Hovederne på bloggen

Som jeg skrev mandag, måtte den amerikanske præsident nødvendigvis reagere kraftigt på terrororganisationens meddelelse om, at yderligere gidselfrigivelser var blevet indstillet. Hamas holder stadig 73 israelere fanget i underjordiske tunneller, hvor de bliver torteret og mishandlet på andre måder. Det er derfor uvist hvor mange af dem, der stadig er i live.

At dømme efter de tre seneste frigivne gidslers tilstand, vil mange af de tilbageværende utvivlsomt blive udleveret som lig. Under alle omstændigheder kan Israel og USA næppe trække tiden længere ud, før alle Hamas’s ofre er døde. Indtil nu har de israelske forsvarsstyrker prøvet at målrette deres krigsførelse på en sådan måde, at den ikke ramte gidslerne, men der går ikke længe, før et sådant hensyn bliver meningsløst.

Det var bl.a. det, der animerede Trump, da han i tirsdag gav Hamas det ultimatum, at hvis alle gidslerne ikke er sat fri senest på lørdag kl. 12, er der ikke længere nogen våbenhvile, og hvis det står til ham, kan al helvede bryde løs. Afgørelsen om en genoptagelse af krigen vil han imidlertid overlade til israelerne.

Uanset hvad, vil Trump ikke kunne tåle et yderligere ansigtstab, efter at Hamas lod hånt om hans første ultimatum. Lederen af en stormagt kan ikke blive ved at udstede ultimata uden påfølgende handling, før verdens ledere holder op med at tage ham alvorligt, og før USA taber initiativet – som tilfældet var med den afgåede Biden-administration.

Hamas har allerede afvist Trumps krav – givetvis fordi terrorbevægelsen regner med at kunne fravriste Israel nye indrømmelser ved at beholde gidslerne og således forberede nye terrorhandlinger. Hamas’s ledere tror åbenbart ikke, at USA vil kunne skade dem synderligt.

Hvis Trump truer og ikke gør noget, er det en alvorlig svækkelse af USA’s indflydelse i Mellemøsten og rundt om i verden og en opmuntring til de arabiske kræfter, hvis mål stadig er Israels udryddelse.

Det vil også anspore den voksende antisemitiske bevægelse i Vesten, som må tro, at jøderne står uden forsvarere.