Modernismen har oftest bestået i et opgør med den kristne tradition og har taget form af provokation og dekonstruktion. Et af de seneste eksempler var den opsigtsvækkende performance ved OL i Paris sidste år med drag queens og hedensk symbolik. Det var en slet skjult hån af den sidste nadver.

Hvor ældre tiders kunstnere så det som deres opgave at formidle bibelske fortællinger gennem den skønne form, har den moderne kunst typisk behandlet kristendommen med ironi eller ligefrem foragt og dyrket det hæslige. Resultatet er blevet en kunst, som sjældent formår at berøre os æstetisk eller åndeligt.

Her står den danske billedkunstner Thomas Kluge som en markant undtagelse. Hans altertavle i Store Magleby Kirke fra 2012 viser, hvordan man kan forny den kristne billedtradition, særligt omkring påskebegivenhederne. Gennem en virtuos brug af malerkunstens virkemidler formår han at gøre de gamle fortællinger nærværende for et moderne publikum.

Altertavlen i Store Magleby Kirke

Altertavlen i Store Magleby Kirke demonstrerer en bemærkelsesværdig teknisk kunnen, der minder om barokkens og renæssancens store mestre i sin perfektionerede stoflighed og beherskelse af teksturer – fra lammeskind og sølv til roser, frugter og saltkorn. Denne virtuose materialefremstilling tjener ikke blot et æstetisk formål, men understøtter også værkets rige symbolske betydningslag.

Kluges mest markante kunstneriske greb er ophævelsen af det traditionelle billedrum – objekterne svæver på nærmest surrealistisk vis i mørket, frigjort fra tyngdekraften. Dette greb er et nybrud i altertavletraditionen, men trækker samtidig på ældre tiders forståelse af det guddommelige som det, der transcenderer den fysiske verdens love.

Ved at kombinere traditionel religiøs symbolik med moderne udtryksformer skaber Kluge en bro mellem fortid og nutid.

Påskefortællingen

Den symbolske dimension i Kluges altermaleri udfolder sig gennem et rigt netværk af traditionelle kristne symboler knyttet til påsken og moderne referencer. Treenigheden manifesterer sig i de tre glas, hvor to af dem – Gud og Helligånden – forbliver intakte, mens det tredje glas er væltet. Dette væltede glas repræsenterer Sønnen og det menneskelige fald, visualiseret gennem det udstrømmende blod, der med sin tunge struktur flyder ud over Judaspengene (gengivet som euromønter!). I denne dramatiske sammenstilling skabes en direkte forbindelse mellem forræderiet og offeret.

Kluge arbejder bevidst med kontrasterne mellem lys og mørke, hvor blodet i skyggen – syndens verden – opsuges af klædet og transformeres til en kilde til ny frugtbarhed. Dette tema om død og genfødsel understreges yderligere gennem ægget med den brudte skal, der ligger i lyset som et symbol på opstandelsen. Det samme gælder den røde rose uden stilk i baggrunden.

Kristendommens fortællinger lever videre i vores tid

Symbolikken udfoldes yderligere gennem elementer som salt og brød. Saltet, der henviser til ”jordens salt”, bærer en dobbelt betydning som både menneskehedens frelse og, i sin spildte form, som tegn på det tragiske og syndige i den menneskelige eksistens. Brødet refererer direkte til nadveren, mens fisken står som et traditionelt Kristussymbol. De faldne frugter – figen og æble – etablerer en forbindelse tilbage til syndefaldet i Edens have.

Kluges kunstneriske arbejde består ikke i at modernisere eller omfortolke den religiøse fortælling, men snarere i at vise, hvordan den fortsætter med at gennemtrænge og give mening til vores nutidige erfaringer. Dette tidsperspektiv understøttes af værkets formelle aspekter, hvor objekterne svæver tidløst i mørket, frigjort fra både rumlige og tidslige begrænsninger.

Altertavlen i Linå Kirke

Altertavlen i Linå Kirke, ”Skærtorsdag”, er omvendt et lille, intimt maleri. Det er et umådeligt sanseligt maleri. Den martrede og beskidte fod, der renses i det rene vand, er så koncentreret et motiv, at enhver kan få et forhold til det. Det henviser til Jesus, der vasker fødderne på disciplene. Udtrykket er her ikke en stor, imposant fortælling, men netop intimt.

I denne altertavle får vi et billede af ro og harmoni inden langfredagens lidelse og død. Livets vand, der renser den skamferede krop, bliver selv en konkret fortælling.

Maleriet zoomer ind på motivet gennem rammen og mørket, mens lyset fokuserer på benet. Der er bevægelse i vandet, der løber, i fødderne der vaskes, i transformationen fra snavset til rent. Det handler om ydmyghed, udtrykt i den omsorgsfulde gestus.

Meningen er: Skønheden aflaster os for den hæslighed og brutalitet, vi møder i verden, mens armen der griber ned ovenfra understreger det guddommelige i den menneskelige handling.

I en tid, hvor megen samtidskunst har vendt ryggen til både håndværket og den åndelige dimension, står Kluge som en kunstner, der tør tage både det æstetiske og det religiøse alvorligt.

—

Kasper Støvring har sammen med Thomas Kluge skrevet bogen ”Det moderne er fortid”, https://www.eksistensen.dk/det-moderne-er-fortid.html  der udkom sidste år på forlaget Eksistensen.

Af Kasper Støvring, ph.d., forfatter