Forsvarsminister Pete Hegseth satte nogle pejlemærker, da han onsdag indledte mødet i kontaktgruppen for Ukraine: Ukraine bliver ikke medlem af NATO, Krim kan ikke generobres, og amerikanske soldater på jorden i Ukraine kommer ikke på tale.
Dermed antydede han, at amerikanske soldater er udelukket som medlemmer af en fredsbevarende styrke, der skal overvåge en fredsaftale.
En sådan styrke ville heller ikke blive placeret under NATO-paraplyen.
USA signalerer, at Ukraine er EU’s anliggende. Det kommer som noget af en kold dusch. Europa har været vant til at læne sig op ad USA. De har været store i kæften og sagt, at de vil støtte Ukraine »så længe det tager«, så længe der er brug for dem. Nu står det tilbage at se, om de kan holde deres løfter.
Hegseth har således udstukket nogle retningslinjer for Trump-administrationens politik over for Ukraine. De vil nok ikke komme som nogen stor overraskelse.