rapporterne om følgerne af islamisk  invasion  Pentagon-rapporten –

The Post en film fra 2017  (på Netflix)

  – The (Washington)- Post er Steven Spielbergs fortælling om en af de store whistleblowere i amerikansk historie: CIA-analytikeren Daniel Ellsbergs læk af de såkaldte Pentagon-dokumenter, der i 1971 afslørede skiftende regeringers løgne om Vietnamkrigen. –   Allerede i 1966 vidste man (MacNamara og andre), at krigen ikke kunne vindes, men alligevel blev man ved med at sende amerikanere i døden og brænde vietnamesiske landsbyer af. Var man bange for sandheden, for sit job og frygtede man at blive efterladt i mørket…uden bevillinger uden en plads i magtens centrum…?

Hvad gør man som journalist og avisejer, når man står med universets største historie, som dog er tophemmelig? Og når man samtidig ved, at præsidenten, sikkerhedsapparatet og aktionærerne kommer efter én, så man kan ende i fængsel og gå fallit? –  Filmen åbner med, at ejeren af Washington Post, Kay Graham, vågner badet i sved ved tanken om det børsprospekt, der skal sikre avisens eksistens. Under morgenmaden gennemgår hun med sin bestyrelsesformand den tale, der skal overbevise bankfolkene om, at journalistik er værd at investere i. – Til frokost møder hun sin chefredaktør, den senere legendariske Ben Bradlee. Spillet af Tom Hanks. Han er den kompromisløse journalist, mens hun er en famlende kvinde og tilfældig ejer af foretagendet, der gerne vil blande sig lidt i modestoffet.  Kort efter bringer den langt større avis, New York Times den sprængfarlige historie om regeringens fortielser. Præsident Nixon får rettens ord for, at de ikke må trykke statshemmeligheder. Men Bradlee finder kilden, Ellsberg, og transporterer kassen med Pentagon-dokumenterne hjem til sig selv, hvor datteren serverer limonade, mens journalisterne går i kødet på statshemmelighederne. Hun bliver presset af en bestyrelse fuld af mænd. Bradlee fremturer med sin etik, men som hans kone siger i en fremragende scene, kan han altid få et nyt job med sine smukke principper. Kay Graham kan tabe det hele. –  Hermed anbefalet!

Det er klart, at forskellene mellem Pentagon-rapporten og de daglige rapporter herhjemme fra politisk ukorrekte medier er større end lighederne. Fx var Vietnamkrigen en mere eller mindre traditionel krig med fly og bomber mhp  at få eller detronisere den herskende magt, mens den politiske korrekthed snarere handler om en kulturkrig, hvor kampen står om definitionsmagten,  og dog er der nogle uhyggelige paralleller, som jeg her vil komme ind på.

Hvor man i Spielbergs film  fokuserer  på pressen som det der skal redde  nationen  fra løgn og bedrag,  gælder det modsatte i dag. Her skal alternative medieplatforme dagligt redde os fra pressens falske manipulationer,  der alle er funderet i politisk korrekthed med alt hvad det indebærer i form af fortielser,  fortrængninger, relativeringer og fornægtelser af  tingenes tilstand med særkrav…trusler,  krav om nye regler vedr.  mad, svømmehaller, vold i skolerne, minoritetstilpassede pensum .. plus æresdrab, steninger og massevoldtægter .  Det bobler under den pæne overflade.  Men så længe det kommer fra den ”ekstreme højrefløj”  (DRs Steen Nørskov kroniske omkvæd!),  behøver man ikke at tage det alvorligt. –  Men som vi ved, ”kan man ikke narre hele befolkningen hele tiden”!

Vietnamkrigen kostede USA 58.000 soldater og mere end to millioner vietnamesere livet. Disse tal var der i sidste ende ingen der kunne løbe fra, og en dag måtte selv Nixon forlade Det Hvide Hus. Dagens Europa ligner ikke USA i 60`erne. Men kritikken af datidens politikere og behovet for sandheden flugter helt klart med vores behov for at pege på den virkelighed, der trænger sig på. –

En del af de store bevægelser  der startede i slutningen af 60`erne kom til at handle om race. Martin Luther King – var på vej ind i historien – blev efterfulgt af Black Panters, der var med til at aktivere et nyt kulturelt selvopgør i Vesten med udgangspunkt i USA. Her havde kolonispørgsmålet på det nærmeste fostret en kulturel borgerkrig,  hvor det man kaldte den hvide kultur havde lagt sig ned og nærmest masochistisk  peget på sig selv som det ”onde dyr i åbenbaringen”. Med begreber som Kritisk Raceteori, fornyet fokus på racismen, Identitet som en social konstruktion (Butler), køns- og queer-teori,  går Vesten i kødet på sig selv, glemmer det sekulære, oplysningshistorien, fornuften og alt hvad den hvide mand har stået for. Nu bliver alt omfortolket til racisme (som fx  2+2= racisme).

Uanset hvad kommunismen havde stået for siden 1917,  så blev dens totalitære  aspekter nedtonet. For Vesten var tiden inde til Globalisme og dæmonisering af det nationale, aflad og fortrængning og omfavnelse af den 3. verden med særlig opmærksomhed på MØ og Afrika!  Trods åbenlyse problemer med islam,  blev denne religion set i lyset af racisme fra højrefløjen, så at selv de værste massakrer i byer som Nice, Orlando, Manchester, Paris, Madrid, London Berlin m. fl. blev eufemiseret eller relativeret. ”Den ensomme ulv, der ikke havde fået sin medicin”  –

Senest har vi kunnet se det i forbindelse med drabet på tre små piger i den engelske by Southport , udført af ”en britisk statsborger” i sommeren 2024. Det efterfulgtes af store demonstrationer, der straks blev udlagt som udtryk for vilde horder af hooligans, (fra den ”ekstreme højrefløj”) –  Vi ser det jævnligt i  nabolandet Sverige, diskussionen af Broderismen i Frankrig (og EU) minder os også om tingenes tilstand.

Hvad enten det drejer sig om Trump og dagens politiske Amerika, Ukraine eller Gaza, så foregår der en stadig kamp om sandheden,  hvad er løgn? Og hvor ligger sandheden? Hvem kan vi stole på.  – De mange og vildtvoksende medieplatforme,  som denne,  Den Korte Avis, 24/NYT  med flere indeholder en del af den nødvendige kritik af dagens nyhedsorientering.  Så vidt jeg er orienteret er der en del af os, der næsten ikke ser DR og TV2 mere,  fordi det simpelthen er uforklædt propaganda! Hvad tør vi tro på i dag? De færreste af os rejser jo til Sverige, UK eller Frankrig hver uge….men vi  kan være ganske forvisset om, at der foregår en konstant tildækning af, hvad der egentlig sker i de lande, der alle  vælger den forkerte vej!  Dvs hen imod en opløsning af nationalstaterne i Europa og på længere sigt Vesten, intet mindre! . Hvilken rolle spiller pressen, eksperterne og de intellektuelle? Her i Vesten som for tiden er i kamp med sig selv  (jf. Murrays bog Krigen mod Vesten (2022)

”De Intellektuelle” er  i øvrigt titlen på en nyligt udkommet bog af Erik Svendsen. Den knytter sig til sporet om fortielse. Han forsøger at definere begrebet, men hans egentlige ærinde er at udelukke de af dagens intellektuelle, der forholder sig kritisk til massemigrationen, dvs den kurs EUropa er slået ind på, altså, dæmonisering af højrefløjen, dyrkelsen af det multikulturelle og fortielse ud fra tanken om, at hvad vi  undlader at bringe i nyhederne, det eksisterer ikke. Med andre ord endnu et udslag af politisk korrekthed. Tilsidesættelse af fornuften. 

 Alt det som behandles på de alternative platforme. Når man fx behandler Sartre som en stor tænker uden at nævne hans knæfald for kommunismen, det samme gælder for hans medløber De Beauvoir. Susanne Brøgger frem for Marianne Stidsen. Edward Said frem for Warraq. At samle og fremstille en række overvejende akademiske forfattere uden at bruge et komma på de skygger og storme, der har hærget Europa de seneste femogtyve år vil jeg kalde et åndløst forræderi af dimensioner. Jvf Daniel Ellsberg der flåede løgnens rullegardin ned, vil jeg uden tøven kalde de kritisk-alternative platforme for lyset i mørket.

Hvis man forestiller sig, at disse platforme ikke eksisterede, det ville jo ikke betyde, at indvandringen pludselig havde forvandlet sig til integration og fællesskab med det land indvandrerne havde valgt som deres fremtidige land….Men før eller siden ville den kritiske, den mindst dovne del af befolkningen blande sig og påpege kriminaliteten, volden samt alle de skyggesider, problemer  og afvisninger af vores kultur, som den fortsatte og voksende indvandring udgjorde/praktiserer.

I dag kan vi ikke undgå at se at krigen er kommet nærmere. Sverige har forvandlet sig til islamiske ghettoer med vold og daglige chikaner, der tilsidesætter den gamle lov og orden. UK er delt og hærget af ”følsomme områder”, moskeer, krav om særbehandling m.m.  Tyskland er ved at vågne, selv om AFD konstant bliver udskammet,  men som andre steder går det kun en vej, om kort tid bliver man nødt til at alliere sig med AFD, hvis man vil dæmme op for volden.

For Frankrig  bliver det også sværere at dreje uret  tilbage.  De mange antisemitter, der har demonstreret det seneste år, er også en advarsel om,  hvad der vil ske i fremtiden. Jihad, no-go-zoner, Eurabia og parallelsamfund er ikke noget, vi finder på men ord og begreber, der peger på den udvikling,  man skal være mere end blind  for at fornægte.  Store dele af den akademiske verden søger gennem main-stream-medierne at kaste grus i øjnene på folk.  –  Gudskelov fik briterne deres Bexit,  og selv om der nok er nogle der begræder det, så skal de historisk set være glade,  for nu er det op til britiske politikere alene at gøre noget ved indvandringen,  hvis de ellers tør .. ..De kan godt,  hvis de har modet!  Alt andet er knæfald for og frygten for  de politisk korrekte!