Der er ikke længere nogen tvivl. Sverige er blevet forvandlet til et genompolariseret samfund, hvor alt – selv et masseskyderi, hvor ti mennesker bliver myrdet – handler om etnicitet, gruppetilhørsforhold og om at cementere billedet af Sverige som racistisk.

Sverige blev fundamentalt forandret om eftermiddagen den 4. februar. Det lyder som en kliché, og på en måde er skyderiet i Örebro et i rækken af skyderier, eksplosioner og alle de andre voldshandlinger, som nu rammer landet næsten dagligt. For at være ærlig blev kun få overraskede.

Men tingene er anderledes, i høj grad takket være mediedækningen. Eller måske mere præcist, den manglende dækning.

En uge efter at ti mennesker blev myrdet på Campus Risbergska i Örebro, og mange flere blev såret, har medierne endnu ikke offentliggjort navnene på alle ofrene. I skrivende stund ser det sådan ud på Expressen:

Syv personer med indvandrerbaggrund plus tre uden navn. Hvorfor er det sådan? Det har svenske medieforbrugere spurgt sig selv om i en hel uge. At det skulle handle om »hensyn« er næppe sandsynligt. Efter andre angreb har medierne været hurtige til at sætte navn på ofrene, selv 11-årige Ebba blev offentliggjort med navn og billede efter terrorangrebet på Drottninggatan for snart otte år siden.

Vi ved, at der er etnisk svenske ofre. Hvorfor bliver det navn eller de navne ikke offentliggjort? Hvilken fortælling ønsker vores politikere at skabe med hjælp fra vores medier? Billedet af en racistisk handling – selv om et sådant motiv sandsynligvis ikke findes? Hvis man går på en tilfældigt udvalgt voksenskole i Örebro, Borlänge eller Stockholm i dag, ser elevsammensætningen ud præcis sådan her: Et flertal har indvandrerbaggrund. Det er »det nye Sverige«.

Men statsminister Ulf Kristersson ser noget andet. Han skelner mellem ofre og deres pårørende afhængigt af deres oprindelse.

“Uanset hvad politiets efterforskning viser, har denne forfærdelige begivenhed skabt en særlig frygt og følelse af sårbarhed hos mange mennesker med indvandrerbaggrund i Sverige. Det er noget, vi som samfund må forstå, respektere og reagere på.”

Statsministerens hjerte banker altså for »mennesker med indvandrerbaggrund«, som anses for at føle »en særlig frygt og følelse af sårbarhed« – og det uanset hvad politiets efterforskning finder? Desuden bør samfundet, dvs. du og jeg, »respektere og reagere på dette«.

Hvornår hører vi Ulf Kristersson forklare, at de daglige mord og bombeattentater, som har forandret Sverige, »har vakt en særlig frygt og følelse af sårbarhed hos mange etniske svenskere«, og opfordrer samfundet til at »forstå, respektere og reagere« på det? Sandsynligvis samtidig med, at den første sneboldkamp afholdes i helvede.

Svenske ofre tæller ikke, de er navnløse silhuetter. De eksisterer ikke, selv om de gør.

Det varede ikke længe, før der blev iværksat forskellige indsamlingskampagner til fordel for nogle af ofrenes familier. Et eksempel er journalisten Nuri Kino, som med støtte fra organisationen A Demand For Action (ADFA) startede en indsamling til fordel for syriske Elsa Teklay. To dage senere er der indsamlet 300.000 euro.

Indsamlingen til familien er utvivlsomt umagen værd, for deres situation er et mareridt. Men hvorfor er det, at den umiddelbare reaktion altid er at engagere sig i sin egen etniske gruppe? Hvilken økonomisk støtte får de familier, som ikke har drevne landsmænd med store kontaktnetværk og et 90-tal i ryggen? Hvem starter indsamlingen til familierne til de ansigtsløse silhuetter? Sandsynligvis ingen, for vi får ikke at vide, hvem disse børn er, selv om disse familier også oplever tab, sorg og nød.

Hvis du ikke eksisterer, tæller din familie heller ikke. Det er også blevet klart i løbet af den seneste uge. Medierne har interviewet udenfor etniske foreninger og moskeen i Örebro, hvor selv en af de mest notoriske Sverige-haderehar fået plads til at tale til fordel for muslimer og indvandrere. Dagens Nyheter skriver, at ofrene »døde i et land, som synes at hade mennesker som dem«. Billedet af masseskyderiet som en racistisk terrorhandling udført af »en svensk Breivik« er tilsyneladende ved at blive banket ind i svenskerne.

Politiet kan være uenige, men hvad politiets efterforskning finder, er ligegyldigt, mener landets egen statsminister.

En uge efter masseskyderiet på Campus Risbergska er det gået op for mange, at mennesker med indvandrerbaggrund har lov til at være bange – det har etniske svenskere ikke. Mennesker med indvandrerbaggrund fremstilles som ofre – det gør etniske svenskere ikke. Mennesker med indvandrerbaggrund støttes af deres eget folk – det gør etniske svenskere ikke.

Sådan er situationen i det land, som for ikke så længe siden pralede af at være en »humanitær supermagt«, og hvor politikere og medier nu gør deres bedste for at skrue tiden tilbage til tiden før den store indvandringsbølge i 2015. Og for hver målrettet solidaritetshandling stiger spændingerne mellem de individer, der tilsammen udgør det svenske samfund. Det lover ikke godt for fremtiden.