, at en tvangsfordrivelse af Gazas befolkning er udelukket (hvor fristende sådan en tanke end måtte være for nogle israelere), så han insisterede i et interview med Fox News få dage senere på, at enhver palæstinensisk emigration fra Gaza skulle være både frivillig og midlertidig – dog med den klausul, at tilbagekomst kun kunne ske for palæstinensere, som var villige til eksplicit at tage afstand fra terrorisme.

Netanyahu havde samtidig en legitim pointe, da han i interviewet påpegede det internationale samfunds hykleri ved i årevis at have kaldt Gaza for “verdens største friluftsfængsel,” mens det i realiteten er samme internationale samfund, som forhindrer befolkningen i at forlade Gaza. “Hvorfor holder I dem i fængsel?,” spurgte han retorisk.

Svaret er selvfølgelig, at der er særdeles stærke politiske kræfter i den arabiske verden og internationalt, som modsætter sig enhver snak om palæstinensisk emigration. Havde man palæstinensernes tarv for øje, kunne man skæve til en meningsmåling, der viser, at 31% af alle indbyggere i Gaza (og 44% af unge voksne) allerede inden krigen, som Hamas indledte i oktober 2023, havde et ønske om at udvandre fra Gaza, hvis de fik muligheden. Der er næppe tvivl om, at mange af dem ville kunne opnå en bedre tilværelse andetsteds.

Men det handler overhovedet ikke om palæstinenserne. Det handler om den palæstinensiske sag. Palæstinenserne skal for enhver pris blive i Gaza, hvor de tjener et langt højere formål end deres egen trivsel. De er brikker i et spil, hvis endemål er afviklingen af den jødiske stat.

Det er præcis derfor, det nu endeligt miskrediterede FN-agentur, UNRWA, gennem 75 år, i samarbejde med de palæstinensiske ledere og andre arabiske despoter, har insisteret på at holde et par millioner efterkommere af flygtninge fra det, der i dag er Israel, i flygtningelejre i Gaza og på Vestbredden – altså i Palæstina – i stedet for at skaffe dem permanente boliger her.

Krigsforbrydelse at fastholde civile i en krigszone

Det er også grunden til, at der var massiv arabisk og international modvilje imod at lade civile blive evakueret fra Gaza til Sinai-ørkenen, da krigen brød ud i oktober 2023. Og selvom Danmarks Radios mellemøstkorrespondent Nanna Muus Steffensen forleden bidrog til myten om, at det er Israel, der holder palæstinenserne fanget i Gaza, er det selvfølgelig ikke sandt. Det er jo heller ikke engang logisk. Hvorfor skulle Israel have noget imod, at palæstinensere forlod Gaza?

Var det sket ved krigens begyndelse, kunne man have sparet mange tusinde liv. Udover at have minimeret de civile tab (hvilket – tro det eller ej – også er en israelsk målsætning), ville det selvfølgelig have gjort den israelske hærs opgave med at nedkæmpe Hamas’ militære kapaciteter meget lettere. Derfor deltog Israel faktisk i oktober 2023 i forhandlinger om at få de civile til Sinai. Men den idé blev fluks skudt ned, både af Egypten og af det internationale samfund.

Egypten har flere grunde til af nægte at modtage palæstinensiske flygtninge: Dels er man bange for, at Israel ikke vil lade flygtningene komme tilbage efter krigens afslutning (belært af resultatet af krigen i 1948), og dels ønsker Egypten ikke at huse en masse palæstinensere, herunder islamistiske terrorister, som potentielt kunne destablilisere Egypten.

Men at Egyptens bevæggrunde til en vis grad er forståelige, ændrer ikke på det moralsk og juridisk tvivlsomme i, at man forhindrede civile i at forlade en krigszone, hvor man på forhånd vidste, at de ville blive brugt som menneskelige skjolde af Hamas. Man må formode, at der reelt var tale om et groft brud på krigens love. Ikke desto mindre var det Egyptens og det internationale samfunds beslutning, hvorfor Israel i løbet af krigen måtte iværksætte hidtil usete procedurer for at flytte flest muligt civile ud af de skiftende kampzoner (hvilket Israel ironisk nok også er blevet kritiseret for).

En realistisk løsning i sigte

Selvom der er rigeligt med grunde til, at Trumps Gaza-plan ikke kan føres ud i livet, kan den, som andre af hans “absurde” idéer, ende med at afstedkomme en positiv udvikling, derved, at andre aktører føler sig presset til at tage affære. Netop nu arbejdes der intenst fra arabisk side på udfærdigelsen af et alternativ til Trumps plan. Det var næppe ellers sket.

Og der lyder faktisk gode takter fra det arabiske topmøde i Riyadh, hvor Saudi-Arabien og Emiraterne blandt andet insisterer på en afvæbning af Hamas og udelukkelse af terrororganisationen fra den kommende proces. Det kunne tyde på, at der begynder at danne sig en form for konsensus mellem Israel, USA og de “moderate” arabiske lande om et fremtidigt afradikaliseret, demilitariseret Gaza. Det betyder også et Gaza, hvor befolkningen ikke længere hjernevaskes med antisemitisme og jihad i medier og offentlige institutioner, herunder de FN-styrede skoler.

Man skal dog ikke lade sig rive alt for meget med af den gode stemning blandt de internationale aktører. I sidste ende bliver det stadig Israel, som kommer til at stå som garant for en positiv udvikling i Gaza. Palæstinenserne vil antageligt forsøge at fastholde støtten til “modstanden,” den palæstinensiske eufemisme for terror, som trods alt udgør kernen i deres nationale identitet.

Heller ikke Trumps støtte kan Israel tage for givet. Den forfængelige og nærtagende præsident kunne blive pikeret over en forkert udtalelse fra Jerusalem og vende på en tallerken. Heldigvis har Netanyahu og Israel under Trumps forgænger allerede demonstreret, at man forstår at modstå et selv ganske hårdt pres fra Washington. Så det skal nok gå, også uanset hvad den utilregnelige præsident finder på.