Indvandring og kriminalitet er et ømt punkt i debatten. Det er et emne, som kun få tør at røre ved, og som den politisk korrekte elite, helst vil feje ind under gulvtæppet.

Tallene er klare. Statistikkerne viser en overrepræsentation af indvandrere i visse former for kriminalitet. Men det er ikke noget, man taler højt om. Det er let at blive stemplet som racist eller fremmedhader.

Men hvorfor denne berøringsangst ? Hvorfor skal vi ikke kunne diskutere det åbent og ærligt? Er det ikke vigtigt at kende fakta, så vi kan gøre noget for at løse problemerne?

Det er, som om man er mere optaget af at beskytte »de stakkels indvandrere« end at tage sig af samfundet generelt. De er bange for at træde nogen over tæerne, bange for at blive set som »dårlige« mennesker.

Men hvad med ofrene for kriminalitet? Hvad med dem, der lever i utryghed?

Det er på tide at konfrontere denne berøringsangst. Vi skal kunne tale om indvandring og kriminalitet, uden at blive stemplet som racister. Vi skal vove at se virkeligheden i øjnene, og vi skal vove at gøre noget ved den.

Måske er der gode forklaringer på overrepræsentationen. Måske handler det om socioøkonomiske forhold, om integration, der ikke fungerer, om kulturelle forskelle.

Men så er vi nødt til at undersøge det grundigt. Vi skal finde ud af, hvad årsagen er, så vi kan sætte ind med tiltag, der virker.

Det er ikke hadefuldt at tale om det. Det er ikke fremmedfjendsk at kræve, at alle, der bor i et land, følger loven.

Det handler om at tage vare på vores samfund, om at skabe tryghed for alle.

Hvis ikke, er myndighederne og medierne faktisk en drivende faktor i at skabe splittelse, utryghed og racisme i samfundet.

For eksempel nytter det ikke meget at lave handlingsplaner mod muslimfjendtlighed, når man selv er roden til problemet. Folk har ret til åbenhed og information.

Husk det ved det kommende parlamentsvalg.

Hans Rustads bok om Trump er akkurat kommet fra trykkeriet! Kjøp den her.