I Danmark har vi ikke 100% religionsfrihed, mange tror det, men det er ikke sandt. Der er enkelte begrænsninger som fremgår af grundlovens paragraf 67 der stammer fra 1849:

”Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.”

Her virker især ordet ”sædelighed” mærkeligt for nutidens mennesker. Ifølge Den danske Ordbog betyder sædelighed ”(god, rigtig) moralsk adfærd eller tænkemåde, især med hensyn til seksuallivet”, og det er rigtigt nok, men de fleste opfatter i dag ordet sædelighed som et ord der næsten udelukkende vedrører seksuallivet. Vi fik da også et sædelighedspoliti i København allerede i 1863, og dets opgave var at få styr på de mange løsagtige fruentimmere og bordeller i København. Byen havde tilsyneladende flere uægte børnefødsler og flere kvindelige kriminelle end andre storbyer på den tid, så der blev talt og skrevet rigtigt meget om sædelighed på den tid, dog altid uden at gå i dybden med hensyn til det seksuelle.

Hvad angår forståelsen af ordet sædelighed, er man i dag tilbøjelig til at glemme første halvdel af betydningen: ”(god, rigtig) moralsk adfærd eller tænkemåde”, men det er sådan man skal forstå ordet i grundlovsparagraffen. Det var da også sådan man i århundreder forud forstod ordet, og en lille bekendtgørelse fra Lolland illustrerer betydningen i 1810 (de følgende aviscitater er alle fra første halvdel af 1800-tallet):

”Rødbye den 3. Februarii.

Det fortjener at bekendtgiøres til Ære for de unge Borgere og Haandværkere her i Byen, at naar de forsamle sig til Lystigheder, indgaaes frivillig i Forveien den Betingelse imellem Selskabet indbyrdes, at den som paa en eller anden Maade maatte forstyrre Selskabets Orden skal give Mulct (dvs. en pengebøde), man erfarer ei heller Drukkenskab, Klamerie, Slagsmaal eller anden Usædelighed ved slige Forsamlinger, derimod glædede man sig ved at see med hvor megen Hiertelighed og Anstændighed de helligholdt vor allernaadigste Konges Fødselsdag, og med hvor megen Varme de yttrede deres fromme Ønsker for Kongehusets bestandige Velgaaende.”

Teksten definerer klart druk, skænderi og slagsmål som ikke sædelig adfærd, men peger også på at der findes andre slags usædeligheder. Det kan selvfølgelig være seksuelle udskejelser, eller bare kysseri i krogene, men det kan også være det at stjæle eller lyve, eller at svigte andres tillid. Man skrev i tiden desuden en del om dagdriveri og sløseri, og der blev klaget over ”pyntesyge”, ja ligefrem ”Pynteluxus” hos damerne.

Ordet ”sædelig” brugte man gerne om børn.  Eksempelvis kom en jurist hjem til Odense først i 1800-tallet for at nyde sit otium efter en karriere på De vestindiske Øer; her oprettede han et legat til en sædelig dreng og en sædelig pige så de kunne få sig en skoleuddannelse. Ingen tror vist at det var børnenes seksualitet, han havde i tankerne.

En mere speciel bekendtgørelse kom fra en præstefamilie:

”En sædelig Dreng paa 9 til 10 Aar, der er bestemt til Studeringer, kan til 1ste Mai d. A. blive antaget i mit Huus, for i forening med min Søn at nyde Undervisning af en Student, som jeg dertil har antaget. …”

I det hele taget er det min overbevisning at den daværende betydning af ordet i første række var noget så simpelt som ”god eller ordentlig opførsel”. ”Sædelig” blev da også i udstrakt grad benyttet i stillingsannoncer. Her er nogle eksempler:

”En ung, sædelig Jomfru, fra een af Provindserne søger Condition hos en pæn, borgerlig Familie. …” (Condition betød tjeneste).

”En midaldrende, sædelig Pige, søger Kondition til 1ste Mai som Kokkepige eller Enepige hos en liden, honnet Familie. …” (Pige betød dengang ofte en tjenestepige,)

Andre tillægsord sås selvfølgelig også:

”En tro og skikkelig Pige ønsker Condition…”

”En anstændig og ordentlig Pige ønsker Condition…”

Ind imellem fik den hele armen:

”En ung, tro, sædelig og i alle Henseender paalidelig Pige…”

Alle tillægsordene betyder stort set det samme: Skikkelig, anstændig, ordentlig og sædelig. Der er ikke den store forskel. I Moths ordbog fra omkring år 1700 står der ligefrem ”sædelig er den, som er skikkelig.”

Og ordet blev ikke kun brugt om kvinder:

”En duelig og sædelig Seminarist kan til næstkommende Paaske faae en Hjelpelærerplads ved Dabler Skole, naar man derom henvender sig til…”

”En sædelig Dreng kan blive beskæftiget med passende Haandarbeid nogle Timer om Dagen. En Billet desangaaende, mrkt A. Nr. 61, modtages på Adressecomptoiret.”

I udlejningsannoncer ses ordet sædelig selvfølgelig også, og en enkelt gang har jeg set at det var en sædelig familie der ville udleje en lejlighed.

Som nævnt er alle citaterne fra 1800-tallets første halvdel. Ordene sædelig og sædelighed benyttedes selvfølgelig også senere, og ikke mindst på grund af oprettelsen af sædelighedspolitiet, må man forvente at indholdet af ordene mere og mere drejer sig om sædeligheden på det kønslige område. I årene 1883-1887 fik vi ligefrem en ”sædelighedsfejde” i medierne foranlediget af  skuespillet En Handske af Bjørnstjerne Bjørnson. Fejden handlede om at der blev stillet forskellige krav til kvinders og mænds adfærd på netop det kønslige område.

I mit hoved er der imidlertid ingen tvivl om at vi skal forstå grundlovens tekst således at man gerne må dyrke sin anderledes religion i Danmark, men man skal gøre det med en passende god opførsel. Og den gode opførsel skal naturligvis være i overensstemmelse med dansker sæde og skikke. Andet giver ingen mening.

Man skal altså ifølge grundloven opføre sig som en almindelig velopdragen dansk medborger uanset hvilken religion man har. Derfor nytter det ikke at bruge religionen som undskyldning, hvis man fx ikke vil give hånd som hilsen.

Håndtryk er dansk skik og brug.

Det lykkedes desværre Mette Bock, der var kultur- og kirkeminister i Lars Løkke Rasmussens regering i 2016 at forplumre den rette forståelse af paragraf 67. I hendes ministertid blev der indført en lovgivning som fortolkede grundlovens ord således at et trossamfund bare skulle overholde dansk lovgivning. I Lov om trossamfund uden for folkekirken, par. 3, hedder det: ”Et trossamfund har ret til at udøve sin religion, herunder ved overholdelse af religiøse ritualer og skikke samt religiøs undervisning, såfremt der ikke herved opfordres til eller foretages noget, der strider mod bestemmelser fastsat ved lov eller i medfør af lov”.

Ordene om at ”intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden” blev altså pludselig fortolket som at man bare skal overholde lovene, men det er jo ikke det samme. Langtfra.

Jeg er i øvrigt overbevist om at grundlovsfædrene ville have forbudt moskeer uden at tøve. Den norskfødte borgmester Ræder fra Horsens foreslog – efter norsk forbillede – at indskrive et forbud mod jesuitter og munkeordener i grundloven. Ørsted, Grundtvig, Rèe og andre beroligede ham med at da der var tale om ”stats-fiendtlige Indretninger”, så ville de være forbudt efter paragraffens ordlyd.

Heldigvis vejer grundlovens tekst stadig tungere end Mette Bocks! Men hvad der foregår i juristers hoveder, ved jeg desværre ikke. Jeg husker at for længst afdøde juraprofessor Alf Ross engang i en radiosamtale med Karl Bjarnhof gjorde sig lystig over hvorfor ordet sædelighed mon var at finde i grundlovsteksten. Han forstod det helt enkelt ikke.

Det er da også noget værre noget, når ord sådan skifter betydning!