Forestil dig, at du lever i en by, hvor dine kære og naboer er ødelagte af narko, blevet truet og overfaldet af bander og har mistet jobs til illegale indvandrere. Det har stået på i årevis og er blevet værre og værre. Politikere og medier forsøger at gaslighte dig til at tro, at det eneste problem er din egen racisme. En dag dukker der en bølle op, der har magten til at lukke grænsen og smide de kriminelle ud. Hvad gør du?

Du vil sikkert gøre som de fleste amerikanere: Stemme på Trump for dernæst at lægge øre til udskamning som ”fascist-sympatisør”.

Beskrivelsen er ikke et tankeeksperiment, men virkeligheden for millioner af amerikanere. Europæere står over for lignende valg. I det billede står Trump ikke for en ødelæggende revolution.

For revolutionen er allerede sket.

Den kom snigende gennem årtier som gift i blodet. Sverige var for 30 år siden verdens stærkeste tillidssamfund. I dag har masseindvandring gjort det til et af Europas farligste. Europæerne var engang en militær magt, man kunne respektere. I dag kan vi ikke engang forsvare os selv. Universiteterne var engang pluralistiske. På Harvard er kun én – 1! – procent af de ansatte i dag konservative.  Engang var medierne fair og afbalancerede. I dag stoler kun 12 procent  af konservative amerikanerne på dem. I Europa står det ikke meget bedre til. Dertil kommer den tabte tillid til det politiske establishment.

Nej, det er ikke Trump, AfD, Farage og Meloni, der kommer med revolutionen. For den ankom for lang tid siden, og ingen blev spurgt om den. For ingen ønskede den.

Der er brug restauration

Der er ikke brug for revolution, men for restauration – for en genoprettelse af den sociale sammenhængskraft.

Man kan imidlertid være sikker på, at politikere, der ønsker at restaurere samfundet, bliver skandaliseret som ødelæggende revolutionære. Ligesom vi vil få at vide, at deres politik slet ikke kan gennemføres. Lige indtil det faktisk sker, og deres indsats bliver accepteret som den nye orden.

Pia Kjærsgaard blev kaldt nazist og afbildet som en rotte i avistegninger. I dag er hendes politik mainstream, og hun endte som Folketingets formand. Danskere kan takke hende for, at Danmark ikke er endt som Sverige.

Viktor Orbán blev udskammet som en brutal diktator, da han lukkede Ungarns grænser under migrantkrisen i 2015. Få år senere måtte meningsdannere og ministre som Mattias Tesfaye erkende, at kritikerne tog fejl, og andre lande fulgte Ungarns eksempel.

Selv Socialdemokratiet, der engang var fortalere for masseindvandring, taler nu om Rwanda-modellen, hvor asylsager behandles i tredjelande uden for Europa.

For egen regning vil jeg nævne, at jeg i 2010 udgav bogen ”Sammenhængskraft”. I den skrev jeg om behovet for assimilation, om et nationalkonservativt forsvar for grænser, om kultur som forklaring, for indvandring handler ikke blot om socioøkonomiske forhold. Også det var kontroversielt. Og også det er nu acceptabelt.

Mønstret gentager sig igen og igen: Det, der i går var ”højreekstremt” og ”umuligt”, er i dag sund fornuft og almindelig politik. Ikke fordi politikerne er blevet mere ekstreme, men fordi virkeligheden har indhentet de naive forestillinger om grænseløs harmoni.

”Politics is downstream from culture” – individers betydning er overvurderet, det gælder også Trump. For politikken følger altid kulturen, og den kulturelle vending mod realisme og konservatisme er i fuld gang.

Men selvfølgelig går det alt for langsomt. Restaurationen har slet ikke været tilstrækkelig effektiv. Europæiske politikere mangler beslutsomhed.

Brutaliseringen venter

Hvad sker der, hvis Vesten ikke restaurerer sit splittede hus?

Historien åbner tre mørke døre foran os: Brutal undertrykkelse af mindretallet, mindretallets løsrivelse og opnåelse af selvstyre eller fordrivelse af mindretallet. Det lyder brutalt – og det er det også. Men alternativet er ikke bedre: Et samfund i permanent borgerkrigslignende tilstand.

Vi kan stadig vælge en bedre vej, men det kræver drastiske tiltag nu. Konventioner må opsiges. Der må indføres stop for indvandring fra lande i Afrika og Stormellemøsten. Kriminelle udlændinge skal konsekvent udvises, og hjemsendelser skal sættes i gang.

Revolutionen er allerede sket. Den blev gennemført af forbenede idealister, der svækkede sammenhængskraften, forringede centrale institutioner som domstole, politi, medier og universiteter og skabte et Europa uden evne eller vilje til at forsvare sig.

Nu står vi med valget mellem genoprettelse af orden eller kaos. Mellem handling eller selvbedrag. Mellem restauration eller undergang. Tiden er ikke til flere fromme ønsker. Den er til handling.

Af Kasper Støvring, forfatter, ph.d.