Talen af J.D. Vance i München var skelsættende og vil få betydning mange år fremover. Indholdet af talen er allerede blevet gengivet mange gange og ivrigt diskuteret. Men hvorfor var den historisk?

Det skyldes flere afgørende forhold.

Talen blev holdt kort efter, en asylansøger havde kørt sin bil ind i en menneskemængde. Så var scenen sat. Det var ikke primært truslen fra Rusland eller Kina, Vance advarede mod. Det var ikke engang terrorisme. Nej, det var den indre fjende: Europas egen elite, der har vendt ryggen til flertallet af europæerne og i stort tal lukket vores fjender ind i samfundet. Ingen kunne gemme sig, da Vance dissekerede det europæiske lederskabs svigt.

Ikke siden den kolde krig har en amerikansk topfigur talt så direkte til Europa om dets indre dæmoner. Men det skelsættende skyldes også det sted, Vance talte – på sikkerhedskonferencen i München, hvor kontinentets skæbne så ofte er blevet afgjort.

Timingen kunne heller ikke være mere prekær. Europa står militært svagere end længe, dybt afhængigt af amerikansk beskyttelse. Når Vance derfor peger fingre ad Europas ledere, kan de ikke bare feje kritikken af bordet. USA holder bogstaveligt talt hånden over det europæiske demokrati, og nu kræver amerikanerne, at det også opfører sig som et.

Anklagerne var præcise som kirurgiske snit. I Rumænien har regeringen netop annulleret et præsidentvalg på grund af påstået russisk misinformation. “Hvis jeres demokrati kan ødelægges af et par hundrede dollars reklamepenge fra et fremmed land, var det ikke særlig stærkt til at begynde med,” sagde Vance.

I Sverige dømmes kristne aktivister for at fornærme islam. I Storbritannien arresteres folk for at bede stille uden for abortklinikker. Sociale medier censureres under påskud af at bekæmpe “hadefuldt indhold”. Og når befolkningerne protesterer mod ukontrolleret masseindvandring, lukkes deres stemmer ude fra den demokratiske samtale.

Med talen huggede USA’s nye ledelse til ved roden af den liberale konsensus, der har domineret Europa siden Murens fald. Også det var epokegørende.

Vance udfordrede hele den liberale præmis: At et teknokratisk ekspertvælde ved bedre end almindelige borgere. At nationalstaten er forældet. Nej, manede Vance, demokrati handler om at lytte til folkets stemme, også når den er ubehagelig for eliten. Ironien var til at tage og føle på: Den samme elite, der engang kæmpede mod censur og undertrykkelse i Østblokken, bruger nu selv de samme metoder mod deres egne borgere.

Også retorisk var talen opsigtsvækkende.

Vance talte direkte til de europæiske folk hen over hovedet på deres ledere. Han nævnte navne, steder, konkrete skandaler. Derved opbyggede han et uafviseligt billede af et Europa, hvor eliten frygter sine egne borgere. “Hvis I er bange for jeres egne vælgere, er der intet Amerika kan gøre for jer.”

Konsekvenserne af denne tale vil rulle gennem Europa som en lavine ved de sydtyske bjerge.

For ved at give sin støtte til de nationalkonservative bevægelser, signalerer USA et fundamentalt skifte i magtbalancen. EU-eliten kan ikke længere regne med automatisk amerikansk opbakning til deres projekt. I stedet stilles der nu krav om en ideologisk kursændring: Tilbage til ægte demokrati, væk fra teknokratisk formynderi, domstolsstyre og underkastelse under konventioner som var de hellige tavler hugget ud i sten.

Endelig markerede talen af Vance et historisk vendepunkt i forholdet mellem USA og Europa.

For første gang siden den kolde krig taler en amerikansk topfigur om en indre fjende, der truer demokratiet. Og denne gang er det ikke kommunister eller fascister, men Europas egne liberale elite.

Den nærmeste fremtid vil vise, om Europas ledere forstod alvoren. Men én ting er sikkert: Efter denne tale kan ingen længere gemme sig. Europa har brug for et opgør med sin selvforskyldte stagnation.

Af Kasper Støvring, ph.d., forfatter