Salwan Momika blev myrdet i onsdags, dømt til døden af islamister efter at have kritiseret islam og brændt koranen. I dag blev hans partner, Salwan Najem, dømt for “tilskyndelse mod etniske grupper” af distriktsdomstolen. Men budskabet er klart: Kritik af *en bestemt religion* er forbundet med dødsstraf, selv i Sverige.

Begge mænd, der konsekvent omtales som “koranbrændere” af de svenske medier, blev anklaget for “hetz mod folkegruppe” (HMF) efter at have afbrændt eksemplarer af en bestemt bog med grønt omslag ved en række lejligheder. Salwan Najem er nu blevet idømt en betinget dom og dagbøder af Stockholms byret. Salwan Momikas dødsdom blev eksekveret for mindre end en uge siden. Eller som Aftonbladet udtrykker det: “Mordet på Momika gjorde en dom mod ham umulig.”

Tilladt at brænde bøger…

Dommen viser, at det er helt lovligt at brænde bøger – alle bøger – og at det er lovligt at kritisere religioner – alle religioner – i Sveriges ytringsfrihed. Nogle mener derfor, at alle, der har hævdet, at HMF-lovgivningen i praksis er en blasfemilov, nu er blevet modbevist.

“Mulighederne for at være objektivt og legitimt kritisk over for en religion i en åben debat kan betragtes som meget store. I en sådan sammenhæng må man også tolerere, at nogle religiøse udøvere opfatter et kritisk budskab som krænkende,” skriver Stockholms tingsret i dommen. Samtidig mener dommeren, at Salwan Najem “klart har overskredet grænserne for saglig og gyldig debat og kritik”.

Som følge heraf er Salwan Najem blevet dømt for at “udtrykke foragt for det muslimske samfund på grund af deres religiøse overbevisning” ved fire lejligheder. Formanden for sagen mod Momika og Najem, dommer Göran Lundahl, formulerer sin holdning på følgende måde:</p

– Inden for rammerne af ytringsfriheden er der et stort spillerum for at være kritisk over for en religion i en saglig og valid debat. Samtidig giver det at udtale sig om religion ikke et frikort til at gøre eller sige hvad som helst uden risiko for at støde den gruppe, der har den pågældende tro.

.

… men ikke “risiko for at fornærme” …

Det, dommeren siger, er, at man gerne må kritisere – men samtidig må man ikke sige eller gøre noget, der “risikerer at krænke” nogen. Hvad betyder det så i praksis? Jo, man kan praktisk talt aldrig udtrykke nogen form for kritik, for der vil med hundrede procents garanti altid være nogen, som “risikerer” at føle sig “krænket”.

Eller mere korrekt: Du kan udtrykke dig lige så kritisk, som du vil, over for alle religioner – undtagen én, nemlig [fill in the blank]. Jeg kan ikke skrive religionen her, fordi jeg risikerer, at nogen føler sig stødt. Men jeg kan skrive, at det er frit at ikke bare kritisere, men også håne, latterliggøre, fornægte og hade kristendom, buddhisme, jødedom, hinduisme, asatru, wicca, taoisme og så videre. Selvfølgelig kan nogle føle sig stødt – men der sker ikke noget.

Du bliver ikke dømt i retten som Najem eller af en pøbel som Momika, hvis du står på Mynttorget i Stockholm og viser billeder fra “Ecce Homo”, hvor Jesus fremstilles som en HIV-inficeret homoseksuel, brænder kopier af Bhagavad Gita i alle byer eller poster Facebook-opslag, hvor hekse flyver til Blåkulla på kosteskaft.

…en bestemt religion

Ingen er blevet sigtet for HMF under de tilbagevendende pro-palæstinensiske demonstrationer efter terrorangrebene den 7. oktober, på trods af Hitler-hilsner, plakater og kampråb om “fra floden til havet” og at “det er på tide at afslutte, hvad Hitler startede”. Nå, men nej. Det går fantastisk. Men prøv at kritisere *en bestemt religion*, den religions påbudte dresscode for børnehavebørn eller karakteren af den religions såkaldte profet (som anses for at være idealet for enhver tilhænger af den religion), og se, hvad der sker. Og det er her, det bliver interessant. Ingen med nogen form for selvopholdelsesdrift vil gøre det – for vi ved, hvad der så sker.

“Det vigtigste i dommen er, at den understreger, at religionskritik ikke er en forbrydelse”, skriver Oisin Cantwell i Aftonbladet.

Men. For der er altid et “men”.

“Men under de demonstrationer, som dette anklageskrift vedrører, blev det proklameret, at Muhammed var psykisk syg, at han var en ‘voldtægtsmand’, ‘alfons’ og ‘børnelokker’, for at nævne nogle af de mindre sofistikerede påstande…”

Så hvad kalder vi en midaldrende mand, der gifter sig med en seksårig pige og har sex med hende, når hun er ni år gammel? Hvad kalder vi en bandeleder, som myrder sine modstandere og derefter giver sine modstanderes koner til sine kumpaner? Hvad kalder vi en leder af en bevæbnet bande, som myrder hele landsbyer – mænd, kvinder og børn? Hvilke ord mener Stockholms tingsrätt, at vi skal bruge til at beskrive den slags? “Individ med normbrydende adfærdsværdier”?

… fordi da!

Nu ved vi i det mindste, hvad der sker med dem, der vover at sige fra: I bedste fald bliver de dømt af Sveriges officielle retsmyndigheder, ligesom Najem. I værste fald bliver man dømt af Sveriges udenomsparlamentariske organer, som Momika.

Men samtidig er der ingen garanti for, at Salwan Najem ikke vil lide samme skæbne som sin kollega. Najem mener selv, at han er den næste i rækken af mordere, og ud fra de (manglende) reaktioner fra vores politikere og regeringschefer forstår vi, at der ikke er nogen, der vil beskytte ham. Eller os, den dag vores navne ender på de fornærmede islamisters dødsliste.

Rikspolitimester Petra Lundh blev i Rapport spurgt, om Salwan Momika havde fuld beskyttelse af sit privatliv.

“Vi kommenterer aldrig disse spørgsmål i individuelle sager af sikkerhedsmæssige årsager”, svarede rigspolitichefen med en imponerende og tillidsvækkende autoritet, som kan beundres i skærmbilledet nedenfor.

.

Sveriges nationale politichef Petra Lundh. Foto: Screenshot Rapport

At dømme sig selv til døden

Det er ikke overraskende, at de gamle svenskere er tavse. I stedet er det folk, som er flygtet fra eller har egne erfaringer med islamistisk undertrykkelse, som påpeger det indlysende: Sverige løber islamisternes ærinde. Svenske politikere har sammen med de svenske medier, lydige embedsmænd og en lige så lydig svensk kirke bidraget til, at vi nu lever i et samfund, der har underkastet sig.

I stedet for at sætte grænser for den intolerante og voldelige ideologi og dens tilhængere har fokus været på at straffe dem, der har forsøgt at demonstrere ideologiens intolerance og voldsparathed. Nima Rostami skriver i et Facebook-opslag:

“Den svenske politiske elite har skamløst og systematisk fremmet islam og forrådt det svenske folk. Med migration som instrument og eftergivenhedspolitik er Sverige blevet forvandlet til MENA-landenes giftige synkehul, hvilket har ført til, at Sverige nu kæmper med de negative konsekvenser af en misforstået migrationspolitik. I tråd med denne misforståede migrationspolitik er islamkritikere blevet overladt til ulvene og stemplet som racister. De, der kritiserer islams politiske ambitioner, får ikke megen beskyttelse for at behage muslimerne. I stedet for at beskytte dem, der tør stå op mod islamismen, bliver de stemplet og forfulgt, selv i Sverige.”

Det er rigtigt. Ayaan Hirsi Ali kalder Sverige for “et skoleeksempel på en fejlslagen stat“, og jeg mener, at landet har passeret point of no return. Islamisterne får frit spil, mens whistleblowere bliver straffet på den ene eller anden måde. Den manglende evne til at beskytte Salwan Momika på trods af den ekstreme trussel mod ham forårsagede hans død, og de mennesker, der blev arresteret og stadig er mistænkt for mordet, blev løsladt inden for få timer. Det ramaskrig, som mordet har skabt på de sociale medier, viser, at morderne har smag for blod.

Salwan Najem har derfor al mulig grund til at frygte for sit liv, og budskabet til Sverige, svenskerne – og islamisterne – er umuligt at misforstå: Det står dig naturligvis frit for at kritisere *en bestemt religion* – men hvis du udnytter den frihed, risikerer du at dømme dig selv til døden.

Hans Rustads bog om Trump forventes at gå i trykken i den første uge af februar, men kan allerede nu forudbestilles.

Køb “The Strange Death of Europe“!