Hovederne på bloggen

Når jeg læser, hvad danske Trump-hadere skriver, indser jeg, at vi lever på forskellige planeter.
Jeg vil ikke nævne navne, for jeg har ikke lyst til at debattere med dem. Men det slår mig, at nogle af Trumps lokale kritikere, som tidligere forekom at være ved forstandens fulde brug, efter Trumps genvalg synes at være gået fra forstanden. Sådan går det, når hovedet er så fuldt af had, at der ikke er plads til kølig overvejelse.

Nogle af dem jamrer uden beviser over Trumps påståede forsøg på at opkaste sig til en enehersker, der vil undergrave retsstaten og demokratiet. Da Bidens demokratiske administration pudsede tusinder af FBI-agenter på skikkelige borgere, som ikke havde gjort andet end at opholde sig uden for Capitol, havde de ikke et ord at sige. Heller ikke, da Trump blev anklaget for at være russisk agent, eller da 51 tidligere efterretningsagenter påstod, at indholdet af Hunter Bidens computer var russisk disinformation, selv om FBI allerede vidste, at det ikke forholdt sig sådan.

Har de omtalt det mærkelige faktum, at Trumps hjem blev invaderet af talrige sværtbevæbnede FBI-agenter, fordi han i sin besiddelse havde dokumenter, som han havde ret til at have i sin egenskab af præsident? Har de omtalt det lige så mærkelige faktum, at Joe Bidens hjem og flere andre adresser ikke fik besøg af FBI, selv om han havde gemt papirer, som han IKKE havde lov til at have?

Synes de, det er underligt, at Trump er blevet anklaget for flere forbrydelser end Al Capone?
Har de bemærket, at demokratisk-ledede stater har udfoldet store bestræbelser på at undergrave og udvande stemmeretten ved at afvise krav om, at vælgerne skal legitimere sig?

Hvad ville de sige, hvis enhver bare kunne stemme ved danske valg – uden at nogen vidste, hvem de var?
Mit gæt er, at de ikke ville sige noget i forvisning om, at de ekstra ”vælgere” ville stemme på den venstrefløj, der brødføder dem.