Vi rejste til Andalusien, hvor muslimerne herskede i knap 800 år, uden at møde andet end ganske få tildækkede kvinder og meget få islamiske mænd. Men så – i Kastrup Lufthavn, ved odd-size-skranken – var de overalt. Islam breder sig mere og mere nordpå.

»Kommer der mere vand«, spurgte en herre med mellemøstlig accent.

Mere vand? Manden bag rattet på den lille transportvogn så forvirret ud.

»Ja, vi mangler stadig noget«, sagde den første. Det lød anklagende.

Chaufføren steg ned fra sin vogn og forklarede venligt, at de kufferter han kom med, kom fra forskellige fly. Så han vidste ikke noget om vand.

Scenen udspandt sig i Kastrup Lufthavn. Vi var hjemvendt fra vinterferie og stod nu og ventede på vores cykelkufferter ved odd size. Foran os stod en større gruppe udlændinge, tyrkere måske, 30-40 stykker, forældre, unge, børn. De talte et fremmed sprog, jeg ikke kunne afkode, og skilte sig ud ved ikke at ænse andre ventende. Mændene var iført kjortler og havde langt skæg, kvinderne havde sorte heldragter på og lignede ulykkesfugle.

Gruppen af fremmede stod tæt ved udleveringen og spærrede for andre rejsende, der var kommet for at hente ski, barnevogne, cykler m.m., og befandt sig tilsyneladende i en organisk boble. De emmede af fromhed, ære og skam, og jeg overvejede et kort øjeblik, om det mon var helligt vand, de havde medbragt fra Istanbul eller hvor de nu kom fra. Omkring 20 store, ens kasser med ulæseligee inskriptioner lå ved båndet, uafhentet.

Rundt om dem stod vi andre så, vi var færre, omkring 20 personer med skandinaviske træk. Jeg bemærkede, at flere af dem betragtede helligfranserne indgående, muligvis for at se, om der kunne etableres en slags menneskelig kontakt med disse fremmede, der formentlig ikke var tyrkiske turister, men lod til at være bosat i Danmark. Det kunne der ikke. Der var ingen forbindelse. Kvinderne så væk og henvendte sig kun til hinanden, det samme gjaldt mændene.

Da vores kufferter endelig dukkede op, bad jeg en af tyrkerne om plads til at kunne træde forbi gruppen. Uden held. Jeg trådte derfor op på båndet og over de mange uafhentede kasser med – vand? – for at hente vores to kufferter og løfte dem ned, mens jeg bumlede ind i flere. Jeg var ligeglad; de var ligeglade. Vi befandt os tydeligvis i to adskilte verdenen. To forskellige folk i en stat, ingen egentlig bryder sig om, et ingenmandsland, som vore lovgivere, virksomheder, meningsdannere og intellektuelle har skabt i løbet af de seneste 50 år: en stat med flere folk, fjerne og fremmede for hinanden.

Min familie og jeg var ugen forinden fløjet til Málaga for at se byen, hygge os og cykle i bjergene. Jeg vidste selvfølgelig, at Andalusien og andre regioner af den iberiske halvø var blevet erobret af muslimer i 700-tallet, som først blev smidt ud igen 800 år senere. Jeg vidste også, at forestillingen om det muslimske Andalusien – al-Andalus – som en multikulturel smeltedigel mellem muslimer, kristne og jøder var en fed myte frembragt af vesterlændinge, som mente det godt eller forsøgte at bilde os ind, at den kristne middelalder var mørk og barbarisk, indtil muslimerne kastede lidt lys over kontinentet. Du har sikkert hørt noget lignende i skolen eller tv. Men det er pure opspind.

Det majestætiske bymuseum i Málaga, som året rundt flankeres af palmer og et blåt Middelhav, konfirmerer de historiske kendsgerninger, idet museet formidler skiftende dynastiers, kaliffers og klaners islamisering af mennesker, kultur og økonomi i regionens langstrakte historie, fortalt gennem arkæologiske fund, levn, kilder og informative plancher.

Det sidste aspekt, dvs. økonomiske undertrykkelse, har længe været overset i den politisk korrekte forskning med speciale i at mytologisere muslimernes mildhed og færdigheder. Akademikere og journalister har skamløst kolporteret et skønmaleri, som hører hjemme i Hollywood, skønt det er foregået på offentligt betalte institutioner.

Sandheden er, at islam vandt frem ved sværdets magt i nærmest alle retninger fra den arabiske halvø i 600-tallet. Invasionen af Europa blev konsolideret ved hjælp af skatteinddrivelse fra befæstede byer som Málaga, Almería, Granada og Jáen i Andalusien. De heldigste kristne lykkedes med at flygte til Asturien og Galicien i nord, og Sevilla blev befriet i 1248. Men den massive islamiske ekspansion indebar en udbytningsøkonomi over for ikke-muslimer (dhimmier), som fik valget mellem henrettelse eller at blive andenrangsborgere, holdt i ave af en intellektuel klasse (ulama) af retslærde og imamer med reference til Muhammed.

Der var således tale om en klasse, der – modsat i kristne lande – ikke skelnede mellem civile og religiøse love. Islam var loven, loven var sharia.
Islam var religion med andre midler, dvs. jura og jihad. De fire største sharialovs-samlinger stammer ikke så overraskende fra denne militært succesfulde periode.

Ekspansionen skærpede den islamiske selvforståelse. Det forhold, at det islamiske Spanien grænsede op til kristenheden og bragte sig i konflikt med den, hærdede den retlige sharia i stedet for at føre til tolerance. Dermed blev islam i Europa ofte mere rigid end i Mellemøsten. Ligesom i dag.

Nogle af disse kendsgerninger dukkede op i mit baghoved, da junior og jeg cyklede rundt i det bjergrige landskab mellem Álora i vest og Vélez-Málaga i øst, men jeg slog dem hen og fik snart nok at gøre med at fokusere på tråd, gearing og højdemeter. Vi nød de øde strækninger, de skarpe kurver og bilisternes hensynsfuldhed. Et vidunderligt legeland lå åbent for vores atletiske øvelser. Op, ned, langs panoramiske plateauer, gennem gamle muslimske byer, som i dag er beboet af kristne spaniere. Her mødte vi kun venlighed, kolde drikke og god kaffe. Trætte og glade trillede vi ned til Málaga i 20 graders sol og varme og mødtes med resten af familien.

De to oplevelser i henholdsvis Andalusien og Kastrup Lufthavn kolliderer med hinanden. Vi rejste til Andalusien, hvor muslimerne herskede i knap 800 år, uden at møde andet end ganske få tildækkede kvinder og meget få skæggede, islamiske mænd. Men så – i Kastrup Lufthavn – var de overalt. Ironisk, nej, tragisk er det, at man for at føle sig fremmed blot skal tage til Amager – mens man kan føle sig hjemme i Andalusien.

Det skyldes, som en klog kvinde altid gentager over for mig, når jeg igen og igen kæmper med at forstå, hvordan denne sociale ulykke kunne ske, to gruppers aktive samvirke siden 1970’erne, særligt i de nordiske, tidligere så homogene lande.

Den ene er de selvgode humanister, der nedlagde landegrænser og i åbenhedens navn inviterede millioner af kulturfremmede migranter og klaner hertil.

Den anden gruppe er de virksomheder og industrialister, der så en egoistisk fordel i at importere billig arbejdskraft og i vækstens navn så fuldstændig stort på de sociale, kulturelle og kriminologiske konsekvenser.

Disse to gruppers politiske, ideologiske og institutionelle samvirke er den egentlige grund til, at indvandringskomplekset fik lov til at vokse i de nordiske lande, inklusive Tyskland, sådan at det nu er en regulær trussel mod vores børns og børnebørns fremtid. Som Thomas Mann skrev om sin egen bror Heinrich Mann for 100 år siden, så bevirker bevidstheden om at have »fremskridtet« på sin side en moralsk skråsikkerhed og selvfølelse, der ikke er langt fra forhærdelse.

Forhærdelsen lød så smuk. Den var camoufleret af litteratur, moral, kunst, videnskab, den var multikulturel, medmenneskelig, tolerant, den var rød, den var regnbuefarvet, den var progressiv, smuk.

Men den var – også – blind og forhærdet. Nu kommer så prisen. Tiltagende spænding, strid, kaos.

Vis mig dit lands lufthavn – og jeg skal fortælle dig, hvad der allerede sker.

Lufthavnen er samfundets udposning, den er fremtiden en miniature.

Vedholdende, blindt og forhærdet har vi drevet medmenneskeligheden så langt, at det er den – ikke dens modsætning – som ødelægger Europa indefra.