Den store vinder ved søndagens tyske forbundsdagsvalg blev det indvandringskritiske Alternative für Deutschland under ledelse af Alice Weidel, der fordoblede sit stemmetal fra valget i 2021 og opnåede knapt 21 pct. af stemmerne og blev det næststørste parti efter det borgerlige CDU/CSU (28,5 pct). Det hidtil regerende socialdemokratiske parti indkasserede et alvorligt nederlag og måtte nøjes med 16,5 pct. mod 25,7 pct. ved valget i 2021.

Både CDU/CSU’s leder, Friedrich Merz, og Socialdemokratiets Olaf Scholz har skyndt sig at forsikre, at AfD ikke får nogen som helst indflydelse i den kommende forbundsdag, selvom partiet vandt 152 pladser.

De pæne partier erklærer, at de i fællesskab har skabt en ”brandmur”, der skal beskytte det tyske demokrati mod AfD, som de altså betragter som udemokratisk.

Brandmuren bliver sikkert ikke populær i de nye forbundslande i det tidligere DDR, hvor AfD blev det største parti. Her kom partiet ind på førstepladsen med hele 32 pct., men også i Vesttyskland vandt partiet frem og opnåede 18 pct.

Alice Weidel har reageret ved betegne de andre partiers afvisende holdning som udemokratisk og har fremsat den spådom, at anti-AfD-regeringen næppe vil holde valgperioden ud.

Uanset hvad, må man nok forvente, at de røster, der længe har ivret for at forbyde Weidels parti, vil forstumme. Regeringen vil næppe vove at fratage hver femte tysker deres demokratiske rettigheder.

Før valget proklamerede Friedrich Merz, som er sikker på at blive forbundskansler, at den nye regering måtte løse to store problemer, nemlig migrationen og økonomien. Hans begrundelse var den interessante, at Tyskland ellers ”definitivt” ville skride i retning af ”højreorienteret populisme”. Det var altså ikke, fordi det var godt for Tyskland, men fordi det kunne spænde ben for det forhadte Alternative für Deutschland.

Efter søndagens valg har Merz pludselig fået en ny prioritet. På valgnatten erklærede han: ”Min absolutte prioritet vil blive at styrke Europa så hurtigt som muligt, således at vi skridt for skridt virkelig kan opnå uafhængighed af USA.” Ifølge Merz er den amerikanske administration stort set ligeglad med Europa. Han forklarer dog ikke, hvad der så skulle motivere Donald Trumps regering til at arbejde for en fredsslutning i Ukraine.

Merz’s udtalelser tyder ikke på, at han længere betragter USA som en allieret. ”Ekstreme højrepartier er blevet stærke over hele Europa”, siger han. ”Vi ser Brexit. Vi ser, hvad der skete i USA.” Man kan altså slutte, at den kommende tyske regering betragter det flertal af amerikanerne, der stemte på Donald Trump, som tilhørende det ekstreme højre, hvilket sikkert vil blive noteret i Washington.
Da den tyske regering næppe kan gøre sig håb om at fjerne den amerikanske, er der lagt op til interessante konflikter mellem et tyskledet Europa og den tidligere amerikanske alliancepartner.